Profile
Blog
Photos
Videos
Vores tur til Death Valley er gået rigtig godt. Vi kørte midt ude i ørkenen i ca. 3.5 time indtil vi nåede Death Valley ved 18-tiden. Man møder det ene skilt efter det andet, der advarer om varmen. Vi skal da også lige love for, at der er varmt! Temp. nåede op på 42 gr. på turen dertil, vel og mærke om aftenen. Vi havde booket en overnatning ude på en ranch, med udsigt til alle de flotte sandbanker.
Da vi stiger ud af bilen, er det bare som at stå i en sauna. Det var begyndt at blæse lidt op, men vinden føltes varmere end luften, så det var en helt vild oplevelse bare at få blæst virkelig varm vind i hovedet. Der var en lille pool på ranchen, som vi ville tage en lille svømmetur i. Da vi kommer hen til poolen fortæller en kvinde, at der er en skorpion ovre i det ene hjørne, så vi skal bare lige være opmærksomme. Emil bliver helt bleg. Vandet er virkelig varmt, så skønt. Emil skal bare ikke i vandet. Han vil slet ikke være ved poolen nu. Han er ellers den største vandhund. Sandra var så den eneste der tog en tur i poolen. Vi satte os i stedet foran hotelværelset og nød varmen og mørket der ligeså stille kom. Vi så solnedgangen bag bjergene, rigtig flot. Før man fik set sig om, var det mørkt. Altså VIRKELIG mørkt. Det nærmeste fra ranchen lå over 30 miles væk, så der var bare intet anden end månen, til at lyse ørkenen op. Man kunne slet ikke se en hånd for sig.
Dagen efter stod vi op og spiste morgenmad på hotellet inden vi kørte videre. Vi kørte over til de store sandbanker og gik en lille tur. Det er det fineste sand, og der er bare meget af det. Det er sådan en flot natur, der skal opleves.
Vi satte kursen mod Los Angeles, en tur på ca. 5 timer. Man kører bare i ørkenen ud af landeveje, der er ligeså lange som øjet rækker. Store kaktustræer og bare knas-tørt. Næsten intet dyreliv, dog mødte vi en enkelt Coyote i vejkanten. Stille begynder der så at blive grønt og naturen ændrer sig fra øde ørken, til mere beboeligt.
De sidste par dage her i LA har vi brugt på bare at slappe af.
I dag har vi været i Beverly Hills, det er altså det dyre kvarter. Alt er i marmor (selvfølgelig) og den ene designbutik ligger ved siden af den anden.
Vi var i Marshalls og shoppe lidt, - tak for tippet Sus, nu blev vi lidt fattigere ;)
Vi tog en cruisetur op igennem Bel Air. Igen valgte vi en noget uautoriseret vej og snoede os op igennem byen af en meget lille vej, med KÆMPE villaer. Alle med overvågningskameraer og mindst 3 store biler i indkørslen. Det var helt vildt. De rige er VIRKELIG rige. Træer der er beskåret helt ens, ned til mindste blad og palmer der skyder op i luften. På den anden side har de den mest fantastiske udsigt over Los Angeles.
Imorgen tager vi i Universel Studios og sætter derefter kursen mod Highway 1 og endestationen San Fransisco. Vi regner med at bruge et par dage på at køre derop. Nu har vi kun 1 uge tilbage af vores ferie her i USA, hold nu fast, hvor er tiden gået stærkt.
- comments