Profile
Blog
Photos
Videos
Fra: Edith Jakobsgaard ([email protected])
Afsenderen findes på din liste over kontakter.
Sendt: 6. februar 2016 22:20:55 Til:
Erik Aggerholm ([email protected]); Edith Jakobsgaard ([email protected])
Kære Venner.
28. Januar 2016. Da vi har pakket vores rygsæk og er klar til at forlade Paracas kommer vores krofatter og spørger, om vi ikke har lyst til en gang Peruvians morgenmad. Det var utrolig flot af ham. Tidligt i morges var han kørt ned til byen for at købe nybagt brød og nyfangede fisk, og morgenmaden bestod af en pandestegt fisk til hver på størrelse med en bækørred. Det smagte godt - men om morgenen er vi nok mere til æg og ost mm. (Vores ophold her var ellers uden mad, men hver gang familien selv skulle spise, fik vi tilbudt det samme, som de fik. )Efter morgenmaden tog vi videre. Denne gang var vores destination Nasca Linierne, som ligger ca 350 kilometer fra kysten inde i ørkenen .
Sidst på dagen når vi frem til vores bestemmelsessted, byen Nasca. På hotellet bestiller vi en flyvetur inde over Nasca Linerne. Vi flyver i en 4 personers sportsfly, som må gå ned i 200 meters højde, så vi rigtig kan se tegningerne. Hvis I ikke ved, hvad jeg her taler om, kan I goggle det eller se billederne på Eriks blog. Det er helt fantastisk at tænke sig, at Nasca folket for tiden fra 600 år før Kristi fødsel og til 400 år efter kunne lave sådanne tegninger i ørkenen, så det stadig kan ses. Og kan kun ses fra luften. Dvs. at først i 1926 opdagede man dem, da man fløj hen over ørkenen. Desværre er en af tegningerne ødelagt ved, at vejen går igennem den, men vejen er lavet, inden man kender noget til Nasca Linierne. De har været dygtige de mennesker, som har projekteret dem. Tegne så stort et projekt, og som strækker sig over så mange år, og så ikke selv kunne se resultatet, fordi man ikke kunne flyve på daværende tidspunkt.
Om eftermiddagen går vi på museet over nasca folket og får et så fuldstændigt billede af, hvordan de har levet, og om aftenen er vi i planetarium. Luftsygen, svimmelheden fra om morgenen, da vi var ude at flyve i et lille sportsfly, som drejede og vippede meget, så vi hele tiden kunne se billeder på jorden, var der straks igen, da vi i planetariet så billederne i forhold til stjernerne. En tysk kvinde Marie Reiche havde viet sit liv til at studere nasca tegningerne i forhold til stjernerne . Hun var matematiker og studerede tegningerne for at prøve at finde betydningen med tegningerne. Og hun gjorde det så grundigt, at byen havde anlagt planetariet, som blev bygget ved hotellet, hvor hun boede i 28 år. Hun døde for 14 år siden.
30. Januar 2016. Vi fortsætter nu turen gennem Andesbjergene og til Cusco. En tur på 775 kilometer.Vi holdt vejret, for nu skulle det vise sig, om bilen er i orden. Som I sikkert har bemærket, bliver alt vendt. bilen checket. Vi skal ikke løbe nogen risiko. I Andesbjergene skal vi op i over 4000 meters højde, så det er noget af en præstation af så gammel en bil. Turen går op i højden, hvor vi ser masser af Alpaca lamaer, for så igen at gå ned i dalene. Vi kører uafbrudt fra tidlig morgen til det bliver mørkt om aftenen i 2 dage og med et ophold under vejs på et lille indkvarteringssted, men så når vi vores bestemmelsessted og uden problemer med bilen.
Men Cusco har netop nu så meget gang i at udbedre vejsystemet, at næsten alle veje er gravet op og spærret eller ensrettet, så vores gps ikke kan vejlede os hen på vores overnatningssted. Det betyder, den viser os op ad en meget smal gade og samtidig meget stejl , som for oven ender i en trappe videre op. Der er kun een ting at gøre - at bakke nedad igen. Erik er en fantastisk dygtig chauffør. Han gjorde det. Ind mellem biler, som holdt på den ene side og træer og stejlt ned på den anden side. Jeg fik sved på panden og sommerfugle i maven, men Erik rørte det ikke.
I Cusco har vi gennem airbnb.dk lejet en stor lejlighed i centrum af byen for 4 dage. Cusco er inkaernes hovedstad og grundlagt i 1200 tallet. I 1534 kom spaniolerne hertil og overtog byen. Det er en virkelig smuk gammel by med helt speciel arkitektur og fine kirker og pladser. Markedet her er meget stort og rent og pænt. Undertiden kan indendørs markeder lugte, men ikke her. Ud over fødevarer var her mange andre spændende ting. Jeg købte her en lille souvenir - en Alpaca lama. Normalt undgår jeg souvenirs, da de jo skal med hjem i rygsækken engang.Cusco ligger i 3400 meters højde, så vi skal lige vænne os til højden igen. Vi undgår da heller ikke en smule hovedpine og lidt stakånde, når vi går op ad bakke, men decideret højdesyge får vi ikke.
Her i Cusco skal vi have købt billet op til Machu Pitcchu, en ældgammel inkalandsby så velbevaret, at den er på unescos liste over en af verdens syv vidundere og må kun besøges af 2500 mennesker om dagen. Landsbyen opdagedes tilfældigt af en amerikaner 24. Juli 1911. Den ligger så afsides, at først i 1995 blev der lavet en lille smal vej derop - for det meste kun et spor, hvor det ene sving afløste det næste. Vejen går gennem en masse vandfald og små træbroer går over floden mange steder. Her kører ikke private biler, kun busser beregnet til turen og med kanondygtige chauffører.
Efter køreturen på 7 timer, når vi klokken 15 frem, hvor busser ikke længere kan køre. Her kører tog 3 gange om dagen, men ikke da vi kommer. Det er vores hensigt at gå strækningen på 8 kilometer. Vi havde fået at vide, det ville tage os 2 timer, og at vi kun kunne komme dertil ved at følge jernbanesporet.
Vi begiver os ud på turen, men lokale vagtposter dirigerer os op på en anden vej, som de siger vi skal følge. Længere opad vil vi kunne følge jernbanesporet. Det skulle vise sig at være noget af en klatre- kravletur. Direkte lodret op mellem 100 og 200 meter i højde og med rygsæk og med fedtet mudder og sten, som man ind imellem kunne få fodfæste på. Jeg fik stor hjælp af et tysk søskendepar, som var med samme bus som os. Daniel stod oven for holdt mig hele tiden i hånden og nærmest trak mig op, medens hans søster sørgede for balancen var i orden. Hun var fysioterapeut og han var lærer, og det var unge søde mennesker med kræfter i behold. Så med deres hjælp, lykkedes det. Der var jo heller ingen vej tilbage. Da vi først var ude i vores kravletur, kunne vi jo ikke komme nedad, for hele strækningen var fyldt med kravlende unge mennesker, som jo ikke kunne komme forbi. Erik gik bag mig. Gudskelov havde han nok at gøre med selv at kravle - klatre, så for en gangs skyld var han ikke klar med sit kamera.
Efter opstigningen troede vi så, at vore strabadser var overstået, men nej på ingen måde. Vejstrækningen gik over flere vandløb, hvor flere af dem kun kunne passeres ved at balancere på jernbanesveller, som var lagt ud med forskellig mellemrum mellem. Nogle gange et langt skridt, og ramte man ikke rigtig, var det lige en tur i vandet. Også her var der altid en ung fyr, som tog mig i hånden, så jeg kunne holde balancen, og efter jeg var kommet over, kiggede tilbage om han skulle tilbage efter Erik eller andre, som havde problemer.Og så var der mørke tunler, hvor der dryppede med vand. Men det var ikke det værste. Nej stien var jo fyldt med sten, og man kunne nem snuble. Erik og jeg støttede hinanden, så godt vi kunne i mørke. Men så kom pludselig en gut med en lygte og lyste for os, så vi kunne se, hvor vi gik. Da vi var kommet gennem tunnelen, takkede vi ham mange gange. Det havde været en stor hjælp. Lidt senere kom vi igen til en mørk tunnel, som den første. Men vores redningsmand fra før stod og ventede på os og gik bag os og lyste, så vi kunne se at træde rigtig.Det vi oplevede på denne tur, men også i alle andre situationer, er at de unge mennesker uanset nationalitet, altid er parat til at hjælpe.
Omsider når vi frem til byen Machu Picchu efter 3,5 times vandring i sten og forhindringer. Men stolte var vi, for vi klarede det, trods vores alder 68 og 70. Vi gjorde det. Alle, som overhalede os, var unge mennesker, og vi opdagede, at der kun var unge mennesker på hele turen.
Næste dag skulle vi så igen ud på en morgenvandring fra klokken 4 om morgenen og 400 meter op. Det regnede voldsomt. Vi befinder os jo i regnskoven og i regntiden. Vi havde imidlertid fundet ud af, at her gik busser op klokken 5,30, så det valgte vi i stedet. Så sparede vi også vore ben og kræfter, så vi havde dem i behold til turen inde i inkalandsbyen. Her gik det jo op og ned hele tiden i 5 timer, hvoraf rundvisningen varede de to.
Vi var imponerende. Man kan slet ikke forestille sig, hvilket bygningsværk det var. De byggede deres huse, så de aldrig stod lodret. Det betød selv om her er jordskælv, væltede det ikke. De havde lavet marker og dyrkede afgrøder, så de aldrig forlod landsbyen. De byggede uafbrudt i de knap 100 år, de var på stedet fra ca. 1230 til 1330. Man mener Inkakulturen derefter gik til grunde. Vist ramt af pest, som udryddede hele befolkningen.
Af vores tur til Machu Picchu havde vi lært, at hjemturen kunne vi godt tage toget tilbage til opsamlingsstedet for derefter at køre med bus 7 timer tilbage til Cusco. GODT BRUGT.
Slut for denne gang. Vi skal nemlig videre til karneval i Puko i morgen.
Kærlig hilsen
Edith
- comments
Birthe Endnu en stor ting krydset af på listen! I er godt nok seje - og helbredet fejler da ikke noget!!!