Profile
Blog
Photos
Videos
D. 28/02 - 2010
Fiji - Nadi
Shuttlebussen afgik planmæssigt til lufthavnen, flyet fløj til tiden osv. Alt godt. Hørte pludselig om jordskævl i Chile ved et tilfælde og de voldsomme tsunamivarsler. Øv. Det skabte lidt forvirring, da vores hostel på Fiji lå på stranden. Langt om længe blev varslen afblæst.
På Fiji foregår alt i et andet tempo - Fijitime - hvilket vi virkelig fik at føle i lufthavnen med masser af køer bare for at komme udenfor. Pyh, det var varmt fra første færd. Vi blev lidt skuffede, da vi så at vejrudsigten havde ret. Det regnede, det stod ned i stænger. Øv. Fandt gratis transport til vores hostel - Smugglers Cove, dejligt. Det var et rigtigt fint sted lige nede på stranden. Der var både restaurant og bar. Om aftenen var der ildshow med dansende stammemænd og Bula-piger. På Fiji hilser man BULA når man møder nogen. Vi listede os ud i mørket efter det store show og dyppede vores tæer i vandet. Det var så varmt! Føltes som om nogen lige havde tisset i vandet ved dine fødder :). Vejret klarede stille op.
Næste dag gik det op for os, at vi havde stillet vores ur forkert - nåede med nød og næppe morgenmaden! Senere på dagen fik vi ordnet en masse praktisk, bl.a. hvordan vi skulle komme ud til Fijis dovne livsnyderparadis på de små øer. Efter lange overvejelser købte vi en billet som gave os både transporten med færge og småbåde ud til øerne, samt overnatning (i dobbeltværelse, ikke dorm) og mad tre gange dagligt. Dette ville give os en kæmpe rejsefrihed, da man først booker sin næste overnatning på færgen når man er på vej til øen. (kostede 871 Fijidollar pp. : / ) Denne beslutning blev vi meget glade for i de 7 dage og 6 nætter vi havde. Vi fik hævet kontanter til ugen, da der ikke kunne bruges visa på øerne. Tog forskud på glæderne og lå lidt i hængekøje ved stranden mens der blev lavet backup af billederne fra New Zealand.
I et par dage snakkede vi med to flinke norske drenge og to svenske piger. De havde en masse gode råd til os mht. hvilke øer og lodges vi skulle tage til, da de havde været ude på øerne. Vi hyggede os den sidste aften med dem ved et skandinavisk bord i baren.
D.2/03 - 2010
Yasawa Islands
Yasawa Islands hed den ø-gruppe vi skulle til. Det var utroligt smukt allerede på vejen derud. Filmen Cast Away med Tom Hanks er optaget på én af øerne.
Vi var tidligt oppe og kom med bussen til katamaranen, The Flyer. 4,5 time tog det at komme allerlængst ud til vores ø. På vejen passerede vi en masse andre øer, nogle af dem skulle vi til senere på ugen. Vi sad på soldækket, godt smurt ind i solcreme og nød udsigten. Vejret var helt fantastisk, høj sol og varme. Øerne vi passerede var nogle af dem ikke større end at man kunne løbe rundt om dem på 5 min. Vandet var turkisblåt, sandet helt gult og himlen klar blå. Nabua Lodge hed vores første overnatningssted. Vi kom fra katamaranen over i en lille speedbåd med vores bagage og sejlet 15 min. ind til en strand, hvor vi det sidste stykke skulle træde ud i det azurblå vand og gå i land. Mennesker kom hilsende imod os - Bula med en blomst i håret :) ! Vi fik tildelt værelser og Malthe og jeg fik den fornemste hytte med den flotteste udsigt ned til vandet fra vores terrasse. Maden var generelt okay - man fik små portioner og usandsynligt lidt kød og frugt. Trist, men det var ok. Nogle tema-aftner var der heldigvis gjort lidt mere ud af det ( såsom bbq-nigths og mad-lavet-under-jorden-aften). Vi lejede snorkeludstyr og satte ellers af sted ud i det varme vand. Sikke mange flotte, farverige, fantastiske fisk, koraler og søstjerner vi så. Vi tog vandkameraet med og skød løs - gad vide om vi fangede noget på billederne ;)
Vi mødte på Nabua Lodge to danskere, begge havde studeret på DTU så Malthe fik sig en lang snak med dem om hvordan det var og hvad de lavede nu. Om aftenen snakkede vi med et sødt ungt engelsk par, Sara og Louis. De var flinke og vi mødte dem igen senere i Nadi. De havde en masse råd til vores rejse i Australien - smart. Pludselig skulle vi alle rejse os op efter maden - så skulle der danses! Bula-danse. Malthe nåede ikke at flygte denne aften, men det var nu meget hyggeligt.
Næste dag var der havregrød og kage til morgenmad - ganske almindeligt på disse øer. Vi havde bestemt os for at ville på villagevisit og møde byens høvding og generelt se hvordan de lokale boede. Det var en ganske fin tur, hvor vi fik købt lidt smykker af landsbyen kvinder, som havde spredt deres ting ud til små lagner under byens store træ. Det var en hyggelig oplevelse!
Senere på eftermiddagen gik vi lidt hen af stranden. Efter ca. 10 minutter stødte vi på en lille hytte som hver eftermiddag solgte te/kaffe og nybagt kage. Dette sted lå ganske ude i ingenting og alligevel kom der folk.
Om aftenen skulle vi smage Kava for første gang efter den store BBQ. Der var pyntet op med friske blomster og der blev spillet guitar og sunget.
Kava er en lokal drik lavet på en plante der hedder Kava. Man lavet pulver ud af plantens rødder og vasker dette ud i vand. Der ligner mudder og ser ikke særligt indbydende ud. Mange mennesker på Fiji er i dag afhængige af Kava, da det har en afslappende/euforiserende virkning. Vi smagte det og vores tunge begyndte at summe lidt. Smagen var lidt som lakridsrod og jord i vand. Uhm :) . Dagen efter var vi trætte. Vi har mødt en meget dygtig fotograf fra Holland - Ado, som senere vil putte nogle billeder på sin blog fra Fiji af naturen. (www.adoland.nl).
Så kom turen til næste øhop til Long Beach. Dette sted havde vi hørt en masse fantastisk om og sikke dejligt der var. Stranden var helt fortryllende med blåt klart vand. Igen fik vi den bedste hytte lige ned til vandet. Dagen gik med at svømme og bade. Vi mødte et sødt dansk par som vi så DVD-film (b-film) med i vores sandgulvs-spisestue på small-screen (et lille-bitte tv) sammen med de lokale.
Dagen efter valgte vi at tage på fiske-tur! Super spændte tog vi af sted i en lille speedbåd, ud "to hand line fish". Jeg har aldrig fanget en fisk, men fangede hele 3 farverige fisk på denne tur. Malthe fangede desværre ikke nogen. Om aftenen fik vi så de fisk vi havde fanget til aftensmad (også Malthe, selvom han ikke fangede nogle :D). Det var en hyggelig tur. Om eftermiddagen så vi en Coconut Demo. Det var spændende. En lokal ung fyr forklarede en masse om hvordan de på Fiji igennem tiden og stadig i dag bruger hele kokos-palmen. Vi fik smagsprøver på både den grønne og brune koskosnøds saft og kød. Vi fik set trick til hvordan man åbner nødderne (Malthe havde allerede der brugt mange timer på at åbne et par nødder vi havde fundet uden for vores hytte :) ). For første gang på vores rejse mødte vi et tysk par som var direkte ubehageligt negative. De havde rejst i 4 måneder på Bali, i Asien og New Zealand og de havde ikke brudt sig om noget som helst af det endnu! Vi snakkede kort med dem, prøvede at forklare at vi syntes godt om Fiji, men det smittede ikke af. Vi forduftede så hurtigt vi kunne og gik en tur på stranden. Der var den smukkeste stjernehimmel nogensinde. Det var så super klart, at mælkevejen lyste helt op. Romantisk :)
Dagen efter snorklede Malthe sig en tur. Han så fantastisk flotte fisk. Jeg skrev postkort og læste i min hængekøje i solen. Om eftermiddagen skulle jeg til Basket Weaving (kurvefletning), men jeg tog Malthe med. Han blev en stor hjælp. Vi skulle flette en lille strandkurv ud af et kokospalme-blad. Det var helt hyggeligt at sidde der og flette. Kurven blev ganske nydelig.
På den næste ø vi kom til skulle vi bo på White Sandy Beach. Igen endnu et palmefyldt paradis. Underholdningen af de ansatte om aftenen slog alt. De var så energiske, veltrænede og glade. Sjovt at se deres danse og udklædninger. Om aftenen skulle der så pakkes for alvor. Sidste aften på øerne…øv.
På færgen mod the main land dagen efter mødte vi Sara og Louis (det engelske par) igen. Vi fulgte med dem til deres overnatningssted, hvor vi købte en plads i et dorm. Superbilligt hyggeligt sted. Ejeren var halvfordrukken hele dagen, men han hyggede sig sådan med at dele gratis øl ud til alle om aftenen. Vi nød det, men føj hvor han dog lugtede af sprut morgen og aften.
Dagene gik hurtigt på Fiji for vi havde, trods vores afslapningsidé, hele tiden lyst til at snorkle, bade, gå ture, læse og lure i hængekøjerne. Så det var rent faktisk afslapning hele tiden, men det gik bare så stærkt. De lokale ansatte på øerne lavede ofte underholdning i form af dans, guitarspil og sang.
Ude på disse øer var der kun strøm ganske få timer dagligt, de solgte ingen postkort eller mad og der var ingen internet eller mobilnetværk. Ganske hyggeligt/uhyggeligt for en gangs skyld ikke at kunne kontaktes overhovedet. Når vi skulle spise blev der trommet på trommen - så kunne man lige svinge et håndklæde omkring sig når man skulle snøvle sig op til spise-bordene fra vandet eller hængekøjen ;) Vi nød stranden, vandet og solen. Fiji er helt sikkert som på postkortene ;)
- comments
Marianne Jeg er allerede ved at regne ud, hvor gammel jeg bliver nødt til at blive. Jeg har 6 ugers ferie pr. år, så hvis jeg skal opleve en brøkdel af alle de ting, I oplever, må jeg satse på et godt helbred 80 år frem endnu... Det er dejligt at læse jeres dagbog og vildt så meget I finder ud af ved andres og ikke mindst egen hjælp. Fortsat god rejse.