Profile
Blog
Photos
Videos
Med stor længsel og spænding begav vi os til lufthavnen ved Krabi for at tage imod pigerne. Emma havde lavet modtagelsesskilte og tog opstilling blandt chauffører, der er bestilt til at hente rejsende i lufthavnen! Med en forsinket ankomst blev spændingen endnu mere udbygget, inden vi kunne sige velkommen til Thailand med knus og varme kram til pigerne.
Vi havde planlagt en rundtur for os alle næste dag. En chauffør stod klar til at køre på den første del. Her besøgte vi et buddhistisk tempel, der lå ved og på en bjergtop. Ved foden af bjergtoppen en masse steder, hvor der kunne bedes og ofres. I tidernes morgen holdt en tiger til i en grotte - derfor kaldes stedet Tigertemplet. Herfra er der en meget spektakulær opgang til et tempel på en bjergtop. 1260 trin - hvoraf flere passager er meget stejle - før en storslået udsigt kunne nydes. Det gav sved på panden og en del ømme benmuskler de næste dage. På området også flere vilde og frække aber. En af dem snuppede Emmas grønne flaske op af en sidelomme i ryksækken! Det var også muligt at købe fodder til aberne, og med stor morskab fodrede vi. Næste stop ved kysten. Her blev vi sejlet i en longtail båd til et strandområde, hvortil man kun kan komme med båd. Vi havde været der et par dage i forvejen og ville gerne vise pigerne stedet og stemningen. Der blev tid til lidt badning, kanosejlads og kiggen omkring i en handelsgade. Derfra tog vi endnu en gang med longtail båd tilbage til Krabi og spiste aftensmad på et af de utallige gadekøkkener. En lang og god dag med en masse indtryk.
Næste dag afgang med båd til første af to øer - Koh Lanta. Efter 3 timers sejllads lagde båden til på Koh Lanta. Her blev alle opkrævet 10 Bath(2 kr!!) til renholdelse af øen! På den 15 km lange køretur til vores hotel, så det dog ikke ud til at disse 10 Bath, havde den store virkning! Så vi var noget spændte på stedet, hvor vi skulle bo. Fasaden ud til vejen bestemt ikke indbydende, men inde bagved åbnede sig et herligt lille sted med 15 små huse/hytter, en lille restaurant, terrasse med en lille pool og få skridt herfra en herlig sandstrand. Vi kunne ikke ønske os en bedre ramme for juledagene. Med dette udgangspunkt kunne vi så give os tid til samvær med pigerne, finde en rolig dagsrytme og forholde os til julen her i +30 grader. Emma var hurtig til at komme helt ind på stedet. 2 små kattekillinger(3 uger gamle) legede hun med, og da killingerne holdt til både i receptionen, i køkkenet og i restauranten - ja så kom Emma alle steder. De store piger fandt også en rytme - solseng og parasol blev flittigt benyttet. Langs strande mange steder med små hoteller, spisesteder og massagebikse. Også disse steder besøgte vi.
Juleaften startede med søde sager ved poolen om eftermiddagen, og til sidst besluttede vi, at spise julemiddagen på det sted vi boede. Der blev serveret små retter og lidt drikkelse, og så var der ballondans, stole-stop-dans og ildshow. Derpå tog vi en lille tur rundt om det opstillede plasticjultræ sammen med en familie fra Schweiz, pakkede lidt gave op inde vi gik på stranden for at spise lidt dessert på en naborestaurant. Dette foregik ved borde opsat i sandet på stranden. Mens vi sad der skyllede højvandet op på stranden og ind under borde og stole, men de besøgende løftede blot fødderne, når vandet kom løbende op. En meget speciel juleaften.
Juledag påmønstrede vi en speedbåd til 50 personer for at sejle yderligere 3 timer mod syd til en ø ved navn Koh Lipe. Her havde vi 3 nætter. En noget anden type ø med mange mennesker til trods for dens beskedne størrelse. Med tyrkisfarvet vand og hvide strande gik tiden lynhurtigt. Der blev badet, snorklet og dykket, og Tina stødte ind i en stime jellyfish(brandmænd) og blev forbrændt på benene. En lille tur på det lokale sygehus dulmede smerterne sammen med saften fra lime! Inden afrejse satte alle pigerne sig til rette for at få ordnet fødder og negle.
10 dage går hurtigt og dejligt at have tid til at være sammen med alle pigerne. Vi fulgtes med pigerne til Kuala Lumpur, hvorfra vi skulle flyve hver for sig hjem. Samtidig afsluttede det også vores 3 måneders rejse til Dubai, Indien, Hongkong, Fiji, Australien og Thailand. Sidste flyvetur til København fra Dubai foregik i et af de nye kæmpefly med over 600 passagere - en værdig og skøn måde at afslutte alle vores flyvninger på.
Med i bagagen hjem er en masse gode og berigende oplevelser samt en masse billeder og videoklip ,vi skal have styr på.
Tak fordi I læste med og kommenterede. Dette er således sidste indlæg.
I ønskes alle et godt nytår og på gensyn i 2016.
- comments