Profile
Blog
Photos
Videos
Det er nu onsdag, og vi er på vej til endnu en nationalpark - Grand Canyon, hvor vi skal være 3 overnatninger. Det bliver spændende at se, hvorvidt vi stadig kan imponeres. Køreturen er på godt 3 timer, så vi har fra morgenstunden kunne tage det roligt :-)
Selve turen til Grand Canyon er ikke det store at skrive hjem om. Det er temmelig fladt og øde, så det er svært at forestille sig, hvad det er vi kommer til at se. Vi nåede parken midt på eftermiddagen og startede med at se udsigten fra Desert View. Endnu en gang lykkedes det at blive imponeret. Hold da op en betagende og fantastisk udsigt over Grand Canyon og Colorado River, som skærer sig igennem hele canyon'en.
Fra Desert View havde vi små 25 miles til selve campingpladsen, som var centralt placeret i Grand Canyon Village. Det blev til et par flere stops undervejs, hvor der endnu en gang blev fyldt op på kameraets hukommelseskort :-)
Eftermiddagen og aftenen gik med at hygge, leg og ikke mindst lave mad over bål. Skulle lige hilse og sige, at vi fik de mest fantastiske mørbradbøffer – helt perfekt grillet og en god rødvin - stor ros til grillmesteren. Livet er nu ikke værst J Pigerne blev som sædvanligt trakteret med grillede marchmellows – det er det helt store hit. Så alt i alt var det bare at nyde skovens stilhed, spille spil og kigge på stjerne, da det blev mørkt. Maria fik sågar moderen til at synge et par spejdersange ved bålet, hvilket åbenbart var et stort hit hos pigerne. Små barneøre må have et filter for rustne stemmer og falsk klang…..
Torsdag tog vi beslutning om, at vi ville gå en tur langs med canyonen. Så fik vi også mulighed for at danne os et overblik over, hvorvidt det ville være en god ide at gå ned i canyonen sammen med pigerne. Vores lille tur på kanten af Grand Canyon sneg sig hurtigt op på små 9 km, og det blev noget af en varm tur, da vi først kom af sted kort før frokost. Trods varmen var det nu en meget god og hyggelig tur, hvor vi fik lejlighed til at se Grand Canyon fra flere vinkler. Naturen er helt enestående smuk, og samtidig må vi også indrømme, at de andre nationalparker på hver sin måde sagtens kan måle sig med Grand Canyon.
Efter et par timer på "kanten” besluttede vi at tage en bus til den yderste del af parken. Det blev dog lidt af et flop :-) Det var muligt at hoppe af og på undervejs ved 9 forskellige scenic views og forventeligt ville turen så tage ca. 2 timer. Faktum var bare, at allerede ved første view stod så mange og ventede på at komme på bussen igen, at det i sig selv skønnes at ville tage en del tid at komme på igen. Da det samme gjorde sig gældende de 2 efterfølgende stop, blev vi enige om, at vi blot kørte til endestationen Hermits Rest. Det viste sig at blive en ganske god beslutning, for kort efter ankomsten til Hermits Rest begyndte det at regne og torden. Så det var bare med at få benene på nakken og komme på bussen igen. Pigerne var også ved at være trætte af gåture og oplevelser, så de havde bare brug for at komme hjem til campingpladsen.
Aftensmaden kunne heldigvis indtages udendørs med bål og grill. Vi forsøgte os med at få pigerne tidligt i seng, hvilket dog ikke rigtig lykkedes. Kl. 20.30 var der dog lukket og slukket i det lille hjem. Vækkeuret stod på kl. 4.15 :-)
Vi havde besluttet, at vi ville ned i Grand Canyon med pigerne. Dagen før havde vi søgt lidt informationer hos en venlig ranger, som fortalte, at det bedste tidspunkt at hike ned var fra kl. 5.00 med retur til kanten omkring kl. 10.00-10.30. Vores valg af tur var blevet til en del af Bright Angel Trail, med 3 mile fixpunkt som vendepunkt. Det gav underligt nok 6 miles t/r J og et forventet tidsforbrug på 5 timer. Hele trailen er dog på 12.2 miles ned til det der kaldes plateu-point og har sin afslutning inden man bevæger sig ned til selve Colorado river, men vi vurderede ikke lige, at det var turen for pigerne, da man skulle regne med 9 timer, altså 2 timer mere end vi brugte på den lange tur i Yosemite og som var ved at ta’ livet af os alle.
Kl. 4.15 og vi nåede hermed feriens mest ukristelige tidspunkt for vækning, hvilket også betød at der var buldermørkt udenfor… Den var hård J. Kl. 5.45 var der afgang til bussen, som skulle transportere os til Bright Angel Trail. Det lykkedes os faktisk at have 2 piger, som lynhurtigt var vågne og klar til dagens udfordringer. Det kneb kun lidt med at få morgenmaden ned.
Udstyret med ca. 15 l. vand, kiks, , energibarer, rosin/nøddemix og selvfølgelig lidt slik var vi bare klar til vores tur ned i Grand Canyon. Vi havde virkelig forsøgt at forberede os godt, idet vi forventeligt ville skulle gå i bragende solskin de sidste 2 timer op.
Farmand havde selvfølgelig sørget for at sætte sin runkeeper til, så vi havde styr på tiden. På forhånd havde vi besluttet os for at holde øje med, hvad mellemtiden ville være halvvejs nede. Tog det for lang tid at gå ned, så var planen nemlig at vende om tidligere end beregnet.
Vi startede turen kl. 6.40 og i regnvejr tilsat torden på behørig afstand. Regnen stoppede heldigvis hurtigt, og snart var vores langærmede trøjer også røget af. Vi nåede mellemstationen i hastigt trav og besluttede derfor at fortsætte ned til 3 miles punktet. Her var vi omkring kl. 8.10, hvilket er en rimelig pæn tid. Der var en hel fantastisk udsigt – både op og ned. Pigerne var dog mest optaget af 2 egern, som tittede frem flere gange medens vi fik tanket op med energibarer, nødder m.v. Lidt i 9 besluttede vi at tiden var inde til at begynde på opstigning. De første 1,5 miles blev tilbagelagt på ca. 1 time, hvilket kun var 15 min langsommere end nedturen. Det overraskede forældrene en hel del. Vejret havde dog indtil nu også været med os. Det var varmt men stadig overskyet.
Rygtet sagde, at den sidste del af turen var absolut det stejleste og hårdeste. Så vi var forberedt på at ramme toppen igen omkring kl. 12. Efter en ½ times pause var alle mand klar til det sidste stykke. Maria begyndte at brokke sig over, at nu gad hun ikke gå mere – lidt skidt med den strækning vi havde forude. Men op det ville hun og vi kan godt afsløre, at Maria pludselig satte sig i førertrøjen, og så blev forældrene og Emma ellers bare pisket op. Der blev lagt så megen energi for dagen, at pauser var bandlyst, og moderen til sidst måtte lokke med slik for overhovedet at kunne få vejret. Slikket var oprindeligt ikke tiltænkt som lokkemiddel for pauser, men mere som motivationsfaktor, når pigerne nu synes det var en lang tur op. Der blev vi så en hel del klogere. Særligt moderen kunne godt mærke i de astmatiske lunger, at det gik pænt opad. Bentøjet var hos forældrene for en gangs skyld ganske glimrende – meeen la’ os se i morgen :-)
Ved 1,5 miles-punktet havde vi kort mødt 2 danske piger, som blev noget overrasket over at høre, at vi havde været ved 3 miles punktet. Vi fornemmede, at de synes, det var nok at gå de 1,5 miles ned. Det lykkedes dog vores slavepisker at overhale disse piger på vej op, som hovedrystende måtte konstatere, at de var slået skakmat af en 5-årig.
Tiden på det sidste stykke blev således 50 min., og vi var oppe kl. 11.10 og sammenlagt havde vi faktisk gået turens 11, 5 km på 4 ½ time. Vejrguderne havde bestemt også været med os på denne tur. Vi havde en god time med massiv solskin og meget lidt skygge, resten af tiden var der trods alt overskyet :-)
Meget velfortjent var det store is i sigte til hele familien. Lene fik uheldigvis spurgt Maria om hendes nye løbesko havde været gode at gå i…. Marias svar: ”ja, men hvornår skal vi ud og løbe i dem”… Her blev moderen meget, meget træt :-) Barnet har lige pisket op og ned i Grand Canyon og nu vil hun også ud og løbe…. Hun er bare svær at køre træt!
Vejrguderne var dog ikke helt med os om eftermiddagen. Pigerne havde lige fået playmobilhusene gjort klar, og få regndråber blev hurtigt til massiv regn. Eftermiddagen blev derfor tilbragt med at lege i autocamperen. Lene besluttede, at pigerne skulle forkæles lidt ekstra efter dagens indsats. Så der vankede pandekager med lækre friske bær og flødeskum. Maria surmulede dog over den melding og ville ikke have pandekager… Hun konstaterede tørt, at hun heller ville lege. Vi måtte således konkludere, at nu havde Maria vist gået nok og havde mere brug for at lege, når hun ligefrem takkede nej til pandekager af skræk for, at legetiden blev indskrænket :-)
Til forskel for pigerne var vi rimelig trætte. Nicolai fik sig en god morfar i løbet af eftermiddagen, og kunne dermed holde skansen efter aftensmaden var indtaget. Lene kapitulerede kl. 19, og det lykkedes hende faktisk at falde i søvn før pigerne og samlet sove i knap 12 timer. Så kan man da tale om at være kørt træt :-)
Lørdag skal vi videre til Lake Havasu og omegn. Egentlig var den oprindelig plan at køre helt til Joshau Tree Nationalpark. En køretur på 8++ timer, hvilket vi skønner er i overkanten, så turen bliver nu delt i 2. Vi ses ved næste stop :-)
- comments
emma kjer rasmussen hvad