Profile
Blog
Photos
Videos
D.11/1-10
FUUUCCCKK... Jeg vågnede op til styrtende regn og jeg havde intet tag over hovedet. Alt var vådt. Jeg var våd. AHHHHH..... Hurtigt sprang jeg op, tog jeg jeg kunne bære under armen og løb ind med det undet brændeskuret. Frem og tilbage indtil alt var væk, bortset fra mit halv-telt. Gad ikke løsne det nu. Jeg smuttede selv ind under brændeskuret og tjekkede mit ur. s***! Kun halv fem.... For tidligt at vågne og jeg gad ikke gå ud i det vejr. Jeg pakkede mine ting ned i tasken, de var ikke blevet alt for våde, og puttede et gult regnbeslag over tasken. Det dryppede ned flere steder gennem taget, men jeg fandt en cirka snoet plet jeg kunne ligge på, men jorden var fyldt med træ og meget ujævn, så jeg rodede rundt i træbunken og fandt en stor flad træplade, som jeg kunne ligge på. Jeg fandt en presenning som jeg lagde over mig og soveposen, så jeg ikke blev mere våd end jeg allerede var. Selvom jeg var i ly, dryppede det stadig ned og "udenfor" styrtede det ned, så det hjalp ikke meget. Jeg var stadig for træt til at mugge over vejret, så her på træpladden faldt jeg i søvn, i et åbent brændeskur. ZZzzz...
Jeg vågnede op igen omkring ved halv syvtiden og virkeligheden kom pludselig tilbage til mig. Grrrr..... Jeg var våd, jeg var kold og det smådryppede stadig. Langsomt og dansede, kom jeg ud af soveposen og gjorde mig klar til at tage afsted. På den anden side af vejen, var en tankstation, som lige var åbnet op. Jeg bad om nøglen til badeværelset, hvor jeg friskede mig op og bagefter købte en mini-tærte med kylling. MUMS!!!!
Op på cyklen og ned af den lille sti, som skulle føre mig til den næste vulkanske park, men blot 1 km op af vejen så jeg et skilt, hvor der stod "Mud Pools". Jeg stoppede og tænkte at det måtte jeg hellere tjekke ud, før jeg fortsatte. Og ganske rigtigt. Her lå en kæmpe muddersø og bobblede, og gratis!!! Fedt! Det var faktisk den eneste grund til at jeg ville ind i den anden park. Tjaa... Der var jo gejseren, og søerne så jeg igår. Havde ikke lyst til at se en bunke jord, spytte noget varmt vand ud i ti minutter for 40 dollars, og nu havde jeg jo set muddersøen, så jeg var faktisk tilfreds.
Så med en lille ændring i planen, vendte jeg cyklen og kom ud på hovedvejen igen. Næste stop Taupo. Der var faktisk kun en speciel i byen, som var værd at se. Byen lå tæt på en kæmpe sø, og vejen omkring den var utrolig flot. Mang havde fortalt mig, at byen var et besøg værd og siden den lå på min vej, var det da ikke nogen helt dårlig idé :-p.
Men det at cykle med en helt almindelig cykel kan have sine ulemper. Hvis man fra starten af skaffer sig en ordenlig cykel til området, har man masser af gear til bakkerne og vejret. Man har tasker, så man kan fordele vægten rigtigt. Og man har tøj, men ved sku ikke hvad det skal gøre godt for. Jeg vil bare nyde turen og landskabet, og får ikke et bedre indtryk af New Zealand, hvis jeg køber en mindst 200 dollar cykeltrøje. Jeg tror min økonomi vil gnave røven af mig, men det er kun min mening. Men ja, med min helt almindelige genbrugscykel fik jeg pludselig problemer med vejret. Jeg havde en stærk modvind og selv når jeg kørte ned af en bakke, gik jeg næsten i stå. Jeg kæmpede hårdt og følte at jeg ikke kom nogen vegne, så jeg måtte ty til det værste for en cyklist. Jeg hoppede af og trak de værste steder. Jeg hoppede op igen for at prøve, men vinden var stærk og efter et par timer i en hård modvind, var min styrke næsten forsvundet, så jeg kom ikke langt. Det var efter at jeg endnu en gang hoppede af, at en støvet bil stoppede foran mig og en fyr med skæg og en støvet stråhat hoppede ud. Han ville give mig et lift mod Taupo. Fedt!!!! Jeg takkede ham mange gange, og han gjorde en stor indsats for at fjerne alle hans tasker fra bagagerummet og få min cykel smidt derind. Med det ene hjul hængende ud og taskerne på bagsædet kørte jeg med mit nye lift mod Taupo. Fedt, hvordan tingene kan tage en heldig drejning.
T var en 23-årig fyr fra Holland, og rejste rundt alene i en bil gennem hele New Zealand.
Vi kom til Taupo og kørte lidt rundt, han var utrolig nem at snakke med og vi blev begge enige om, at vi faktisk ikke vidste hvorfor vi var her. Vi havde kun fulgt rådet fra andre. Byen var virkelig hyggelig, ingen tvivl om det, men alt hvad havde noget med turisme at gøre, sværmede rundt om søen. Der var bjerge omkring søen, hvilket gav udsigten en fantastisk drejning. Ville elske at bo her. Men at blive her og bare slappe af, var ikke i mine tanker lige nu, havde brug for at strække mine ben, og det var her T fortalte mig om hans næste planer lidt syd for Taupo.
Et sted kendt som "The Tongarrio-crossing". Det var en heldags hike, og første var lidt ligeglad, indtil han fortalte mig, at bjerget "Mt. Doom", fra Ringenes Herre, var i midten af det hele. Han ville klatre det, jeg ville bare se det. Men det var her jeg fik blod på tanden, og valgte at tage med ham, men jeg havde en cykel problem. Jeg var glad for at cykle rundt, men jeg savnede at blaffe og det meste af min cykeltid, havde jeg faktisk tilbragt i en bil så hurtigt og i en euforisk tilstand valgte jeg at sælge min cykel her og nu. T var til min store overraskelse meget tålmodig og fulgte mig i bilen, mens jeg cyklede rundt gennem hele byen og stoppede flere mulige steder hvor jeg kunne sælge min cykel. Men alle steder sagde de nej, så jeg tog i "Warehouse", hvor jeg ville købe en ny cykellås, som jeg jo havde mistet i mit forsøg på at komme mod byen Themes, på min første cykeldag.
Intet held, så vi besluttede at tage den med på vores rejse. Så ind med mig på forsædet og afsted tog vi ud af byen. Farvel Taupo. Vi fulgte landevejen, hele vejen rundt om søen og mod syd, lidt mod vest. Vi stoppede ved Burger King, hvor vi købte host host aftensmad og nød måltidet, på den lokale parkeringsplads. Videre gik det. Vi kom langt ud på landet. I midten af nordøen var en stor plet af landet, dækket af ørken. Ikke en sandet ørken, men en busk steppe ørken. Men det var flat, med et par bjerge i baggrunden.
Vi endte op i en støvet skummel by, som bestod af fire barer, et supermarked, en togstation og max ti huse :-p. Og jeg som troede vi havde små huse. Vi købte ind for vores morgen-hike, tog på baren "snaps", hvor vi fik en øl... ahmmmm.... Og tog videre ned mod begyndelsen af hiket. Det var en øde 6 km lang sidevej og da vi endelig kom derhen, var vi så isoleret, som salaten i et amerikansk køleskab :-p. LOL.... Der var ingen huse, ingen mennesker, ingenting. Til venstre rejste Mt. Doom sig stolt i horisonten, med lidt sne på spidsen. Det var der, vi skulle hen. Vores hike var omkring 19km lang og vi havde brug for at blaffe tilbage mod bilen. Det var her vi skulle sove. I bilen, med hvert vores forsæde lagt ned og så var planen at vågne tidligt og begynde ved fem tiden. Wupiii :-S.
Der skete intet, siden jeg fortalte ham at han skulle holde sig til sin side... Ha ha... LOL.... Men han var god at snakke med og jeg har gennem hele min rejse været så heldig med så mange mennesker, at det er helt overvældende, hvor imødekommende verden kan være.
Vi faldt begge i søvn til lyden af radioen i baggrunden.... Zzzzzz....
D.12/1-10
T's mobil vibrerede ved femtiden. Han slog hårdt på den og til vores begge lettelse, døde lyden indtil syvtiden, hvor vi begyndte at røre på os. Min cykel havde jeg smidt i græsset ved siden af bilen, og over den lå et tykt lag frost. Wauw... Var glad for at jeg ikke camperede den nat. Jeg tog to par bukser på, handsker, hue, tre bluser og min gode vindjakke. Klar!!! Afsted gik vi. Strækningen var omkring 6 km lang før at vi kom til roden af Mt. Doom. T vendte sig om, og med et stort smil alene, fik han mig overtalt til at følge ham til at klatre op af den 2200meter høje aktive vulkan. Min første klatring overhovedet og jeg fulgte bare ham. T var meget fit, men han var også meget tålmodig siden at jeg knap var så hurtig, hvilket jeg værdsatte meget.
Det var hårdt og stenene var meget løse. Hver gang vi tog et skridt, gled vi næsten et skridt tilbage og bjerget var stejlt, så da jeg var halvvejs, fandt jeg mig selv kravlende op af bjerget. Go' Stine!!!! Der var sne på bjerget og i ny og næ, smed vi snebolde efter hinanden, hvilket lettede meget, når det var så fysisk hårdt at klarte op af en aktiv vulkan uden udstyr. Men tror kun at det var mig, som følte det var hårdt :-p. Vi stoppede et par gange, når T råbte "KitKat!!!". Og en Kitkat fik vi. At spise lidt chokolade, var den perfekte måde for at få lidt energi ind, når man gjorde noget så udfordrende. Glem dine deller. Små mængder af chokolade gir energi.
Vi klarede det. Og jeg var total stolt. Vi stod på toppen af Mt. Doom, men desværre var det overskyet så vi kunne ikke se noget. På toppen var der en meget stærk iskold vind, og T rendte rundt uden en hue, så til min fornøjelse var der is på hans ører og i hans skæg. Blev nervøs for ham, og sagde at vi hellere måtte få ham ned. Med ekstra testestoron pumpende i blodet, grinede han af mit nervøse udtryk og fortalte at han klarede det fint og var okay. MÆND!!!!! Ahhhh....
Men vi blev alligevel ikke længe på toppen. Vinden var hård og det var totalt skyet, så vi kunne ikke se noget. Og det at komme ned, var faktisk bedste ved hele klatreturen. Vi løb og sprang. Bjerget var så stejlt, at det var det eneste man kunne gøre. Løbe ned. Vi var kommet omkring 50 meter mod højre, og her var der ingen sne overhovedet. Faktisk hele siden var varm og flere steder stod der røg op. Jeg kunne føle varmen gennem mine såler, hvilket gjorde mig lidt utilpas, siden vulkanen jo var aktiv og man ikke helt vidste hvad der ventede én.
Men ned kom vi. Det tog os kun omkring tyve minutter og mange fald. Selvfølgelig faldt jeg. T greb mig et par gange, men jeg landede adræt på røven i det sorte støv, så jeg prøvede ikke at tænke over hvordan mine creme-farvede bukser havde det. :-s....
Da vi endelig kom ned fortsatte vores vandring. Et godt stykke af mine bukser var for lange til mig. De var mudrede og vægten af sne og jorden, tyngede dem ned, så jeg tog en hurtig beslutning og bad om en saks, fra en fyr tæt ved. Så jeg klippede et godt stykke af mine bukser og videre gik vores track!!!
Det næste stykke var mest et bart ørkenstykke, med et par mindre bjerge som vi skulle over, for at komme videre. Vi kom senere til to sovl-søer der begge havde en speciel grønlig farve, og her slog vi os ned for frokost. Mmmm... Tjjaa... Når man vandrer, så er det altid blot toast eller müsli-barer, så ja det var hvad vi fik. Mums!!!
Videre fortsatte det, og sceneriet var ikke en overvældende oplevelse, faktisk ret tørt, men måske var det bare mig. Når man netop har klatret op af en vulkan og løbet ned af det, så virker alt andet ret fladt.
De sidste 5km af tracket var jungel, hvilket var en dejlig afveksling. Der var en ekstra km ud mod hovedvejen og derfra fik vi et lift hen til bilen, og jeg vidste ikke hvad der skulle ske herfra. Jeg havde stadig min cykel, så selvom min plan var tåget, var det nu at jeg skulle sige farvel til T og cykle videre mod min næste destination....
Da vi kom derhen, var min cykel væk!!!! s***! Den var blevet stjålet :-o.
Så sådan endte det med at jeg sad i bilen igen og fulgte med T mod syd. Vi besluttede os for at lede efter en af de opvarmede pool tæt i området, men vi endte med at fare vild og da vi endelig fandt et sted, havde vi kun en time tilbage. Men stadig nok tid... Ahhhhh.....
Bagefter tog vi på en trucker-diner (ja, der var sku ikke andet) og fik sen aftensmad. Var selv totalt udmattet og glædede mig til at få lidt søvn, og heldigvis var T totalt med på den billige løsning. Så vi kørte ud af "byen" (indbyggertal: 3) og fandt en øde afsides plet. Med varme på og tændt radio, småsnakkede vi til godt ud på aftenen og drak øl, fra T's eget private bil-lager. Sådan faldt vi begge i søvn. Utroligt hvor godt man kan sove i en bil... Zzzzz...
- comments