Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Alle
Hermed et lille indlæg om min og Sørens vandretur i Norge.
Vi har haft en super god tur. Vi havde 4 vandredage ved Odda, som ligger lige på grænsen til Hardangervidda.
Vi startede ud fra Odda camping og vandrede op over mod Mosdalen hen over en top som hedder Møyfallsnuten. Det var en super flot tur, men også lidt hård, da den startede med en lang stigning på 1400 højdemeter. Der lå stadig en del sne deroppe. Generelt har vi faktisk haft gået igennem ret meget sne. Vi vandrede over et plateau og lidt ned på den anden side, til Mosdalen, hvor der var en lille hytte vi overnattede i. Mosdalen er et utroligt hyggeligt sted med sneklatter og smeltevand, men så tilpas langt nede at der også er lidt småtræer og lidt fugle og dyr. På mange måder minder den lidt om Mumidalen. Der blev vi en ekstra dag og gik på opdagelse. Primært fordi vores rute blev afkortet af en ødelagt bro... Men det gjorde faktisk ikke så meget, for så blev der tid til udforskning og bygning af varder og bare at sidde og nyde udsigten i et par timer.
Derfra gik vi ned over og op mod Trolltunga. Det er en stor klippeblok som stikker ud i ingenting (jeg har lagt et billede hvor jeg sidder ude på spidsen af den). Turen derop var flot, men vejret blev desværre ret dårligt og vi var nødt til at slå lejr tidligt pga. regn og blæst. Vi gik i teltet allerede kl. 3 og jeg fik en masse tæv i 500... Det regnede og blæste hele natten, men teltet blev heldigvis stående. Desværre trykkede vi en del vand ind og overteltet blæste ind på underteltet, så der opstod en lille sø nede ved mine fødder. Vi måtte øse teltet tomt med en mug før vi kunne pakke det sammen. Men vores soveposer var heldigvis tørre og vi havde tørt tøj. Vi lod teltet stå og gik op til Troldens tunge. Det var en helt fantastisk udsigt. Smeltevand og vandfald over alt. Et sted kunne vi tælle 28 vandfald fra et udsigtspunkt! Store vandfald som styrtede ned mod fjordens azurblå vand.
Og at sidde ude på spisen af Trolltunga var fantastisk! (og lidt skræmmende. Der er 600m frit fald ned). Og vi kom før alle turisterne! Dels fordi vi stod op kl. 6 for at komme tidligt afsted og dels fordi vi sov på fjellet og dermed havde et godt forspring. Der er noget særligt og uspoleret over at stå sådan et sted næsten alene, istedet for midt i klumpen af turister på dagstur.
Efter en snickers og frokost på trolltunga gik turen nedad igen, tilbage ned mod Odda og med bussen hjemad.
Nu er jeg vel hjemme igen og alt er vasket og tørret. Jeg har aldrig haft en så fugtig og klam rygsæk med hjem før. Jeg var meget glad for mine drybags. De har sikret mig at jeg altid havde tørt tøj og en varm sovepose, omend den blev lidt klam til sidst. Jeg har fået et tiltrængt bad, og nu er det hele ved at være klar til at tage en tur mere!
Mange Hilsner
Estrid
- comments