Profile
Blog
Photos
Videos
Hey hey allesammen
Det er lykkedes at finde en computer med tilsyneladende fungerende Internet her i Arusha (maa gerne laeses lidt med overbaerenhed i stemmen) - nu maa vi se om jeg bliver smidt af foer end beskeden er sendt :P
Kilimanjaro: De haardeste 24 timer i mit liv. Maaske med undtagese af at blive foedt... Det var fysisk haardt,
men gjort mange fold vaerre af, hvor daarligt man har det, naar man stiger op i hoejderne.
Inden den sidste opstigning paa 1200m havde vi (Morten, vores irske sidstemand Mark og jeg) ca. 6 timer til at sove efter en lang dags gaatur (kombineret klatretur) paa en 8 timer. Vi var faktisk begge en smule overraskede over, hvor meget vi havde klatret for at komme frem.
De 6 sovetimer brugte vi paa en kort lur og ellers paa kvalme og hovedpine. Jeg kastede kun op en enkelt gang takket vaerre Marks kvalmestillende og Morten, der havde taget en tur aftenen inden, havde det vaesentligt bedre, men var ogsaa kvalm.
Fra vi begyndte at gaa ca. kl. 24, husker vi alle tre alting som maerkelig virkelighedsfjernt. Det er foerst nu, et par dage efter, at det begynder at synke ind. Alle gik i moerket med deres pandelamper - eller Mortens var i stykker, og min var saa svag, at jeg byttede med en guide og fik hans. Det betoed, at selvom vi gik i moerke, kunne vi fra start se en slange at lysende smaa pletter op af bjerget, hvor vi gerne skulle frem. Det virkede paa en maade utroligt naert, men da man kun kunne tage baby-skridt, utroligt fjernt. Hver gang vores guide saa en af vores pandelamper pege opad i retning mod lysende, gentog han: 'Don't look. Youre gonna give up. Don't look at the lights.' Selv gik jeg i den maerkeligste taage. Det var som om, jeg faldt i soevn et kort oejeblik for hvert skridt, jeg tog. Jeg var svimmel og kunne kun tvungent holde fokus paa 'baby-skridt, baby-skridt
baby-skridt...' Jeg kunne vaere kommet meget galt af sted, hvis ikke jeg havde haft et fast greb i den ene guides haand og Morten bag mig til at skubbe mig paa plads, naar jeg haeldte mod kanten.
De foerste timer vi gik, holdt Morten mig om hofterne, styrede mig og skubbede mig frem, selvom jeg forsoegte
at faa ham til at gemme kraefterne i stedet (der var kun kraefter til en meget svag protest, og jeg satte faktisk stor pris paa hjaelpen!).
Maerkeligt nok, fik jeg heldigvis lettere ved ikke at falde i soevn, jo laengere vi gik. Maaske fordi jeg rystede af kulde, traethed og kvalme.
Vi tre fulgtes med 2 guides, og da jeg havde det daarligst, fulgtes jeg paa et tidspunkt med den ene guide.
Jeg fik indhentet drengene, og paa det tidspunkt var Mark saa smadret, at han overtog min guide, mens Morten og jeg gik med den anden guide. Vi havde ikke talt om det paa vejen, men da vi naaede Stellapoint i solopgangen, og vores guide spurgte os, om vi ville fortsaette de sidste ca. halvanden time til toppen, kom der et ret prompte 'ja' fra os begge. Vi var der ca. kl. 8.30.
Mark stoppede ved Stellapoint (naesten toppen, mange naar ikke engang hertil, og dem der goer er seje!!). Morten og jeg naaede det begge til Uhuru peak, som er Afrikas hoejeste punkt.
Toppen: Man har ca. 5 min. naar man naar det oeverste punkt, da luften er meget tynd, og man vil undgaa at hoejdesyge for alvor saetter ind. Vi begyndte altsaa hurtigt nedstigning efterfoelgende. Jeg havde det overraskende godt paa det tidspunkt (efter omstaendighederne og mit udgangspunkt). Morten havde det ikke saa godt.
Vi gjorde meget for at vores rygsaekke skulle veje saa lidt som muligt og havde faaet besked paa kun at baere hver 3 L vand. Morten havde de andre dage drukket mere en det dobbelte af den anbefalede maengde vand,
men guiden havde insisteret paa, at selv han kun ville faa brug for 3 L pga kulden. MEN selvom vi havde faaet at vide, vandet ville fryse til is, kom det aldrig saa vidt: Morten naaede at drikke baade sit eget og mit vand allerede paa vejen op (what a gentleman ;). Nedstigningen var meget lang, og meget af vejen skulle vi kure ned af en lang grus-skrant (ja, den var vi tidligere gaaet op ad :P Adr, hvor haardt!!). Det kraevede meget, og til sidst var det ikke forsvarligt at lade en dehydreret Morten dingle videre ned ad en naesten lodret sandkasse.
Taet paa lejren, hvor vi skulle holde en times pause (ingen pauser foer), maatte vi derfor stoppe og vente paa en baerer, der kom med vand og sukker til ham. Det hjalp straks. Den soede baerer havde taget annanas juice med til mig ogsaa :) Tror han havde luret, jeg er meget glad for annanasjuice.
Jeg glaeder mig til at vise de mange billeder, selvom det nok ikke bliver foreloebig med den hastighed, vi har Internet :) De foerste dages vandreture var meget, meget smukke. Landskabet skiftede svarende til 4 klimazoner, og da vi foerst kom over skyerne, var solen saa staerk, at vi kun kunne gaa helt tildaekede og med faktor 30 i ansigtet - alligevel er vores naeser meget skaegge at se paa nu :) Det var helt fantastisk, da vi begyndte at kunne se den snedaekkede top paa vores rute. Vi er meget glade for, at vi fik oplevet Kilimanjaro inden sneen er smeltet.
Det lykkedes mig at blive endnu mere syg, da vi kom ned. Vi fik rykket safari og tog et smut paa hospitalet. Vi ville lige udelukke malaria, da jeg fik ca. 20 myggestik inden vi tog op paa bjerget (og for oevrigt havde alle symptomerne med undtagelse af ikterus. Hmmm...) Vi begik bare en fejl, da vi valgte taxa. Vi fandt nemlig en taxachauffoer, der ikke kunne taenke selv (eller gerne ville tjene ekstra penge). Han koerte os til et hospital ca. 40 min. koersel vaek. Det var meget ude paa landet og meget primitivt. De konstaterede, at de ville indlaegge mig og starte malariabehandling med det samme, MEN de ville anbefale os at koere til deres soester hospital for indleaggelsen --> Det viste sig at ligge 5 min.s gang fra, hvor vi boede, at vaere ca. 1 aar gammelt og top amerikansk high-tec!! Det var alt i alt spild af en del timer, penge og taalmodighed, men en kaempe lettelse. Efter en raekke prof. proever konstaterede de paa det 'rigtige' hospital, at jeg havde madforgiftning, gav mig et drop saltvand og sendte os hjem med en omgang piller og elektrolytter. Morten havde lidt af det samme, og sammen har vi de sidste par dage ligget i sengen og nydt godt af ciprofloxacins effektivitet. Nu har vi det flyvende, og vi tager paa safari mandag.
Vi har ikke faaet meget sol i vores langaermede troejer og jeg glaeder mig efterhaanden til det solrige Zanzibar.
Det bliver efter Safari. Jeg beder en stille boen til, at det er turistet nok til min bikini kan tages i brug for foerste gang paa turen. Spaendende, da Zanzibar faktisk er hamrende muslimsk og den hellige Ramadan begynder
ca. den 11. aug - et par dage inden vi ankommer.
- comments