Hej alle!!

Efter nogle rigtig lange flyveture lørdag og søndag, nåede vi til Zanzibar ved 22-tiden, hvor alt bare var mørkt. Da vi lavede indflyvningen til Zanzibar lufthavn kunne vi se lyset over hovedbyen stonetown, og jeg kunne virkelig mærke spændingen i maven. Selvom jeg har glædet mig i lang tid, var det først her, jeg virkelig kunne forstå, at jeg var på vej til at fire måneders ophold i et fremmed land, med en helt anden kultur!

Det første tegn på at vi var kommet langt væk fra Danmark var, at månen vente anderledes.. Den lignede en mund der smilede pænt til os, og bød os velkommen til zanzibar - Karibu Zanzibar, som det hedder på kiswahiliJ Jeg blev helt betaget af de mange stjerner der omkransede månen - et syn der er sjællent i Danmark (Maria - en rigtig vestjyde - sagde dog at det godt kunne se sådan ud på markerne i vestjylland, men jeg har aldrig set det i København i hvert fald..!) Mandag morgen skulle vi endlig se hvor vi var blevet kørt hen af de vildtkørende minibusser - og hvilket syn der mødte os.! Det er virkelig en paradisø vi er kommet til. Vi kan fra vores hus se lige ned på det smukke turkise hav. Det eneste man har lyst til er, at se og mærke havet når man vågner om morgenen, men vi skal jo også i skole. Selvom det for nogle skoleelever kan virke kedeligt, er det noget helt andet end jeg plejer. Undervisningen er meget deltagerorienteret, så vi laver en masse lege og aktiviteter i forbindelse med undervisningen i fattigdom, udvikling og kulturforståelse. Derudover har vi swahili - eller kiswahili som det hedder hernede - med en lokal lærer der hedder Mudi. Han er en virkelig dyrgtig lære, og selvom jeg lige skulle vænne mig til hans engelsk med en mærkelig accent, så er det virkelig nogle sjove timer vi har med ham. I løbet af de første dage har vi lært de fleste af de nok 20 forskellige måder de hilser på hernede. I starten af en samtale kan man sagtens sige "hej, hvordan går det?" og "hej, det går godt" mindst tre gange, på forskellige måder. Det var ret forvirrende i starten, men nu tror jeg den er ved at være der. Det er lige før jeg snart kan sige nogle hele sætninger på kiswahiliJ

Vores lille højskole er tilknyttet en adventurehøjskole, hvorpå vi spiser og også har mulighed for at hygge i løbet af dagen og om aftenen. Lige denne uge har vi været mest nede i vores eget hus, fordi vi i vores gruppe på 25 seje MS'ere, har haft det rigtig sjovt:) Vi skal dog op til højskolen til alle måltider, og på denne tur på fem minutter møder vi altid mange af de små børn og unge fra landsbyen Paje. Der kommer altid flere af de helt små ca 4-5 årige efter os og råber "jambo, jambo, jambo" som betyder hej.

Da vi en dag var på vej hjem fra det lokale "supermarked" kom en flok børn hen og sagde "jambo, biscuit", de vidste godt, at det er der alle turisterne køber deres små mellemmåltider... Vi ønsker dog ikke at gøre dem til små tiggere ved at give dem vores mad, så derfor fik de en masse svingture, hvilket sikkert var ligeså godt, om ikke bedre. Vi har på denne måde allerede fået leget med en masse børn allerede, og jeg tror jeg er ved at blive forelsket.. De er simpelthen så søde!!!... og de vil så gerne bare nyde livet og have det sjovt sammen med os - mzunguer - hvide mennesker.Vores program er meget tilrettelagt efter at vi skal møde så mange lokale som muligt, og det gør, at vi kommer til at få et bedre indblik i deres hverdag..

Vi skal til at begynde på nogle små gruppeprojekter, hvor jeg skal lave et projekt/kampagne med sundhed her i byen. I dag var jeg med min gruppe henne på den lokale klinik, for at høre lidt om hvordan den fungerer, og hvordan den bliver betalt osv. Nu skal vi så til at finde ud af hvad vi kan lave et projekt om. Det skal være noget der er bæredygtigt og noget som folk vil støtte. Det er en stor opgave, men heldigvis er det bare hypotetisk, så vi har lov til at drømme lidt..

Jeg har det med andre ord rigtig godt, og glæder mig til at høre fra jer..!

Masser af kram fra Esther