Her kommer vi med første blog fra Laos. Den 9. juni tog vi natbussen fra Hanoi, Vietnam til Vientiane, som er Laos' hovedstad. Det gik relativt smertefrit på trods af de 20-22 timers buskørsel.
Vores første dag i Vientiane blev brugt på en god gåtur rundt til seværdighederne i centrum. Det betød besøg til en hel masse forskellige wat'er. Wat er det lokale ord for tempel. Og Laos har rigtig mange af dem. Vi startede dagen med morgenmad på et bageri - Vientiane har bare et par bagerier, og de laver ganske gode brød og sandwiches. Det er lige noget, der passer os. Første stop på vores sightseeing var Patuxai. Patuxai betyder triumfens eller sejrens port. På afstand kan den godt ligne triumfbuen i Paris, men jo tættere på man kommer, jo mindre imponerende er den. Den er faktisk et stort betonmonster med noget laomønster i loftet. Imodsætning til sin inspirationskilde i Paris har Patuxai fire buer. Betonet skulle oprindelig være blevet brugt til en ny lufthavn, men i stedet lavede man altså Patuxai, som aldrig blev bygget helt færdig. Fra toppen har man en flot udsigt ud over Vientiane.Efter Patuxai var vi en tur forbi markedet, som sælger alt fra madprodukter og sengetøj til mobiltelefoner og falske mærkevaretasker. Christine benyttede muligheden for at shoppe til at købe endnu et par solbriller.Herefter bød vores sightseeing på en stupa, som der ifølge legenden skulle være et monster under, og præsidentpaladset og en masse wat'er.Den første wat vi kom til var Wat Si Saket, og det var nok en af de mest interessante. Der er lidt over 10.000 buddhastatuer i wat'en. Nogle af dem er meget små og står i små huller i væggen, andre er ca. en meter høje. Herudover så vi Wat Mixai, Wat Ong Teu Mahawihan, Wat Hai Sok og Wat In Paeng. Wat'erne er specielt flotte udefra, hvor der er en masse små detaljer både på selve bygningerne og på taget og vinduerne. Indeni er de lige som alle de templer, vi har set i Vietnam - et alter overfyldt med tingel tangel, altså ikke særlig pænt.
Søndag den 12. juni lejede vi en scooter og satte kursen mod en Buddhapark, som skulle ligge 25 km uden for Vientiane. Da vi havde kørt de første 30 km, begyndte vi at overveje, hvor den var henne. Vi spurtge om vej og blev ledt videre af den vej, vi iforvejen kørte. Buddhaparken kom, men først da vi havde kørt ca. 50 km. Vi fandt herefter ud af, hvorfor vi var kommet ud på så lang en tur. Vi havde åbenbart taget det forkerte sving i første rundkørsel. Til vores forsvar skal det lige siges, at vi havde fået at vide. at vi bare skulle køre lige ud af den vej, vi startede ud på. Og så var det sådan set meget forståelig at svinge af, som vi gjorde. Vi lærte dog af det, og hjemturen var faktisk kun 25 km.Buddhaparken er en lille park med en hel masse Buddhastatuer i mange forskellige størrelser. Det var rigtig hyggeligt at gå rundt der ude og se de mange mærkelige udformninger. Tilbage i Vientiane var vi forbi Haw Pha Kaeo, som engang fungerede som royalt tempel til at huse "Emerald Buddha", som er lavet ud af jadesten. Templet er nu national museum for religiøs kunst. Ifølge vores guidebog lyder det som om man kan se Buddhaen i templet, men det kan man åbenbart ikke. Og den har siden 1784 befundet sig i Bangkok, har vi nu fundet ud af efter lidt research på nettet. Så måske ser vi den i Bangkok, det lykkedes jo ikke ligefrem her. Efter vores mislykkedes forsøg på at finde "Emerald Buddha", kørte vi til Pha That Luang, som er Laos' vigtigste national monument. Et billede af stupaen kan ses bl.a. på det nationale segl. Konstrutionen af stupaen startede i 1566 af kongen Setthathirat, da han flyttede hovedstaden fra Luang Prabang til Vientiane. Lige som Patuxai er Pha That Luang pænest på afstand. Den trænger i den grad til en ny omgang maling, og i modsætning til den detaljerighed, som ses på wat'erne, er stupaen meget enkel, men ikke på en positiv måde.
Dagen efter rejste vi til Vang Vieng, hvor vi endte med at tilbringe to nætter. Vang Vieng er en lille by tre til fire timers kørsel nord for Vientiane. Omgivelserne er utrolig smukke med limstensbjerge og en flod. Den dag i dag er Vang Vieng ikke en lille idyllisk landsby, men istedet Sydøstasiens festby. Der var nu ikke de helt store menneskemængder til stede, mens vi var der, og byen virkede noget død i forhold til, at det er en festby. Om aftenen var der stort set kun gang i den på én bar på trods af de utallige drikkesteder, den lille by kan byde på. Vi boede på Nam Song Garden, et guesthouse, som er ejet af en nordmand ved navn Arne. Her var super hyggeligt. Både Arne og hans små søde kattekillinger fik os til at føle os rigtig godt tilpas. Vang Vieng er kendt for tubing. Det vil sige man lejer en slange fra et traktordæk, og i tuk tuk bliver man så kørt et par kilometer nord for byen. Her sætter man sig i sin tube og flyder ned af floden. Eller man flyder ikke bare hele vejen ned til Vang Vieng. Man flyder fra bar til bar, hvor man så får gratis wiskyshots og billige drinks. Det er lige pt. lavsæson i Sydøstasien, så der var ikke mange mennesker, og det var kun de første to barer langs floden, der overhovedet var en levende sjæl på. Vi joinede de to første barer for en times tid, inden vi flød hele vejen ned af floden, mens vi nød udsigten til bjergene i baggrunden. Det var utrolig smukt. Heldigvis er der kun barer det første stykke, så musikken og larmen svinder ud, og alt er stille, fredfyldt og idyllisk. Udover tubing cyklede vi en dag ud til en blå strøm, som kaldes den blå lagune. Vandet kommer oppe fra bjergene og er forfriskende køligt. Cykelture derud var smuk omend den også var ubehagelig for bagdelen (vores mountainbikes var ikke gode nok til denne "rocky dirt road")
Onsdag den 16. juni tog vi fra Vang Vieng til Phonsavan. Vi tog udelukkende til Phonsavan for at se Plain of Jars. Vi fandt sammen med syv andre turister og forsøgte at finde det billigste tilbud på en tur derud til. Det var en god tur til Phonsavan, specielt fordi gruppen stort set var sammen hele tiden, fra vi ankom onsdag eftermiddag til vi tog afsted fredag morgen. Plain of Jars er klaser af stenkrukker i forskellige størrelser, som står spredt rundt omkring i Xieng Khuang provinsen. Der er en masse mystik omkring de her krukker, for man ved ikke for alvor, hvad krukkerne har været brugt til. Man mener, at krukkerne er fra mellem 400 f.Kr. til 500 e.Kr. Der er flere teorier om, hvad de er blevet brugt til - til opbevarinvg af ris, til gæring af risvin eller som sarkofag. Den sidste teori er i løbet af de sidste par år blevet den mest overbevisende. Man har fundet keramik og knogler som understøtter teorien om sarkofag. Ligene er blev puttet ned i en af krukkerne, og så er der blevet lagt låg over. Når der ikke har været flere krukker ledige, har man taget skelettet op og har brændt det og lagt det friske lig i krukken i stedet for. Ved en af de større klaser af stenkrukker er en hule, med lufthul foroven og sod på væggene. Dette skulle have været et af stederne, hvor skeletterne er blev brændt. Men som sagt, er meget af det nok gætteri. Under vores tur til Plain of Jars kom vi også forbi et sted, hvor en gammel kone lavede risvin, og provinsens gamle hovedstad, som blev bombet sønder og sammen under Vietnamkrigen. Om aftenen forsøgte de to cirkusartister fra New Zealand at lære os lidt cirkuskunster. Og vi er stadig ømme efter det.
Igår (den 18. juni) tog vi en minibus fra Phonsavan til Luang Prabang. Turen tog 7 timer og bød på en hel masse bjergkørsel. Vi sad altså klemt sammen med en masse Laoer, som stort set alle sammen blev køresyge. Heldigvis havde de været så foruseende at tage poser med. Dem sad de så og spyttede i under hele turen, mens vi skruede op for iPoden for at undgå lydeffekterne.
I dag har vi gået rundt i Luang Prabang som er en Laos' anden største by. Men Laos har en lille befolkning og derfor også små byer. Byen ligger ved Mekong floden og er på UNESCOs verdensarvsliste. Den er fuld af templer, luftige gader og lave huse. Om morgenen går munkene procession igennem byen - det har vi ikke set endnu, da vi ikke stod så tidligt op imorges - og om aftenen åbnes et natmarked på hovedgaden(17-21).Husk at se billederne, de er kommet op.