Profile
Blog
Photos
Videos
Flyveturen til Fiji var kort i forhold til hvad jeg er ved at være vant til, kun 4timer, så det var jo en ren svip-tur.
Jeg ankom til Fiji klokken 17 om eftermiddagen og fandt hurtigt ud af at få fremskaffet både kontanter og taxa til det sted jeg skulle overnatte.
I min tid som backpacker (er jo efterhånden en erfaren snegl) har jeg dog aldrig sovet så spøjst et sted. Sengene var nærmest buret inde og man sov i små indhegninger fire mennesker sammen.
Da gulvpladsen ikke var mere en godt 1x1,5m, var der ikke ligefrem plads til de fire store rygsække der altid følger med de fire mennesker! Så der blev klatret og kravlet når man skulle indtage sin seng.
Mit rigtige Fiji-eventyr startede kl. 07.00 næste morgen. En bådtur på godt tre timer førte mig gennem et hav fyldt med små solbeskinnede Bounty øer med hvide sandstrande og små stråtækte hytter. Præcis som man ser på film.
Jeg stod af båden på en ø der hedder Manta Ray, her blev vi mødt med sang og smil og man må sige at folkene her er virkelig imødekommende og venlige! Der er ikke andet at sige end, at det er ren paradis og afslapning.
Manta Ray var ret primitivt, havde ikke træk og slip og vandet de brugte er havvand, der bliver filtreret før det bruges som både badevand, drikkevand, til madlavning, og til at vaske hænder i. Men Fantastisk det var det nu!
På Manta Ray brugte jeg tiden på at snorkle en del, der var så mange flotte og farverige fisk, koraller og muslinger, har nærmest set hele "find Nemo"-filmen på bunden af havet dernede.
Derudover var der forskellige aktiviteter, så som at flette kurve, fisketure, flette armbånd og bush-walk.
Om aftenen var der aktiviteter, og den ene aften lavede alle de ansatte et show med sang og dans. De er fantastiske og så søde!
Den næste ø var Korovou, et lige så dejligt sted, med rigtig søde mennesker. Igen blev der slappet af i stor stil og jeg må sige at jeg er blevet stor fan af hængekøjer og vandplaskeri.
Desværre blev det dårligt vejr den sidste dag på øen og det regnede det meste af formiddagen. Selv da jeg var kommet godt frem på den næste og sidste ø, Coral View, regnede det stadig.
Det var faktisk "dårligt" vejr resten af tiden på Fiji. Det var skyet meget af tiden og regnede/dryppede ofte. Men det ændrede ikke på hvor dejligt stedet var. Min sidste aften blev brugt på Coral View, hvor der var blevet lavet traditionel fijiansk mad i et hul i jorden.
Bagefter var der danse show og knivdans med de lokale.
Så var det tid til at vende snuden mod L.A. og jeg startede ud med en bådtur på 5 timer for at komme tilbage til main-land og lufthavnen. Derefter var det godt 10 timer i fly, med det desværre dårligste flyselskab indtil nu. Normalt har jeg ikke noget imod at flyve langt, men de havde stort set ingen film i flyet, så jeg så vel Batman en 3-4 gange. Jeg kan ikke finde ud af hvor i filmen tingene høre til mere, for jeg faldt hele tiden i søvn og ikke vidste om filmen var startet fra ny. Derudover stod menuen på vakuumpakket ugle og Jaka bov på dåse! Men… Endelig kom jeg til L.A. og fandt mit Hostel, der ligger i L.A. Downtown.
Nu har jeg lige spist og sidder igen på mit hostel, for at opdatere jer lidt.
Mit førstehåndsindtryk af L.A. er ret blandet. Selve byen ligner sgu jeg ved ikke hvad og der er skumle mennesker over det hele, men da jeg gik rundt og så mig lidt omkring, kom jeg pludselig forbi et sted, hvor de var ved at optage en scene til en film, det var meget sjovt og ikke noget man prøver derhjemme! OG!! Jeg har allerede set de første MANGE lækre biler!
Men da jeg så fx sad og spiste på et hyggeligt lille sted, kom der to fyre ind, og da ejeren var væk et kort øjeblik, stak den ene af de to fyre armen om bag disken og ind til maden, hvor han lige hapsede en kage. Da ejeren vendte sig om i samme sekund smed han kagen med det samme og så var de ellers smuttet. Derhjemme havde jeg sgu tacklet ham og givet ham et cirkelspark lige mellem øjnene, men herovre ved man ikke hvad de kan finde på, så jeg blev pænt på min pind!
Jeg er træt nu for jeg har stort set ikke sovet siden jeg tog fra Fiji. Derudover har min 2. December varet ca. 34-36 timer, så det er da nok den længste dag jeg har haft i mit liv!
Håber I har det fabelagtigt og glæder jer til jeg kommer hjem om under 3 uger!
Nina
- comments
Poul Arne Kristensen. Hej Nina. Så er du kommet til USA sidste destination på din lange rejse. Jeg tror at USA vil blive nok en stor oplevelse for dig. Her i lille Danmark har vi vinter med lidt frost og sne. Du må tage godt imod Kristian når han kommer over til dig,det bliver spændende for ham. Vi glæder os til at se dig her hjemme igen. Fortsat god rejse. MKH. Farfar.
Rikke tæller mere ned til dig ankomst, end jeg gør til jul!!! :D