Profile
Blog
Photos
Videos
Efter morgenmaden tog vi afsked med besætningen og gik i land i Sangklaburi. Bagagen blev fragtet til P. Guesthouse i byen, hvor vi skulle overnatte den sidste nat. Vi blev i stedet sejlet i træbåde (long tail boats) gennem en flot, flot natur, hvor disen lå lige hen over vandoverfladen, ud til en elefantlejr. Den næste times tid foregik på elefantryg gennem smuk jungle og langs og på tværs af floden. Det var en stor oplevelse. Utroligt hvilke forhindringer en elefant let og ubesværet forcerer. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi prøver det.
Til frokost fik vi en pose ris med grøntsager. Det smagte, som for det meste, rigtig godt. Derefter gik vi over til det sted, hvor vi, stående på bambusflåder, skulle sejle tilbage ned af floden. Det var rigtig sjovt. Nogle gange kan strømmen i floden være for stærk, men dette var helt tilpas. Mange steder var der små "vandfald", man skulle over og der var også flere, der faldt i vandet. Herefter sejlede vi hen til P. Guest House.
Da vi havde fået vore værelser, med super-flot udsigt over bugten, gik vi op i restauranten for at få noget at spise. Bagefter tog drengene ud for at udforske byen, mens Dagmar og Ingeborg fik vasket noget tøj. Da de senere skulle af sted, mødte de nogle fra besætningen på båden, der tilbød at køre dem til markedet, hvor drengene også var.
Da vi havde gået rundt på markedet, fik Asbjørn og Magnus en køretur tilbage til hotellet bag på en scooter-taxi, mens Kurt, Dagmar og Ingeborg gik en længere tur rundt i byen. Her fik vi bla. en kop kaffe/kakao på en meget hyggelig kaffebar. Det var bare et stykke grønt midt i byen, med mange forskellige gamle stole og borde og meget afslappet stemning.
Landsbyen Sangklaburi, er en etnisk smeltedigel af burmesere, thaier, Karen-, Mon-, og Lao-folk. Monfolket menes oprindelig at være af indisk eller mongolsk afstamning og kendes i dag på deres specielle longyi (saronger).
- comments