Profile
Blog
Photos
Videos
Hello there! Vi er nu ankommet til Mancora efter et stop i Huanchacho i to dage. Natbussen til Huanchaco var en meget kold tur, for der var hundekoldt i bussen, og vi fik ikke nogen tæpper. Så det blev ikke til meget søvn den nat. Vi ankom til hotellet kl. syv om morgenen, men vores værelser var først klar til middag, så vi spiste lidt morgenmad og gik en tur rundt i byen. Undervejs fik vi lige tjekket priserne på surfinglektioner og bestilt tid til samme eftermiddag. Frokost var all-you-can-eat for 15 kroner. Det var vist lige til at overkomme… Og så var det tid til surfing!! Først lidt teori på stranden med lidt hoppen op og ned, og så var vi klar til at gå i vandet i vores smarte wetsuits! Og det gik også ganske fornuftigt. Det meste af tiden. Men det var nu ganske skægt. Ifølge billederne var jeg nu oppe og stå mange gange, men det føltes kun som tre ud af 30 gange! Tror jeg tilbragte det meste af tiden under surfbrættet. Det var nu også sjovt nok i sig selv. Det fik vi tre timer til at gå med, før vi var helt smadrede i armene af at padle af sted på brættet. Så var det tid til aftensmad og derefter i seng, for alle var trætte efter en udmattende eftermiddag med SURFING!
Næste morgen tog vi ud og surfe kl. 10. Alene. Uden instruktører. Kun os og havet. Det var vist en fejl, for ingen af os surfede den dag. Alle plaskede rundt i vandet, og vi gav skylden til bølgerne. Efter et stykke tid uden held, blev bølgerne større og for store, og alle tumlede rundt i vandet, under vandet, og nogle gange over vandet, når bølgerne kastede os rundt. Så vi kom hurtigt ud af vandet, inden det gik helt galt. Vi kunne åbenbart ikke surfe helt så godt endnu, som vi troede, vi kunne. En pænt stor lærestreg til os. Derefter tid til frokost på byens mest fancy fiskerestaurant med priser helt op til 55 kroner for et måltid! Det er meget dyrt efter peruviansk målestok. Men jeg fik kogt krabbekød, og det var helt utroligt godt. Det eneste problem var, at der var alt for meget kød, så man fik hurtigt nok af det. Resten af eftermiddagen gik med kortspil og bærbar og kage og is. Så alt i alt en ganske hyggelig eftermiddag. Om aftenen skulle vi med endnu en natbus til Mancora kl. 20, så det var den dag. Denne natbus var meget mere komfortabel, for denne gang havde jeg min lagensovepose til at tage over mig, så jeg sov hele natten igennem. Eller indtil kl. fire, for der ankom bussen til Mancora, og vi skulle af. Aaaalt for tidligt efter min smag. Men da vi kom til hotellet kunne vi sove på terrassen på liggestole under stjernerne og med havudsigt, indtil vores værelser var klar kl. 8. Rigtig skønt.
Kl. 10 var vi klar til endnu en formiddag med surfing, denne gang med en instruktør HVER! Så denne gang gik det helt fornuftigt. Bølgerne er bedre her i Mancora, så man får mere fart og kraft under surfbrættet, så det var rigtig sjovt. Endda mere sjovt, når man faktisk kom op og stå på brættet, og det skete da et par gange. Måske kan vi selv surfe i morgen, når vi skal af sted igen! Surfing er sjovt! Det eneste minus er, at bagsiden af mine ben er helt røde, fordi vi lagde meget af tiden på brættet. Så av. Men det er heldigvis ikke kun mig denne gang, alle er røde! I aften står den på bål på stranden og hygge. Sounds good!
- comments