Profile
Blog
Photos
Videos
News from La Paz: Vi ankom kl. 1.00 i nat til La Paz lufthavn MED vores tasker. Så vi var helt ekstatiske, kan I tro. Med al den forvirring og bekymring omkring taskerne, var jeg godt nok begyndt at tvivle på, om jeg nogensinde skulle få min taske at se igen. Vi blev hentet i lufthavnen af to fra GAP, som kørte os ind til hotellet. La Paz at night er godt nok smuk! Byen ligger oppe og nede på bjergskråninger og i bunden af en dal mellem bjergene, så det var bare flot med alle gadelysene over og under os. La Paz at day er en helt anden sag. Byen er ikke særlig smuk, men ét stort slumkvarter med meget, meget affald og kæmpe trafikkaos og herreløse, udmagrede hunde, som leder efter mad i alt skraldet. Så det var et kæmpe kulturchok, da vi skulle videre næste morgen (efter fire timers søvn!) med vores rejsegruppe. La Paz er i hvert fald ikke en by, jeg kunne tænke mig at bo i!
Om morgenen mødtes vi med vores nye rejsegruppe (selvom næsten hele gruppen allerede havde rejst sammen fra Santiago) og fik hilst på alle. Alle er meget søde og var meget åbne og velkommende overfor os to "nye", så det kunne ikke være bedre. Gruppen tæller 13 individer med Ida og jeg, men størstedelen af dem er sidst i tyverne og lidt ældre, så vi er de små, men det lægger man ikke mærke til. Gruppen er invaderet af englændere, for der er hele seks af dem. Og så lige en tysker, en amerikaner, to hollændere, en singaporeaner. Og os.
Om morgenen gik turen videre fra hotellet til Puno i Peru med en seks timers bustur. Hele busturen kørte vi langs Lake Titicaca, som vist er den største sø i verden over 2500 meter højde (måske?), så den er i hvert fald ret så stor. Vi gjorde holdt i Copacabana (Her name was Lola, she was a showgirl…) for frokost, hvorefter vi kørte videre mod grænsen til Peru. Vi nåede ikke engang at få et døgn i Bolivia, men La Paz er heller ikke en særlig hyggelig by at være i. Men godt det ikke er mig, der skulle køre bussen, for folk skider da bare på vigepligt og kørebaner (Hvis de altså findes i La Paz). Lyskryds er der heller ikke nogen af, så trafikkaoset er kæmpe stort. Det er ufatteligt, vi ikke kørte ind i nogen.
Selvom vi befinder os i over 3500 meters højde, synes jeg egentlig ikke, man rigtig kan mærke noget til den tynde luft. Måske lige når man skal gå op ad bakke, så bliver man godt nok nemt ret forpustet. Puha.. Og der er ret så mange bakker her i Puno, så det skal nok blive sjovt. Jeg glæder mig til, min krop har vænnet sig til den tynde luft, så håber jeg ikke det kan mærkes ret meget.
Om lidt skal vi ud og købe gaver til de indfødte på nogle øer på Lake Titicaca-søen, som vi skal tilbringe i morgen nat ved. Det skal nok blive spændende! Ellers er det bare ren afslapning resten af dagen (regner jeg med..) I aften ser jeg frem til en ordentlig nats søvn med i hvert fald mindst seks-syv timers søvn, for det synes jeg er ved at være længe siden nu!
Bye bye.
- comments