Profile
Blog
Photos
Videos
Man har jo et standpunkt til man tager et nyt, siger man.
Og vi ville jo prøve det der med blot at finde et sted at sove, når vi kom frem til en ny destination, men det virker ikke for os!
Da vi forleden nåede frem til Charleston fem minutter i tusmørke, var det bare stressende ikke at vide, hvor vi skulle bo, så da vi i går kiggede på den videre tur, besluttede vi at booke hoteller for de nærmeste dage, pyha så er det i hus. Tillige er det også langt billigere, når vi fx. gør det via booking.com.
Så med fred i sindet satte vi i morges kursen mod Savanna, der ligger ca. 150 km fra Charleston, men i staten Georgia. Turen i sig selv er der absolut intet at sige om, hvilket for mit vedkommende kan tilskrives at jeg sov det meste af tiden, men Peter er af samme opfattelse. Det var blot grønt og lige ud af landevejen.
Vi ankom til vores hotel Staybridge Suites omkring kl 12, hvilket naturligvis var for tidligt til at tjekke ind, men uden problemer fik vi en parkeringstilladelse og så var det bare at gå på opdagelse i byen. Det der med at gå, blev dog hurtigt til en åben bustur, fordi vi blot har en enkelt dag her, og derfor gerne vil have det meste ud af den. Så vi købte vi en dagsbillet til Old Savannah Tours og så var vi kørende!
Vi fik en masse informationer, vi ikke selv ville have kunne have fundet, og derudover fik vi også en fornøjelig tur med en masse amerikanere. Først blev der spurgt til, hvor man kom fra, og der var vi naturligvis vældig eksotiske fordi vi kom SÅ langt væk fra, derudover blev det afsløret at et par var blevet gift i går og en anden havde fødselsdag, og så klappede vi alle sammen, virkelig hyggeligt og anderledes.
Lidt om Savannah, der helt klar er en langt mere charmerende by end Charleston.
Savannah er den fjerdestørste by i Georgia. Den blev grundlagt i 1733. Tidligere var produktion af bomuld og udskibning heraf største erhverv.
Idag er Savannah et industrielt centrum og en vigtig Atlanterhavshavn. Derudover er turismen også et stort erhverv på grund af bl.a arkitekturen og de mange historiske bygninger.
Her er utrolig smuk med små grønne oaser overalt. Her gror nogle særlige egetræer, der er meget gamle og hvor kronene nærmest danner et tag over det pågældende område. Fra disse og andre træer hænger der spansk mos. En mærkelig, men helt uskadelig plante for værtsplanten. Det er en plante, der primært findes i Florida, men vi er jo også ved at være tæt på. Det ser fantastisk ud i virkeligheden, og måske kan man få et indtryk via billederne.
Da turen var slut satte vi os på en lille græsk cafe med udsigt til floden for at få lidt frokost. Det første der kom på bordet var en kurv med brød. Ikke blødt lyst og sødt amerikansk brød, men skiver af helt almindeligt flute med sprød skorpe. Yes, hvor var det skønt.
Jeg fik en lille græsk salat, som på ingen måde var lille i vores optik, bare helt almindelig, Peter fik en....ja, det var ligesom et pitabrød med kød, salat etc. i. Den søde servitrice var dog meget uforstående overfor, at vi ikke skulle have mere mad
Senere på dagen gik vi hen til vores hotel, og fik en lur. Noget af det jeg savner herovre er at kunne sove for åbent vindue, men vinduerne kan ikke åbnes. Og air condition forstyrrer os begge med støjen, så nu var jeg altså blevet lidt træt.
Men vågne og friske skal vi nu ud og se lidt på Savannah ved aftentide.
- comments
Jørgen Hej Dorte og Peter. Det er meget spændende at følge jeres tur og høre om jeres oplevelser. Jeg har lige zoomet mig ind på jeres Hotel i Charleston og kan godt forstå i brugte taxi. Skriv gerne adresserne på jeres overnatningssteder; det er jo sjovt at se hvor I befandt jer. Når man i Charleston så houses in colonial style og hestevognene faldt tankerne lidt tilbage på Borte med blæsten og den smukke Scarlett og hvad de nu hed. Kan I fortsat have en god tur. I har jo en lang biltur foran jer. Fondly Mor og Far/Gurli & Jørgen samt Sandy
Anne-Marie Aakerlund Nå .... jeg fandt frem til jeres blog alligevel, så se bort fra min besked på Facebook. Dejligt at I nyder jeres ferie ... og ja, det er noget så irriterende ikke at kunne sove med åben vindue. Vi var lykkelige, da vi kom til Washington, for der kunne vinduet åbnes. Altid rart med en organiseret tur ... og ja, man møder så mange rare mennesker. Hils mange gange. KH Anne-Marie P.s. Imponerende, at I har tid til at skrive denne blog :)