Profile
Blog
Photos
Videos
Tidlig lørdag morgen den 30. marts tog vi bussen fra Puno - turen gik til Bolivia. Da vi nåede grænsen mellem Peru og Bolivia, skulle vi først igennem den peruvianske grænsekontrol, hvorefter vi gik over grænsen til Bolivia. Det er første gang, vi, på denne tur, har prøvet at krydse en grænse på denne måde og det var en noget speciel oplevelse. Efter lang tid i kø hos den bolivianske grænsekontrol fik vi vores 30 dages visum. Som vi sad klar i den nye bus til at køre mod hovedstaden La Paz, fandt vi en iPhone glemt på sædet.. Åh nej. Vi gik straks igang med at kigge efter spor på ejermanden. Dette var temmeligt svært, da alt var skrevet - efter vores bedste overbevisning - på hebraisk! Ad gode grunde forstod vi ikke et ord! Men heldigvis er vi alle tre iPhone kyndige, så vi fik fundet det internationale tastertur og skrevet til en. Personen, vi heldigvis fik fat i, viste sig at være ejermandens kæreste, som var hjemme i Israel. Han ville dog gøre alt, hvad han kunne, for at komme på en løsning. Så da vi kom til La Paz, stod der to piger og ventede på stationen. De ville tage telefonen med sig, da de skulle mødes med ejermanden i Cusco. Alt faldt altså på plads, og de var så glade for vores hjælp. Men selvfølgelig, vi ved hvordan det er at miste ting, og som backpackere må man hjælpe hinanden.
I La Paz tog vi senere en natbus til minebyen Potosi, så tidlig søndag morgen gik vi på jagt efter et hostel. Vi fandt det dejlige Koala Den. Efter at have skaffet os en skøn morgenmad tog vi en lokal bus 20 minutter ud fra byen, hvor der ligger varme kilder. Vi besøgte Ojo Del Inka, som var en stor, rund 30 grader varm sø. Rundt om den lå lokale folk og slappede af på græsplænen. Ellers var en stor beskæftigelse også at vaske tøj i de omkringliggende små varme kilder, hvorefter de hang det til tørre i den friske vind. Vi nød at kunne solbade og tage svømmeture i det varme vand. Vi havde slet ikke regnet med, at det kunne være så varmt i Bolivias højder, hvilket også gjorde, vi kom hjem med lidt forbrændte kroppe. Da vi kom tilbage til byen fik vi handlet ind til en lækker aftensmad: hjemmelavet pandekager med stegte grønsager. Vi elsker, når hostlet har et dejligt køkken, så vi kan hygge hos med madtilberedningen og ikke mindst indtagelsen efter, høhø.
Næste dag startede vi med en overlækker inklusiv morgenmad på vores hostel, hvilket var rigtig godt, for vi havde brug for masser af energi. Dagen stod nemlig i minens tegn. Vi skulle på en tur, hvor vi startede i en minebutik. Her kunne minearbejderne købe alt, hvad de har brug for til deres job (de arbejder nemlig for dem selv) og vi kunne købe de obligatoriske gaver til dem. Bl.a. kunne man købe dynamit og 96% alkohol (som minearbejderne seriøst drikker) Vi holdte os dog til mere rolige ting som sodavand og coca blade.. Derefter så vi hvordan de på fabrikker udvandt de forskellige mineraler fra materialet fra minen. Vi havde selvfølgelig mest fokus på sølvproduktionen, da det er det, byen i sin tid er blevet kendt på. Endelig gik turen til selve minen, som var noget af en ekstrem oplevelse. Gangene startede lige, nogenlunde høje og kolde, men jo længere vi gik ind, jo mere trykkende blev varmen, og vi kæmpede alle med vores vejrtrækning pga. al støvet. Gangene blev mindre og meget lavere. Flere gange måtte vi kravle. Da vi skulle fra 1. etage ned til 3. måtte vi glide ned af en temmelig stejl muddergang. På vej op var det en værre klatretur i det fugtige og klæbrige mudder. Vi så, hvordan de stakkels minearbejderne sled i den og snakkede med flere. To brødre - 18 og 22 år - havde begge startet med at arbejde i minen som 13 årige, så trods deres unge alder havde de allerede meget erfaring. Vores guide var selv eksminearbejder. Den eneste grund til hans karriereskift er, at han kan tale engelsk. Helt ud slap han jo så ikke, og han forklarede, at han igennem dette job indånder samme mængde af giftige og dødelige partikler som før.
At opleve minen og de gruelige forhold minearbejderne arbejder under, vil vi aldrig glemme og det har gjort et stort indtryk på os.
Tilbage på hostlet lavede vi os en god frokost/aftensmad ovenpå dagens oplevelser + et tiltrængt bad. Vi var så beskidte af støv og snavs efter at have været i minen. Om aftenen tog vi en aftenbus til Tupiza helt i syd, hvor vi ankom sent. Ind på et hostel med os, så vi kunne være klar til morgenens nye oplevelser. I Tupiza stod den smukke natur nemlig på programmet. Vi valgte såment at opleve det på hesteryg i hele 7 timer (ja, av av) Men det var alle smerterne i popoen og knæ værd. Hele området var så smukt, og til sidst red vi i eftermiddagssolens beroligende, varme skær, hvilket kun gjorde det mere fantastisk. Naturen her er så enorm og tør, og alligevel dukker der de grønneste træer op og oplyser med sine klare farver. Om aftenen slappede vi tiltrængt godt af, da vi allerede næste formiddag igen var på farten.
Nu stod turen nemlig på Uyuni, hvor vi gerne ville ud og opleve den berømte og største saltørken i hele verden. Men først skulle vi lige derhen.. Det viste sig, at busforbindelserne denne dag var plaget af forsinkelser eller decideret aflysninger pga. strejke, hvilket er meget normalt i Bolivia. Kl 12 - to timer forsinket - kørte vores bus heldigvis og kl. 20 ( frem for kl 16, for turen tog selvfølgelig også lige to timer mere end lovet) ankom vi til Uyuni. På de 8 timer havde vi tilbagelagt sølle 210 km.. De siger vidst lidt om vejene. Planen var at booke en Salar de Uyuni tur, men pga af den sene ankomst, blev det udsat til tidlig morgen og i stedet spiste vi noget god mad og fik en ordentlig nattesøvn på vores nye hostel.
Tidlig næste morgen gik vi ud og hørte det ene turtilbud efter det andet. Ved det bureau, vi valgte, viste det sig, at to søde amerikanske piger - som vi havde mødt på vores Lake Titicaca tur - også havde valgt, så vi sørgede for at komme med samme jeep. Derudover var der også en skør og snaksommelig russer med, som altid var god for en historie om hans kære hjemland eller fra en af hans mange rejser. Det viste sig også, at han var guide i Asien, så han havde taleevnerne (trods hans spøjse engelsk) og han vidste enormt meget om Salar de Uyuni, hvilket var meget hjælpsomt siden vores guide kun kunne spansk. Vi havde 3 sjove dage, hvor vi første dag kørte i saltørkenen og var så imponeret over dette så anderledes landskab. Og så fik vi selvfølgelig også taget en masse af de obligatoriske sjove billeder, hvor man leger med perspektiv. Vores guide kunne måske ikke meget engelsk, men han var en genial fotograf! De to følgende dage kørte vi igen i jeepen, men nu i den omkringliggende smukke og barske natur. Vi havde skønt vejr, blæsende men ikke én eneste sky på den enorme blå himmel. Nætterne tilbragte vi på sparsommelige hostels, det ene lavet af salt! Vi sluttede turen af i varme kilder, hvilket var så skønt, inden 6 timer i jeepen mod Uyuni by. Da vi kom tilbage, spiste vi lækre pizzaer med vores lille 6 mandsgruppe og kl 20 tog vi en natbus mod La Paz.
Da vi her var ankommet tidlig morgen, fundet vores hostel og fået os et tiltrængt bad(!) tog vi på det store søndagsmarked, El Alto. Her kommer lokale for at købe alt mellem himmel og jord. Hvad end du ønsker, kan du få det her, og det var noget af en oplevelse at se. Om eftermiddagen stod den på en meget ny oplevelse: wrestling!!! Det var lidt af en surrealistisk oplevelse at se store mænd udklædt som diverse supermænd eller i andet spøjst tøj, med maske kæmpe mod hinanden. Vi skulle lige vænne os til det i starten, men som tiden gik, og kæmperne blev dygtigere og dygtigere, blev det faktisk rigtigt sjovt. Især da to kvinder i deres traditionelle store kjoler, hat og ballerinasko kæmpede mod hinanden. Stemningen hos publikum - turister samt masser af lokale - steg og var smittende. Sikke en oplevelse. Dagen derpå holdte vi store shoppingsdag. Det var sidste mulighed for at købe lækre ting med hjem fra Bolivia, ja fra hele Sydamerika. Det var en rigtig hyggelig dag, som sled lidt på pengepungen og på stemmebåndet, da der skulle pruttes om prisen. Ditte og Malene tog lige en slapper og fik lavet en farverig manicure for søle 8 Bolivianos (ca 8 kr)
Vores sidste dag i La Paz stod på Death Road! Her cyklede vi 31 km af hvad der er blevet kåret til at være verdens farligste vej. Heldigvis kører kun få køretøjer der længere, hvilket har gjort det muligt for turister som os at mountainbike turen. Vejen var på tidspunkter meget smal og bare tanken om, en lastbil i sin tid har kørt der, er skræmmende - for ikke at tænke på når nogen skulle passere hinanden. Men som en mountainbikerute, var den rigtig god og smuk. Det bumpede underlag kunne dog mærkes i arme og håndled, men vi sluttede turen af på et hotel med god buffet og afslapning ved en swimmingpool. Da vi kom tilbage til byen, fik vi pakket vores rygsæk rigtig godt og derefter ville vi ud og fejre vores sidste aften i Sydamerika. Det blev gjort med l-æ-k-k-e-r mad, kold hvidvin og dessert. Mums! Mætte og trætte sov vi tre timer, før vækkeuret igen ringede. Denne gang stod den på lufthavnen. Efter ca 1,5 times forsinkelse af flyet, kom vi afsted: Næste stop farverige og festlige Miami. Adios Sydamerika - tak for denne gang. Mon ikke vi ses igen.
- comments