Profile
Blog
Photos
Videos
1. stop på vej til Ayers Rock i midten af Australien var i Cooper Pedy - en by der lever af minedrift. Turen dertil tog ca. 8 timer(550 km) på lige, flad vej med massevis af nedkørte dyr - kænguruer, får, emuer, kvæg - i vejkanten. Med en temperatur på 38 grader kunne vi nu for alvor mærke varmen. Der var ikke meget anden nedkøling end autocamperens aircon, og den svalende dukkert, vi havde set frem til kunne ikke lade sig gøre, idet campingpladsens pool var lukket og tømt for vand pga varmen!
Næsten dag startede vi, så snart solen var stået op, med en strækning - denne gang på 750 km og 1 venstre sving ca. midtvejs. Efter 10 timer nåede vi frem til den lille by/resort ved Ayers Rock. Her rundede temperaturen 40 tørre grader, og det føltes som en ekstrem varme. Fra en bakketop på campingpladsen kunne vi så følge den føste solnedgang over Ayers Rock. Herinde i midten af Australien er der tusindvis af nærgående fluer, der sætter sig i øjne, øre og næse, så vi fik næste dag anskaffet os et fluenet til at trække over hovedet - kønt er det ikke men effektivt. Netop her mødte vi for første gang en dansk familie med børn, og Emma fik straks kontakt med pigen, og de/Emma snakkede som et vandfald i den korte tid, de var sammen.
Næste morgen stod vi op kl. 5 for at være klar til solopgang ude ved Ayers Rock kort før kl. 6. Ved solopgang og solnedgang tager mange mennesker ud til særlige steder for at følge disse overgange. Det er ekstremt flot at se de skiftende farver på denne kæmpe sten og himlen. Vi spiste morgenmad med udsigt til Ayers Rock, hvilket jo er den helt store fordel, når vi rejser med "vores hus på ryggen" og et fyldt køleskab. Vi gik en tur langs noget af denne gigantiske sten. Den er imponerende stor. Desværre kunne vi ikke komme op på stenen, idet en kæde, der anvendes hertil var gået i stykker nogle dage i forvejen. Især Emme og Jeppe havde set meget frem til at klatre op. Pga de høje temperaturer er det svært at være ude og aktive efter kl. 11, og nogle vandreruter lukkes af sikkerhedsmæssige årsager. Vi tilbragte resten af dagen inde i autocamperen eller i campingpladsens pool. Denne eftermiddag rundede termometeret 45 grader og med en del vind, føltes det som varmen fra et bål, hver gang vi bevægede os udenfor. Denne kraftige varme gjorde, at vi afkortede opholdet ved Ayers Rock med en dag. 2. solnedgang blev erstattet med et kraftigt uvejr/tordenvejr. Så da vi stod ude i nationalparken for at se solnedgangen, fik vi et stort lysshow af lyn over hele himlen i stedet. Dette tordenvejr med utallige lyn fortsatte hele natten.
Den efterfølende morgen stod vi igen tidligt op for denne gang at se solopgang ved en anden stenformation, der hedder The Olgas(50 km fra Ayers Rock). Det var lige så fantastisk en morgen som den foregående ved Ayers Rock. Vi gik en tur ind mellem The Olgas-stenene, men pga varmen blev det desværre kun en kort tur. Vi forlod disse 2 fantastiske, specielle stenformationer for at sætte kursen med Alice Springs - ca 500 km nordøst. Her nåede vi frem sidst på eftermiddagen og indkvarteret på en campingplads og en hurtig kølende dukkert. Her var der behagelige 35 grader, så Tina igen kunne trække vejret.
Nu havde vi så en ekstra dag i Alice Springs, hvilket gav mulighed for at se mere af byen. Her er rigtig mange aboriginals, der går og sidder rundt omkring i byen. De tager fra det store opland ind til "storebyen" Alice Springs. Vi besøgte "School of the Air", som var et interessant anderledes skolebesøg, hvor lærerne sidder og underviser elever, der bor op til 1600 km væk på en skypeagtig forbindelse. Emma gik meget op i at klassekammerater kunne bo så langt fra hinanden og kun var sammen 4 gange om året. Eftermiddagen tilbragte vi på campingpladsens gode poolområde. Her kom Emma i kontakt med en 10 årig australsk pige, og de kunne staks hygge og lege ved hjælp af lidt tegnsprog og få engelske gloser.
Torsdag d. 5. november sluttede så vores 1. etape(3500 km) i autocamper fra Melbourne til Alice Springs, der har meget afvekslende med forskellige vejrfænomener, kulde og varme, opdyrket og uopdyrket land, vilde og rolige kyststrækninger, de store øde områder uden mennesker og bebyggelse. En fantastisk oplevelsesrig tur.
Vi brugte et par timer på at få alle vores ting pakket i kufferterne, afleveret bilen og så en 2 timers flyvetur ud til Cairns på østkysten. Så herfra starter "østkysteventyret" i en ny autocamper de kommende 4 uger.
- comments
Jonna Rochat Kære alle tre. Jeg har lige læst om Jeres seneste bedrifter, det er et fantastisk land med utrolig store strækninger, vores børnebørns bedsteforældre bor i Melbourne, og Per har været hele turen rundt. Håber at I får nogle nye spændende oplevelser vest på. K.h fra Jean og Jonna
Jonna rochat Undskyld jeg mente østpå. K.h. jonna
Hanne Esbensen Skøn læsning knus til jer alle 3 fra Jes og Hanne
Susanne Thinggaard Andersen Hej alle 3! Tak for de malende og spændende beskrivelser af jeres rejse. Det lyder virkelig som en dejlig og oplevelsesrig tur :) Skønt for jer! Fortsat held og lykke på jeres rejse. Knus Susanne