Vi skulle med vores fly kl 10 om morgenen d. 10. august 2008 fra Copenhagen Airport. Så hele min familie og jeg var taget tidligt afsted kl halv 3 om natten. Jeg havde ikke lukket et øje hele nattenn og var mildest talt et nervevrag. jeg var hundenervøs, men mest af alt var jeg bare spændt. Jeg kunne ikke vente med at skulle afsted!

Jeg havde taget afsked med mine venner aftenen d. 9. og var nu helt klar, med kufferter, piller, billeter og Rotary blazer.

Vi ankom til lufthavnen og fik hurtigt lokaliseret de andre udvekslingsstudenter. Vi ventede spændt sammen med vores to rejseledere. Jeg var så heldig at møde AK, en veninde som også skulle rejse som udvekslinsstudent med Rotary, bare til canada istedet. Hendes fly lettede en time tidligere, men vi fik snakket en del inden.

Endelig kom tiden. Alle sagde farvel og vi stillede os op på trappen til Security og fik taget det traditionelle billede. ALLE forældrene græd, og en del af udvekslingsstudenterne gjorde ligeledes.

Vi kom så afsted og op i flyet, som blev forsinket 1½ time. Det betød at vi skulle småløbe da vi landede i frankfurts lufthavn og skulle skifte fly. Men vi nåede det alle sammen og afsted gik det til Mexico!!

Vi blev alle sammen placeret sammen omkring hinanden. Flyet lettede og stemningen var høj, alle var så begejstrede!

Men efter 2 timers flytid, var stemningen dalet en smule - ikke fordi vi ikke glædede os til Mexico, jo selvfølgelig gjorde vi det! Men... Der var bare så LANG tid til at vi ankom. Med 12 manglende timer var det meget meget let at overgive sig til søvnen og bare sove sig væk fra det hele. Efter noget tid kom der film på og vi så Karate Panda og blev spurgt om 117 ting på tysk af stewardesserne, da vi jo snakkede flydende tysk når vi var på et tysk luftselskab som LUFTHANSA???Vi fløj skråt over England og videre over Grønland og ned over Canada, igennem USA for til sidst at lande i Mexico City. Spørg mig ikke hvorfor, men udsigten var smuk med sneklædte bjerge og gletchere når vi fløj over Grønland og Canada.

Efter evigheder af smålure, 5 løsninger af RUBIX-cuben [så mange gange at til sidst kunne JEG løse den!], 4 forskellige film og 20 cartoons samt 6 'måltider', sagde piloten ENDELIG i speakerne at vi gjorde klar til landing. Snart kunne vi se Mexico City's lys. Byen var enorm og strækte sig uendeligt ud i horisonten.

Vi kom nærmere og nærmere jorden og bygningerne som lå i på lag oveni hinanden, men der var ingen kæmpemæssig international lufthavn i syne. Panikken startede så småt: ville vi lande midt inde i storbyen og dræbe tusindvis af mennesker??!!! Men pludselig rørte hjulene jorden og vi var i Mexico. Vi havde landet.

Følelsen var helt ubegribelig; vores eventyr havde begyndt.

Vi kom ud og stillede os op i den store kø til immigrationen.

Vi kom langsomt frem i den uendelige kø, alle 11 danskere i vores fine kongeblå Rotary-jakker. Inger spottede så en anden pige med en lignende Rotary jakke på. Jakken var kortere og en frygtelig kobboltblå, men Rotary hjulet var ikke til at tage fejl af, og hun havde de samme røde kinder og lost udtryk i øjnene som vi alle havde. Allerede nu båret af den herlige følelse af at være udvekslingsstudent; mig og Inger gik hen og spurgte pigen hvor hun var fra og hvor hun skulle bo henne af.

Hun svarede at hun hed Soléne Denys, og var fra Frankrig og skulle bo i Puebla. Det var samme by som mig! Jeg nærmest råbte at det skulle jeg også, hun spurgte hvilken skole jeg skulle gå på, og jeg sagde jeg skulle gå på en som hed Loyola. Det viste sig at det skulle hun også! Så jeg mødte en af de personer som jeg kom til at tilbringe en kæmpe del af mit ophold sammen med i løbet af den første time jeg tilbragte i Mexico.

Vi blev tjekket igennem Immigration og kom igennem til vores bagager som skulle scannes igennem før vi måtte komme ud.

3 af de 11 blev i Mexico City, de resterende 9 rejste videre med andre fly enten med det samme eller overnattede i Mexico City og tog afsted dagen efter.

Vi blev fordelt således:(dette er også sådan vi var indelt i distrikter)

I Norden:

Dorrit: Saltillo - en by nær Monterrey; ca. 3 timer fra grænsen til USA.

Caroline: Ciudad Juaréz - en grænseby, grænsende op til USA. Der er blevet myrdet over 5 tusind kvinder i byen siden 90'erne.

Ania: Aguascalientes - en herlig by nøjagtig i midten af Mexico, både på længden og bredden.

I Midten:

Karoline: Tehuacán - en mindre by ca. 1½ times kørsel fra Puebla.

Mathias: Cuernavaca - en varm by ca. 2 timers kørsel fra Acapulco.

Fjolá: Acapulco - feriebyen ud til kysten med strande og diskoteker.

Emma: Puebla - den fornemme by, med 2 millioner indbyggere, 1½ time fra Mexico City og op af Mexicos højeste vulkan: Popocatépetl, ligger i 2000 meters højde.

I Syden:

Inger: Cozumel - krystalblåt hav; en række øer i middelhavet udfor Cancuns kyst

Sarah: Ciudad del Carmen - tæt på Cancun, Playa del Carmen

Søren: Tuxtla Guirrez - varm by i staten Chiapas, nær grænsen til Guatamala.

Philip: Villahermosa: byen med stenhovederne og den forbandede hede.

jeg kom ud og blev modtaget af min nye familie bestående af en storesøster, en storebror (som efter 2 uger skulle til Frankrig), en lillesøster og en mor og en far. Moren græd og omfarmede mig. Alle gav mig kys og kram. Jeg mødte Soléne's familie, som talte meget godt engelsk. Mig og min familie tog afsted. Lillesøsteren sad på skødet af moren hele vejen hjem. (det er 3 timer for at komme ud af mexico City, og dernæst 1½ for at komme til Puebla. Der blev bedt og takket til Gud i bilen da vi kørte ud af Mexico City og igen da vi kørte ind i Puebla.

Vi gjorde holdt i et grummer sted for at gå på toilet hvor jeg fik stukket noget papir i hånden og fik at vide at jeg ikke skulle sætte mig på brættet. vi købte mad på vejen hjem og spiste så i deres (meget) mexicanske hus hvor der hang et banner som velkomst. Vi gik i seng klokken 2, hvor jeg sov som en sten hele natten.