Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har i de seneste dage været på trekking tur i Thailands Umphang provins. Jeg startede d. 9 om aftenen med at tage en bus til Mae Sot. Her overnattede mig og resten af trekking gruppen hos mr. Lar. En ikke helt ung thailandsk mand med den mest monotone stemme jeg længe har hørt. Om morgenen tog han os ud til den burmesiske grænse og markedet som ligger lige ved siden af. Her stødte vi på et noget ubehageligt syn. Grænsen mellem Thailand og Burma er en gråzone. Bedre kendt som: No man's land. Her bor statsløse i små skure de har kunne sammensure af diverse materialer og skrald, som ender i denne rende på ca. 100 meter. Deres eneste indkomst er at sælge enkelte varer stående på toppen af 5-6 paller, for at kunne nå ind over hegnet som udgør grænsen.
Turen til Umphang bestod af 4 timer gennem bjergene på en smal vej, med en hastighed, som gerne måtte være lavere. Bjergvejen er også kendt som Thailands dødsrute og indeholder over 1200 sving. Vi kom heldigvis sikkert gennem bjergene. Næste morgen stod den på 6 timer i en gummibåd ned af Megnong floden, hvorefter vi skulle gå 12 kilometer til vores lejrplads. Det var en lang tur, og den ene af gummibådene punkterede lidt inden vi nåede frem, så den nær var ved at synke. Gå turen var udmærket hård, men alt for kort, da det kun tog 2:30 timer inden vi var fremme ved lejrpladsen. Her stod vores telte klar, under et haltag. Det var endda muligt at købe slik og sodavand på stedet. Naturen i området, var i meget høj grad præget af tørken og den stegende sol. Store områder af skoven var simpelt hen brændt af den kraftige sol og efter lod en kedelig sort plet. Derudover var vegetationen ikke særlig tropisk og mindede mest om en skov med enkelte bambus ind i mellem. Det var først næste morgen, at vi stødte på noget, som kunne kaldes jungle. På vej hen til Thee Lor Sue, Thailands højeste vandfald, ændredes vegetationen brat og blev mere tætomsluttende. Store lianer slyngede sig rundt om træernes grene, og stien vi gik på blev fugtig og fyldt med blade. Vandfaldet var en kæmpe oplevelse til trods for, at det i tørkeperioden ikke spytter helt så meget vand ud, som i regntiden. Det var muligt at hoppe fra vandfaldet sidste del og 7 meter ned i den lille sø, som udgør bunden af vandfaldet, og det skulle prøves.
Efter endnu en gåtur på små 8 km endte vi op i en lokal karen landsby, hvor vi skulle overnatte. Først fik vi dog en lille rundvisning i byen. Den bestod af 300 mennesker, der alle boede i træ eller bambus hytter. Derudover var der en skole, en børnehave, 2 templer og en kirke. Det var en meget spændende at få et indblik i livet i denne landsby. Det var dog svært for guiderne at forklare os noget kulturelt, da deres engelsk kun var halvfærdigt, hvilket gjorde større forklaringer umulige.
Hjemturen bestod i første omgang af to timers ridetur på elefant gennem skoven. Dette var lidt blandet oplevelse. Det interessante bestod mest i at være så tæt på dette store og kraftige dyr. Derudover var det ubehageligt, da pladserne var ukomfortable og de store ryk fra elefanten krævede et fast greb og en god mængde kræfter, så man til sidst var helt mør i armene.
På den fire timers tur i ladvogn mod Mae Sot, blev vi mødt af en rædselsvækkende oplevelse. Mens bilen var på vej ned af en stejl bjergvej, hoppede det højre baghjul pludselig en halv meter ud fra sin plads under vognen, så chaufføren måtte slå bremsen i bund. Vi kravlede ud af vognen og kiggede skræmt på hinanden, på vognen og på den skrænt som kun var på den anden side af vejen. Chaufføren havde dog gjort et godt stykke arbejde med at holde styr på bilen. En halv time senere kom en ny bil og kørte os sikkert frem til vores destination.
Efter at have sagt farvel til min trekking gruppe begav jeg mig næste dag ud for at mødes med Amalie, Lisbeth, Annemette og Andreas, fra mit gymnasie. Vi drak en kop kaffe, hvorefter jeg fik lov til at se den skole, hvor de, minus andreas, har arbejdet det sidste halve år. Efter den lille rundvisning, blev jeg inviteret med på picnic med alle eleverne om eftermiddagen. Det var et helt fantastisk scenarie. Disse elever, som kun opholder sig i deres sovesale eller på skolen, fik nu lov til at slå sig løs, og det kan jeg love for, at de gjorde. Der var sang og spil, grin og råben og 45 elever som stormede frem og tilbage. De havde alle været med til at forberede maden på ægte burmesisk vis, og den smagte vidunderligt. Jeg kunne simpelthen ikke holde op med at spise. Efter maden var der lege, som den ene klasse stod for. Stemning var fantastisk, hvad end der foregik i legen. Alle var med og hujede, som jeg aldrig har hørt et selskab gøre det før. Oprydningen efter picnic'en foregik nærmest på elevernes initiativ. Jeg nåede knap nok at lægge mærke til det, før alt var ryddet af vejen. Jeg er virkelig taknemlig for at måtte være med og opleve denne kultur. Det var fantastisk. Nu bevæger jeg mig snart videre mod Chiang Mai og tættere på Laos.
- comments
Ida Hammerberg Hej Laurids, lena og jeg er nu kommet til laos og er i vientiane. ring eller skriv naar du vednoget om hvornaar du er i laos ca. Lao nummer 02054371671
Bernd Münier Hej Laurids, Tak for gode rejsebeskrivelser, billeder og skype-snakken i går. Her hjemme lover de solskin og op mod 15 grader i dag, så foråret er ved at være på vej i DK. Fortsat god tur, kh, Far