Efter en god nats søvn i en alt for stor seng begav vi os ud af værelset for at få vores morgenmad. Denne ville vi indtage sammen med hotellets andre gæster i restauranten på 4. sal. Men i stedet for en hyggelig penthouse restaurant, fandt vi et koldt og tomt rum med nogle borde. En tjener tog imod vores ordre. Et forsøg på at holde sig varm i trækvinden på taget, imens Rasmus ventede på sine æg og toast, og Sif på sin "curt" (form for yoghurt) med cornflakes. Efter at have spist morgenmad tog vi en autorikshaw til Amritsar største seværdighed - Det Gyldne Tempel.

Det Gyldne Tempel ligger midt i en hellig sø, omringet af hvide mure, med smukke tårne og gyldne spir. Vi blev da vi steg ud af rikshawen overfaldet af folk som ville sælge os tørklæder til at dække håret inden vi gik ind i templet, men det ville have været spild af penge (hele 20 Rs = ca. 2 kr), da Sif allerede gik med et tørklæde, og Rasmus gratis kunne låne et ved indgangen. Vi stillede skoene inden vi bevægede os langs de tæppebelagte marmorgulve ind gennem helligdommens hvide porte. Rundt omkring stod turbanklædte shik-vagter med jernspyd og sabler, så det var virkelig som om at træde ind i en anden verden, en anden tid. Hvis ikke det lige var for de mange pilgrimme som tog billeder af hinanden med diverse smartphones og kameraer. Andre pilgrimme tindsamlede vandet i dunke eller tog sig et forfriskende bad. Efter at have gået en runde omkring templet og søen kunne vi komme ind i selve templet ad en lang gangbro. Templet i sig selv var meget imponerende med sine tre etager og flotte udsmykning (både i guld og rødt) ude og inde. Men vi gik rundt udenfor havde vi hørt en messen over hele området, som blev antaget til at være en optagelse, men da vi kom ind i guld templet viste det sig at være live! Her sad flere Shiker og sang og spillede musik. Andre læste, bad eller mediterede. Det hele var en meget spændende oplevelse.

Efter besøget i Det Gyldne Tempel begyndte det at regne… virkelig regne! Så vi fandt en lille vegetarrestaurant, hvor vi fik frokost. Herefter besøget vi en mindepark for ofrene af en massakre begået af den engelske kolonimagt, i forbindelse med Indiens - og herunder Gandhis - kamp for selvstændighed. Vi så blandt andet en film i en af parkens bygninger, hvor vi fik hele historien at vide.

Hele dagen var vi blevet tilbudt en deletaxa til den pakistanske grænse (for at set et ceremonielt vagtskifte, så hen ad eftermiddagen blev vi stuvet ind i en lille bil sammen med 3 indiske arrangører, 2 ældre indere, et indisk par og deres datter, et ungt tysk/belgisk par, en amerikaner samt en irer. Så at sige, at vi sad tæt er ingen underdrivelse!

Efter en times hård kørsel nåede vi grænsen og begav os gennem en række sikkerhedskontroller, før vi endelig kunne finde nogle pladser på en halvtom tribune for udlændinger. Tribunen for etniske indere var derimod fyldt til bristepunktet, med heppende og hujende "patriotiske" indere, som jublede, hver gang der skete noget. Heldigvis var regnen holdt op, så det var ikke noget problem, at det vagtskifte vi skulle se, foregik for åben himmel. Ceremonien var såmænd underholdende nok, med masser af soldater med sjove "påfugleagtige" hatte. Det gav overdreven honør og lavede nogle underlige march og spark, hvor de ramte sig selv i hovedet. Så nærmest dansede de hen til grænseporten - hvor pakistanske grænsevagter samtidig udførte et lignende ritual - hvorefter denne blev åbnet, og soldater fra begge lande ceremonielt provokerede hinanden, for til sidst at give hånd, og udføre en ceremoniel flagnedtagning. Efter ceremonien tog vi samme proppede deletaxa hjem, og vi afsluttede dagen med aftensmad med amerikaneren og ireren, hvorefter vi måtte hjem og tidligt i seng, da vi næste dag skulle tidligt op og afsted til Varanasi. Alt dette på en dag!