Profile
Blog
Photos
Videos
Nu, hvor det er sidst i november er vi stadig I Mitad del Mundo, Ecuador. Det vil sige jeg er i Lima for at skaffe reservedele til vores strandede bil, der kan ikke skaffes reserved I Ecuador, da modellen ikke findes i landet, men I Perú og Argentina.
Så enten måtte bilen på en ladvogn til Perú eller jeg til Perú på jagt efter stumperne. Her er lidt om turen fra en mail til Edith:
at sidde i et fly I Quito (I 2 timer) uden besked og luft er altså ikke lige mig. Vi kom afsted og landede sikkert i Lima, jeg havde 3 sæder for mig selv, det hjalp lidt.
Jeg kæmpede mig forbi alle hajerne og prajede en taxi lige uden for lufthavnen - 20 I stedet for 40 soles.
En pensioneret bankmand var vognmanden og bilen burde også pensioneres snart. Han underholdt med, hvor farlig Lima var efter mørkets frembrud og at jeg skal bo i et område, hvor jeg ikke må gå efter mørkets frembrud. Jeg har en aftale med ham I morgen kl. 11, han vil så hjælpe med at finde de rigtige steder til at købe stumperne.
Hoteldamen var bekymret over at jeg ikke havde spist andet end en ussel kyllingesandwich, jeg måtte ikke selv gå ud efter noget at spise, så hun lukkede hotellet og gik med ud til gadekøkkenet efter kyllingelår og fritter og bagefter hen til købmanden efter øl. hun dækkede op til mig i morgenmadsrummet og lavede kaffe. Hun taler rimmelig engelsk og fortalte at hun skal giftes i morgen fredag kl. 10 på rådhuset med en spaniol. Hun er på arbejde igen søndag nat! Jeg er nu klar til dynerne og morgendagens udfordringer.
Jeg fik 100 dages visa uden at der blev mælet et ord - ren formalitet. Næsten rigtigt - politidamen sagde turist og jeg sagde si!
Det var torsdag aften og nu en beretning fra fredag:
Og en beretning fra min dag.
Carlos vognmand og bankmand kom naturligvis ikke, så da jeg opgav kl. godt tolv og afleverede nøglen fik jeg en seddel om at ringe til en taxistas.Carlos havde været der, men ikke fået at vide at jeg var hjemme og det kan godt være et sikkerheds spørgsmål!
Han havde lavet en plan og vi kørte og aftalte en timepris på 25 Soles!!! Han er noget udspekuleret - en rigtig bankmand - vi kørte langt og til Toyota Peru´s hovedafdeling. Reservedelsmanden tastede det hele ind med reservedelsnumre og pris 19.350,01 S.11.255.97 og plus moms til 13.282.04 Soles. Krumtapakslen havde de ikke og den koster 6.324,60 S. I rabat + moms !!!! Krumtappen havde de ikke og kun en stempelarm.
Vi fik det udspecificerede tilbud med. Til en kopibutik og han klippede pris og Toyota væk, så kun varenummer og art stod tilbage, ingen kunne se prisen.
Vi ringede også til Luis mekaniker og han fortalte at han også kun skulle bruge en stempelarm, så alt vel.
Så kørte vi til en der kun renoverer krumtapper og han kan indenfor 2 timer skaffe en perfekt brugt krumtap og han troede ikke på at Pazmino kunne dreje en skæv aksel op. Kan havde kun en stor drejebænk til det ene formål at renovere krumtapper.
Toyotas pris 7.000 S med det hele - hans pris 500 - 800 S.
Med prislisten uden priser kørte vi til en bydel, hvor der I flere gader kun var noget med biler. Vi spurgte ud af vinduet, hvor det var godt at købe ting til Toyota motorer - det butikken fandt vi. En søvnig ekspedient tog Toyotas seddel, han havde det hele på nær krumtap og arm. Skrev priserne på en seddel og lagde tallene sammen i hovedet. Vi sagde tak og gik. Carlos gav drikkepenge når han havde spurgt nogen til råds, vi var fx også hos hans private mekaniker for at høre hans mening. Da jeg kom ud med prislisten, havde han købt flæskestegs sandwiches til os.
Nå, prisen på det hele minus krumtap og arm er 2.125,00S. I gadebutikken. Dertil kommer den brugte krumtap til 5- 800 S. og en arm købt hos Toyota til 4 eller 800 S. minus plus.
Hjemme på hotellet igen klokken 4 og Carlos bad om 12,50 $ og fik 20$
Altså kl. 10 mandag kommer Carlos igen og vi afhenter tingene i omvendt rækkefølge. Og Luis kan gå i gang tirsdag.
Lørdag gik med at lære byen at kende og at skaffe mig et nyt kamera, det blev en Panasonic DMC-ZS40 og de billeder der nu lægges ud er fra dette kamera - og nogle fra folkedansefestivalen er taget med en Samsung telefon. Jeg tjekkede også lige op på aftalerne til på mandag. Søndag gik med en dejlig søndagsmiddag på et rigtigt rustikt sted, hvor jeg fik noget godt okse og en flaske Mendoza. Kaffe på Starbuck. ..............beklager!
På vej op at min gade, rendte jeg ind i en uventet begivenhed. Jeg havde godt set, at man pyntede op og satte scener op. Gaden hedder Jiron Sandie og han er en lokal helt. Han er kanoniseret for sine undre (mon det hedder det?) og bæres rundt på sit alter af stærke mænd som i Spanien til Påske. Og nu, hvor klokken er 21 er der stort fyrværkeri (absolut med knaldeffekt) og små spillegrupper spiller og synger helgenens og landets vemodige sange. Lydstyrke betyder mere en lydkvalitet........!
Det fortsætter og er en folkefest for San Martin de Porres Sandia
Alle er på gaden og San Martin bæres fra husalter til husalter, som er stillet frem på gade. Nuhvor klokken er 24 er der ikke mange tilbage, som er i stand til at bære det kæmpestore alter rundt. Musikerne falder fra en efter en og tager hjem. Jeg er absolut eneste ikke lokal og stemningen er fantastisk, men ikke nem at genfortælle. Det farlige kvarter jeg var blevet advaret mod, er ikke nemt at finde, alle er søde og hjælpsomme og kærer sig om hinanden. Alt er uorganiseret og alt virker tilfældigt, der er ingen højtidelighed og alligevel er alvoren nem at fornemme.
Der synges fødselsdagssang for San Martin og der bæres lagkager med lys hans ære. Konfetti dækker skuldrene og orkesteret på hovedtribunen sluttede med Sku Gammel Venskab..........
Jeg vil huske den. 22. november
- comments
Birthe Dejligt med nogle billeder igen!
Erik Flotte billeder, godt du fik et godt camera. Godt du tog sagen i egen hånd, så skete der noget, og i er forhåbentlig godt på vej igen. Jeg har skrevet en mail til dig, læser du ikke dem? Fortsat god tur, med godt helbred for både jer, og bilen