Profile
Blog
Photos
Videos
Her sidder jeg så. Klokken halv 10 om aftenen i en blå sofa. Sofaen står i stuen i huset jeg bor i. Her skal jeg bo de næste 4 måneders tid. Huset det ligger oppe på en bakke, hvorfra man kan se ud over et træfyldt landskab. Man kan også se en by. Dernede går livet sin normale gang som i enhver anden by. Der er små caféer, barer, en bogbutik og et lille galleri. Der er også en flod ved navn Hudson. Heri var der engang en pilot der landede. Det var dog lidt længere sydpå, så det bekymrer vi os ikke om nu.
Byen er præget af én ting, der overskygger alt andet. Engang, for en del år siden, blev der bygget det måske første tekniske universitet i USA. Rensselaer Polytechnic Institute står endnu. Det er en skole fuld af unge nørder (som mig selv) men også amerikanere og udlændige i gang med at studere businees, marketing eller hvad man nu ellers kunne finde på. Her er lidt af hvert. Nogle er lige startet og føler sig suget ind i Collegeboblen, hvor man skal bekymre sig om at bestå sine fag langt væk fra mor og far. Samtidig møder man nye mennesker, tager til fester og deltager i klubber. Andre har efterhånden gået her nogle år og ser frem til at blive færdige med deres Phd. Jeg selv står lidt i midten. Jeg er helt ny i området - og i USA. Alle snakker et andet sprog og kun sjældent hører man danske accenter eller måske endda lidt danske ord. Samtidig er jeg godt i gang med min uddannelse og mange af indtrykkene er gamle og velkendte. Vi læser stadig bøger og får forklaret, hvad alle de ord, vi har læst, betyder. Den store forskel fra fjerne DTU er der altså ikke. Som på DTU, er der også mange udvekslingsstuderende. Nu er jeg bare selv en af dem. Her er folk fra så mange lande, at man kan blive helt forpustet og alle er interesserede i at snakke med nye nationaliteter og skabe nye forbindelser. Alle snakker engelsk og det er en speciel følelse at være en gruppe mennesker fra hele verden samlet ét sted. Man får chancen for at se to spaniere snakke engelsk sammen, så alle andre kan forstå, hvad snakken handler om. Det danske bliver vi mindet om ikke at tale, for franskmændene ønsker også at deltage i samtalen. Alt vores glu glu glu gider de ikke høre på.
Det er en enorm omvæltning at blive smidt ned i en brusende verden fuld af forskellige mennesker i forskellige situtationer samlet ét lille sted. Man kan føle sig helt alene det ene øjeblik, og det næste som om man har tusinder af venner. Det er helt vildt, og halvanden uge føles som et latterligt kort tidsrum sammenlignet med indtrykket de ca. 10 dage har efterladt. Det kræver lidt perspektiv, og det må jeg så prøve at få den næste tid. Så må vi se, om det kommer til at ske.
- comments