Profile
Blog
Photos
Videos
Kære venner
Efter en dejlig juleferie i en måned i Cha-am, hvor vi havde lejet en lejlighed, er vi nu atter på farten.
Med
bus kører vi til Bangkok, hvorfra vi flyver til Siam Reap i Cambodia.
Vi besøger Ankor Vat, som er af Unesco udnævt til en af verdens
kulturarv. Det er et stort tempel og dækker et areal på størrelse med
Fur. Det er meget, meget gammelt, men absolut værd at se.
Her
besøger vi også en silkefarm samt en håndværkerskole - sponsoreret af
Danida - og er en aften i cirkus, hvor artisterne er helt unge
mennesker, der går på en cirkusskole, der optræder for os, og det gør de
godt - er uhyrre spændende. En anden aften er vi til en rockkoncert -
også dygtige unge mennesker, som giver koncert. Her er en lille pige på 4
år, som danser uafbrudt til musikken, og hun danser med alle, der gider
danse med hende. Hun har en fantastisk rytme i kroppen. Efter et par
timers uafbrudt dans, kravler hun pludselig op til faderen, som bærer en
træt og sovende lille pige ud af koncertsalen.
I Siam Reap har vi købt busbillet videre til Pakse, som ligger 125
kilometer inde i Laos. En tur på ca 14 timer, få vi oplyst. Vi har købt
billet til en stor bus, da vores erfaring med schuttlebusser ikke er
særlig gode. I dem sidder vi alt for tæt, og der er ikke plads til
benene og bagagen.
Vi bliver afhentet af en
tuk-tuk kl 6,30 om morgenen og bliver først kørt til een banegård, hvor
de forsøger at overtale os til for en merpris af et eller andet at tage
en schuttlebus i stedet for en stor bus. De siger, det er hurtigere,
men vi holder fast på vores store bus, så vi hver har vores sæde. Da
det ikke lykkes for dem at overtale os, bliver vi endelig kørt til den
rigtige busstation, hvorfra bussen afgår kl. 8,00.
Vi
nyder køreturen - dog kun i nogle få timer, for så stopper bussen ude
på landet i absolut "nothing". Her bliver vi bedt om at tage vores
bagage ud af bussen, for nu kører den tilbage. Men lidt længere fremme
på vejen står en schuttlebus, som vil køre os videre.
Så
stod vi der med vores patent, men der var ikke noget at gøre. Ingen
forstod et ord engelsk. Vi blev 14 mand læsset ind i en bus beregnet
til 9 mand + chauffør. Og så var bussen i øvrigt i forvejen spækket med
15 - 20 store pakker, for bussen var også pakketrans samtidig. Jeg
blev bedt om at sætte mig om bagsædet "grisekassen", hvilket jeg
nægtede. Sædet jeg skulle hoppe over kunne ikke lægges ned og havde
iøvrigt nakkestøtte, så der var højst 25 cm fra rygkanten op til loftet.
Kan I ikke se synet, når "gammelmor" her skulle klatre over. Det eneste
håb var, at de andre ville dø af grin, for så var der plads til alle.
Vi var af udlændinger 2 store tyske piger og så Erik og jeg, som skulle
med, og så ville de tvinge os store mennesker derom. DEN GIK IKKE! Kan I
nok forestille jer.
Senere fandt vi ud af,
hvorfor de unge små asiater ikke skulle derom. Hver gang, der stod en
person ved vejen, som ønskede at komme op at køre, kom manden bare ind i
bussen og alle sad efterhånden på skødet af hinanden. Erik og jeg sad
desuden med fødderne helt oppe under hagen, for vi sad på et traktordæk,
som pludselig blev læsset af midt på vejen, da der holdt en lastbil og
var punkteret.
Klokken var efterhånden
blevet 20, og vi havde stadig 80 kilometer til grænsen til Laos, da også
schuttlebussen stoppede og sagde, at alle skulle forlade bussen, for nu
kørte den tilbage igen. Og iøvrigt lukkede grænsen kl 17,00 og åbnede
først igen næste dag kl. 8,00. Så stod vi der. Denne gang dog i en lille
landsby, hvor der var hoteller. Men de var overfyldte, for vi var jo
ikke de eneste, der var udsat for de her mafiametoder.
Nummer
2 hotel, vi spurgte på, havde da lige to ledige værelser tilbage, så
dem fik vi. Men mad kunne vi ikke få. Klokken var efterhånden blevet
21,30 og de få spisesteder, der var, lukkede klokken 19,30. Vi havde
ikke spist hele dagen, så lidt skulle vi da ha'. Vi gik en tur ned ad
gaden, og det eneste man kunne købe, var et par små grillede dueunger -
ingen ris eller nudler eller noget som helst tilbehør. Et andet sted var
der hummere, men også her uden tilbehør. Vi købte nogle hummere
tilberedt i en frituregryde. De smagte udmærkede - men jeg giver dem
skylden for min salmonellainfektion, som jeg pådrog mig. Dog skal det
siges, Erik blev ikke syg af dem.
Den følgende
dag måtte vi påny købe en busbillet for at komme videre til grænsen og
Laos. 2 x 25 $ for noget, vi havde betalt for tidligere, men de
personer, som havde modtaget pengene, var jo langt væk.
Desværre
havde jeg pådraget mig en salmonellainfektion, og busturen videre var
ikke særlig spændende. Vi blev indkvarteret på et Gausthouse, og her
kunne jeg så ligge i sengen, medens Erik gjorde alt for at pleje mig.
Han gik på apoteket og beskrev mine symptomer og kom hjem med alt, hvad
jeg havde brug for. Et ganske almindeligt termometer til at måle min
temperatur - piller til at sænke temperaturen - antibiotika piller til
10 dages kur - og 10 piller til at stoppe diarréen. Pris for hele
herligheden 15,- kr. (Ja, vi er jo i Laos, hvor også apoteket samtidig
er halv lægehus) .
Efter en lille uges tid drog
vi igen med bus. En bustur fordelt over 2 dage ca. 20 timer. Jeg havde
det stadig ikke for godt, men forsøgte at skjule det for Erik. Jeg ved,
han tager ikke let på sygdom. Vel ankommet til Laos's hovedstad
Vientiane gik vi ud i byen for at se på livet der. På strandpromenaden
dansede folk og lavede gymnastik. Og de fortsatte i det uendelige. Vi
gik gennem Triumfbuen og hen ad Chan ce la Ch'e. (Måske ikke stavet helt
rigtig). En rigtig Pariserstemning bredte sig her. Morgenmad indtog vi
på en café, hvor deres vartegn var Eifeltårnet.
Erik
besøgte den russiske ambassade. Han havde alle papirer i orden for at
få visum til Rusland, for hans planer er at tage den transirbirske
jernbane hjem, hvor jeg i stedet vil flyve fra Bangkok. Desværre
lykkedes det ikke for ham at få visum, da Danmark ikke har en aftale med
Rusland om, at man kan søge visum fra 3. Land. Skal altid søges i
København og visum for 30 dage fra den dag visumet er udstedt. Erik er dog ikke sådan at stoppe. Han skriver til den russiske konsul i Bangkok og beder ham se på sagen.
Imidlertid
havde vi nu pludselig masse af tid og besluttede derfor at se nærmere
på Laos. Da jeg stadig ikke havde det for godt, lejede vi en bil for en
uge. Vi kørte nu rundt i det nordvestlige Laos, hvor vi så den ene
fattige landsby efter den anden. De forskellige landsbyer bestod af hver
sin egen klan. Vi kørte oppe i bjergene, hvor der absolut ikke var et
fladt stykke mark, hvorpå de kunne dyrke noget som helst. Men i bjergene
kunne de samle nogle kviste, som de bankede og bankede, så frøene kom
af. Og de gjorde alt for at blødgøre grenene. De skulle tørres, og så
kunne de sælge dem til videre forarbejdning til fejekoste. Marker
havde de ikke, men hunde, katte, køer, geder, høns, ænder, kalkuner,
o.s.v. gik på vejen, så man skulle hele tiden passe på ikke at køre
noget ned.
Og da der først nu var ved at blive
lagt strøm ud til landsbyerne, og der er mørkt fra klokken 18 aften til
kl 6 morgen, giver vi det skylden for, at her er så mange børn, som
også leger på vejen.
Vi stoppede i en lidt
større landsby, for der så ud til at være byfest her med musik og dans.
Vi stod lidt på afstand og iagttog sceneriet, da pludselig en meget smuk
klædt kvinde kom hen og skænkede os et glas øl. Vi tog glad imod det og
blev derefter inviteret ind til bords sammen med flere hundrede gæster.
Det viste sig, at vi var inviteret med til en Hmung bryllupsfest.
Bruden og brudgommen tog os med hen til et bord, så det blev lavet det
mad til os, som vi gerne ville have. Efterfølgende bød brudgommen mig op
til dans og bruden bød Erik op til dans. Vi valgte dog at sige nej tak,
for nu syntes vi, at tiden vist var at drage videre.
I
en anden meget lille landsby stod vi også ud af bilen. Straks vi
begyndte at gå rundt i landsbyen, var vi omringet af 10 - 15 drenge i
alderen fra 2 til 5-6 år. De slog koldbøtter og vejrmøller for os og
dansede glade rundt omkring os samtidig med, at de ville klaske os i
hånden. En virkelig sjov oplevelse - for os og drengene - men mødrene
kom til og syntes så afgjort ikke om det. De kiggede lidt mistænksomme
på os, hvorfor vi valgte at køre videre.
Da
det blev mørkt ved 18 tiden, skulle vi finde os et natlogi. Det var ikke
så nemt, men lykkedes dog til sidst. Vi gik en tur rundt i landsbyen
for at finde noget at spise. Nede hos købmanden havde de kun øl og
snacks, og det var der jo ikke meget mad i, men det var alt, hvad der
overhovedet fandtes af spiseligt i den landsby. Købmandskonen spurgte,
om hun skulle lave nudelsuppe til os, og det ville vi gerne have hende
til. Først blev der rengjort en masse forskellige grøntsager, som blev
kogt i en gryde på et bål. Efter en time kom glasnudlerne i og kogte
med. Vi spiste med god appetit, for suppen var virkelig velsmagende. Og
da vi spurgte, hvor meget vi skyldte for maden, regnede hun lige ud på,
hvad hun havde brugt, så det blev ti kr ialt.
Da
vi gik hjemad, kom der to unge fyrer på knallert og kørte lige op foran
os, så vi ikke kunne gå videre. De ville gerne afprøve deres
engelskkundskaber. Vi spurgte dem, hvor de lærte engelsk, for vi havde
jo ikke set skoler på hele vores tur rundt i bjergene, og ingen
overhovedet ud over unge mænd kunne engelsk. Det lærte de i templet,
forklarede de. Vi syntes, det var en god ting, at munkene tog sig af
alle disse drenge, som ellers ville være blevet analfabeter. Hvad vi i
første omgang ikke bemærkede var, at disse drenge ikke var rigtige mænd.
Den
historie fik vi først senere, da Erik afleverede vores lejebil, og en
ung gut på 28 år kørte Erik tilbage til vort hotel. Han fortalte, hvor
ulykkelig han var. Munkene tog sig godt nok af alle drengene fra
landsbyerne, men til gengæld blev de kastreret. Hvilket betød, at vores
unge gut ikke kunne vende tilbage til landsbyen og blive gift og stifte
familie, hvilket var hans største ønske.Vi havde godt nok
bemærket, at i landsbyerne var der ikke drenge over 6 år, men vi så
heller ingen piger over 6 år. Ingen børn med mellemrum mellem tænderne.
Hvad pigernes skæbne var, kan vi jo kun gisne om.
Da
det blev lørdag bemærkede vi meget aktivitet omkring landsbyernes
vandsted. Lørdag formiddag vaskede mødrene deres børn samt børnenes tøj,
medens de løb nøgne omkring, til de var tørre igen. Senere på dagen var
det de voksne, som tog bad - dog påklædt.Enkelte landsbyer
havde ikke sådanne naturlige vandsteder, så der måtte de voksne mænd
hente vand oppe i bjergene. Det blev fragtet ned til landsbyen i
olietønder og på en kærre med en havetraktorlignende tingest forspændt.
Om
aftenen og om morgenen var her meget koldt. Beboerne sad på deres ben
rundt omkring et ildsted, hvorpå der stod en gryde, og her lavedes maden
og spistes. Det var deres opholdsplads. Hytten, en firkant uden vinduer
og døre lavet af flettet bambus og bygget på pæle, var det sted, hvor
familien sov på tæpper på gulvet. I hytten var der absolut intet.Hytten
kunne ikke beskytte ret meget. Her tænker jeg på, vi kører rundt i
nationalparken, hvor der findes både vilde elefanter og vilde geoparder.
Vi ser advarselsskilte med dem, men ingen levende dyr. Jeg tror også,
det kan være det samme.
Vi forlader nu Laos
med bus for at drage videre sydover til Thailand. Igen vælger vi i
Thailand at leje en bil men denne gang for 14 dage. Vi lejer bilen i
Udan Thanik i det nordlige Thailand og vælger at betale for, at bilen
hentes i Bangkok i.s.f. at skulle tilbage med bilen.
Vi
kører rundt i Trekantsområdet i Thailand. Igen er her meget svært at
finde et hotel, indtil vi må krybe til korset og tage ind på et Resort,
som vi kender for at vær ubetalelig for sådanne backpakkere som os. Vi
blev imidlertid glædelig overrasket. Pris var 100,- pr værelse, som
samtidig havde en stor terrasse og direkte ned til en meget stor pool,
som blev holdt i orden hver dag. Vi fik også serveret det bedste
morgenmåltid, man kan tænke sig. Det viste sig, at ejeren her var tysk
pensioneret læge, som selv havde bygget resortet og boede her 6 måneder
om året. Resten af året opholdt han sig i Tyskland. Han var meget
snaksalig. Jeg tror, han nød at tale med beslægtede folk. Han kom
ihvertfald flere gange om dagen for at se, om alt hos os var, som det
skulle være. Vi blev meget begejstret for stedet, og han tilbød os at
købe det. Ikke engang dyrt. Det var nyt, og han forlangte kun 1,5 mill.
for det, men jeg tror, han var parat til at sælge for hvad som helst.
Han virkede som en, der gerne ville af med det.
Efter
et par dage hos vores tyske hotelejer måtte vi desværre videre. Stedet
var så dejligt, så det var svært at sige farvel til, men alt får jo en
ende. Igen begiver vi os ud på landevejen. Vi kører mod Uttaradit, som
er en meget stor og gammel, beskidt og uhumsk by. Hotelværelser kan vi
ikke finde og er lige ved at opgive, da vi tilfældigt ser noget, som
kan minde om, hvad som helst. Det viser sig, at de er igang med at bygge
et større hotel, men ikke færdige. De bungalows, Erik og jeg fik, var
de lige netop blevet færdige med, men de havde ikke nået at få sat
reklameskilte op endnu, så det må siges at være utolig heldig at finde
stedet. Iøvrigt det eneste sted i en storby med 66.000 personer.
Vi
kører næste dag videre mod Chang Rai. På vores tur har vi en spændende
oplevelse. Vi kører ude i "nothing" overhovedet. Foran os ser vi et
kæmpe - kæmpe kraftværk. Erik har i Kina besøgt verdens største
kraftværk, men han siger, at for ham ser dette her meget større ud. Vi
står ud af bilen og følger efter de mennesker, som går mod en stor
bygning. Vi er nysgerrige og følger med ind. Det viser sig at være deres
kantine. Kæmpestor. Og da det netop er middag, beslutter vi os også til
at få noget at spise. Det kunne ikke være mere autentisk. Vi sad og
spiste sammen med alle medarbejderne fra Eton Kraftværk. Nok et par
tusind ansatte. Og de syntes ikke, at det var spor underligt, at vi sad
der ved vores eget bord. Efter vi havde spist og drukket kaffe, gik vi
udenfor og over i supermarkedet, som også var baseret på medarbejderne
fra Kraftværket. Her solgtes alt. Alt siger jeg. Om det så var en
optiker, var han tilstede og lavede synsprøver, så brillerne var med
rigtig styrke.
Turen gik nu videre ad grusvej
en 80 kilometers vej, indtil vi igen kom til civilisationen. Efter at
have fundet et hotel opdagede vi, at vi var punkteret.Vi
venter til næste dag, hvor Erik skifter hjul, og vi kører hen på et
stort mekanikerværksted for at få hjulet lappet. For det første var
værkstedet så rent, at jeg ikke kunne finde en olieplet. De ansatte gik i
sort arbejdstøj - kunne ligeså godt have været kontoransatte. Og når de
brugte værktøj, havde de hvide arbejdshandsker på. For det andet
kostede lapningen ikke noget. Erik ville give den unge mand en
drikkeskilling, men det måtte han ikke tage imod. Ja sådan er Thailand
altså også.
Videre derud ad kommer vi forbi
"Det hvide Tempel". Absolut det smukkeste tempel i hele Thailand. Det
besøges af mange små skolebørn den dag, vi er der. De er meget
begejstrede for alle de store fisk, dom svømmer rundt i vandet omkring
templet. Templet er aflukket pga, det har været udsat for jordskælv, og
vi kan se revner i dele af et tårn. Men absolut smukt alligevel.
Derefter
går turen mod Chang Mai, som er en spændende by. Her bliver vi i to
dage. Der er netop blomsterfestival i byen, og en ny skønhedsdronning
kåres. En amerikaner vandt. Den følgende dag, da vi er ude for at få
lidt frokost, har vi igen en sjov oplevelse. Vi sidder ved et bord og
lidt derfra kommer 4 personer ind. Erik siger med det samme, det er
danskere. Han kan ikke høre, om der bliver talt dansk, men han kan på
tonefaldet høre den danske akcent. De taler ikke dansk, opdager vi
senere, men engelsk, hvilket skyldes den ene er fra Irland. Da vi har
betalt vores regning og går forbi deres bord, siger Erik. Jeg ville
ellers have forsvoret, at I var danskere. Jamen det er vi da også. Hvor
kommer I da fra? Fra Skive. Jeg syntes det nok, sagde den ene af
mændene. Og du har været ansat på Skive Handelsskole, siger han til
Erik. Og til mig siger, dig kender jeg da også. Det viste sig at være
Poul Erik Dahl og hans kone fra Skive EDB-Center. Ja sådan er verden
altså lille. Nu har Erik rejst rundt i 18 måneder over hele verden uden
at have mødt andre danskere end Rasmus fra Malmø - halv svensker, som vi
tilfældigt mødte forleden dag.
Erik har fået
brev fra den russiske konsul i Bangkok. Han giver ham ny håb om at få
visum til Rusland. Der er nu en masse krav til ham, og han skal møde op
i Bangkok. Erik skaffer de fornødne papirer, og vi begiver os til
Bangkok - en tur på 700 kilometer og tager 7 timer. Lidt anden
vejkapacitet end i Laos, hvor vi på en god dag på 10 timer kunne køre
150 kilometer.
I Bangkok besøger Erik den
russiske konsul. Her lykkes det virkelig efter to besøg og efter at
have skaffet billet ind i Rusland og igen billet ud af landet at få
lovning på visum.
Og en parkeringsbøde når vi
da også at få - og med bilen klodset op. Vi havde ellers parkeret, hvor
vi af hotellet havde fået anvist en plads, men det var ved siden af - ak
ja, sådan kan det gå.Medens Erik er på ambassaden, må jeg
forsøge at få frigivet bilen, så vi kan køre videre, når Erik kommer
tilbage. Hotelpersonalet er behjælpelig - bøden på 100,- kr bliver
betalt - og en rar betjent kommer og frigiver bilen.
Vi
forlader igen Bangkok, og denne gang kører vi mod det berømte sted,
hvor broen over floden Kwai stadig står, og mange mennesker besøger
stedet. Vi ser også krigskirkegården, hvor mange engelske og hollandske
krigsfanger ligger begravet. Det har været en grim tid for disse fanger,
og det var jo den visse død.
På vej mod vores
overnatningssted ude i det øde nordvestlige Thailand holder vi ind,
hvor vi endnu engang krydser floden Kwai. Her ser vi elefanter bader i
floden - mange elefanter. Og de dykker helt under vand. På nakken af
elefanterne sidder en dreng og styrer dem. Efter badet går elefanterne
op på vejen og tilbage deres hjemsted. 25 - 30 elefanter går stille og
roligt afsted. Enkelte med en lille baby ved sin side - en kæmpe
oplevelse at få lov at se elefanterne ude, hvor de hører til.
Den
følgende dag kører vi mod vores elskede Cha-am, hvor vi finder et
Guesthouse, som ligger på hjørnet til Strandpromenaden. Her har vi
besluttet at bive de næste 3 dage, og nu er det solbadning og strandliv,
der bydes på. Det er jo også mere end en måned siden, vi har holdt fri
for at nyde det. Ellers har vi jo været på farten for at opleve noget.
Bedøm selv, om I synes, det er lykkes for os.
Desværre
alt for jo en ende. Og i morgen lørdag går turen atter til Bangkok.
Søndag morgen flyver jeg til Billund, og tirsdag, når Erik har fået sit
visum, flyver han til Japan, hvorfra han via Sydkorea kommer ind i
Rusland.
Vi ses lige pludselig hjemme.
Kærlig hilsen
Edith
- comments