Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er der kun 4 arbejdsdage tilbage inden turen går til Iran med Viktors Farmor. Jeg er ved at planlægge indholdet af min kuffert inklusive tækkelige tørklæder. Det bliver spændende tror og håber jeg.
....
Så er det i morgen tidlig fredag den 3. Oktober at der er afgang.
Nu er kufferten pakket og jeg har ladet 1/4 være ledigt, så jeg kan medbringe en pose med legetøj og klæder som vores guide giver os, så vi kan tage det med til udsatte kvinder og børn. Jeg har også selv købt lide legetøj som jeg kan forære væk. Det er lidt spøjst at se der stadig er SÅ meget plads i kufferten. Jeg tænker at jeg MÅ have glemt et eller andet, men det er somænd nok ok... Jeg plejer altid at have alt for meget med....!
Jeg glæder mig men er også lidt spændt. Jeg kender jo ikke nogen af dem jeg skal rejse med, men det kommer jeg helt sikkert til at gøre undervejs. Nu er det sengetid og så er det afsted i morgen tidlig :-)
......
Så er jeg tjekket ind og undervejs. Jeg har fået kufferten fyldt op med de sidste ting som vores søde guide Tina havde med, så NU er den HELT fuld :-)
Mit rejseritual med en Fernet Branca og en kop kaffe har jeg også nået, så alt er godt.
Der var lidt pudsigt da jeg tjekkede ind hos Turkish Airline. Den søde, unge dame bag skranken kunne se at vi var en gruppe der skulle flyve videre fra Istanbul til Shiraz. 'Det må være noget arbejde-agtigt' sagde hun med et smil. Nej, det er ferie - svarede jeg. Også med et smil. Så så hun fuldstændig forkert ud i ansigtet og anede ikke hvad hun skulle sige. Holde ferie i Iran, det forekom hende åbenbart fuldstændig utænkeligt - og hun er nok ikke den eneste der tænker sådan. Lidt sjovt :-)
Nu går jeg til gaten.
.....
Klokken er 03.40 lokal tid og vi er tjekket ind på vores hotel i Shiraz. Det er et meget flot og meget stort værelse jeg har. Sengen er vel ca 2,5 m bred og her er rigeligt plads rundt om. Jeg ved endnu ikke hvordan udsigten er, for her er bælgmørkt udenfor.
Vi havde en fin tur hertil. Først til Istanbul og 5 timer senere til Shiraz. På turen til Shiraz sad jeg ved siden af en kvinde på min alder (tror jeg) og hendes mor. De talte fint engelsk og jeg fik professionel hjælp til at få tørklædet på plads da vi landede.
'I will make you look very beautiful' sagde hun. Meeen jeg ved nu ikke rigtigt... Jeg tror der skal mere end et tørklæde til ;-)
Vi er en broget flok danske damer. Det er udpræget det grå guld på tur. Der er kun ganske få (2 ud af 20) der stadig er i den fødedygtige alder. Og fra at ligne en nogenlunde almindelig flok danske kvinder, transformerede vi os på den sidste flystrækning til at ligne en flok koner fra landet.... Det kan ses på laaang afstand at vi er turister der kæmper en brav kamp med tørklædet og beklædningen iøvrigt. Det har også allerede affødt mere end ét fnis og lidt rullen med øjnene - men vi skal jo lige igang :-)
Temperaturen udenfor var iøvrigt 26 gr da vi landede, så jeg tror det bliver en lun omgang i morgen.
Og det bliver da sikkert virkelig festligt når sådan en håndfuld modne damer kæmper sig rundt i Bazaren i morgen, iført både hedeture og hovedbeklædning :-)
- Heldigvis skal vi ikke afsted før 10.30 så vi alle kan nå at få sovet lidt. Så det må jeg hellere se at gøre.
Godnat.
.....
Lørdag 4. Oktober
Heldigvis er her gratis wifi, men det er ikke muligt at komme på facebook, så det må jeg klare mig uden.
Jeg har sovet ret godt og er nu badet og behørigt påklædt - inkl tørklædet - som jeg stadig bakser lidt med, men jeg bliver nok bedre efter en uges intens træning tænker jeg :-)
Jeg har det pænt varmt allerede og jeg er ikke engang kommet ud af hotelværelset.... Men det må jeg hellere gøre nu og gå ned og spise morgenmad.
Upload af billeder kniber det med. Jeg ved ikke om jeg gør noget forkert eller det er teknikken - men de må nok vente til jeg kommer hjem.
Vi har haft et par fuldstændig fantastiske dage, både lørdag og søndag. Jeg har ikke kunnet opdatere da teknikken har drillet lidt. Up- og download er ualmindeligt langsomt her på hotellet. Og billeder bliver der ingen af før jeg får mere power på forbindelsen.
Lørdag var vi her i Shiraz og vi startede i en meget gammel Klassisk Persisk have der er Unesco beskyttet. Den er bla kendetegnet ved at kunne deles op i kvadrater som igen er delt i kvadrater. Det giver en masse fine have-rum og mange havegange. Denne have var især kendt for sine fantastisk smukke og meget høje cypresser. En kendt persisk poet har brugt disse cypresser som en hyldest til sine kvindelige landsmænd. Og når jeg ser på de Iranske kvinder kan jeg sagtens forstå hvorfor. De er fantastisk smukke, elegante og graciøse. (Meget ulig vores lille flok af danske 'koner fra landet' :-)) De Iranske mænd er også meget flotte, men det er nu især kvinderne jeg lægger mærke til og hvor fikse de kan få deres tørklæder til at sidde....
Vi slentrede rundt i haven en lille times tid - i små grupper eller hver for sig - og på et tidspunkt kom en ung mand hen og spurgte mig 'Can I walk with you' og jeg svarede 'Yes off course' og så gik vi og snakkede. Han ville blandt andet gerne høre hvad jeg mente om Iran, og hvad jeg tænkte i forhold til at jeg skulle gå med tørklæde. Han var økonomi studerende, men desværre uden job (der er en ret stor arbejdsløshed især blandt unge mennesker - ca 25 %) og han overvejede at rejse til Tyskland og læse videre. Han ville gerne udrette noget og det var ret tydeligt at han følte sig frustreret over både sin egen og landets situation.... Og ifølge Tina, vores guide, er der mange der føler som ham. Men han var meget glad for vores lille snak og takkede og håbede jeg ville nyde resten af min ferie her.
I det hele taget virker alle de Iranere jeg har mødt yderst gæstfrie, imødekommende og meget nysgerrige efter at høre hvad vi som turister tænker og føler om deres land. Og her ER rart at være !!!
Efter turen i parken, gik vi lidt rundt i Bazaren og spiste en let frokost i et tehus, da vi skulle på besøg hos en privat familie til middag om aftenen. Vi havde mulighed for at hjælpe med at tilberede maden eller bare hygge og slappe af. Huset som var nyere og ret stort lå i den modsatte ende af byen, så vi kørte dertil med vores bus. Noget af det bedste ved at komme på besøg i et privat hjem, var at vi kunne tage tørklæderne af :-) Det var dejligt, for det er faktisk ret varmt at gå med.... Vi blev budt på dejlig te og lækre kager og så gik snakken og latteren højlydt. De som havde lyst, kunne hjælpe til i køkkenet. Vi skulle spise nogle fine små lammekødboller (ikke større end pebernødder) sammen med ris, grøntsager og salat. Kødbollerne skulle håndrulles og ingredienserne til salaten skulle snittes ganske, ganske fint. Og det var pænt store mængder da vi i alt var ca 30 mennesker. Der skulle også laves daddel/nødde kager til dessert så der var rigeligt at kaste dig over. Støjniveauet var ret højt og alle grinede og hyggede. Da vi skulle spise, blev alle møblerne skubbet ud til siden i stuen og en lang plastic dug blev rullet ud på gulvet. Dér sad vi så alle sammen på vores flade (mere eller mindre bekvemt) og spiste og drak. Og det var mega hyggeligt. Efter maden var der dans til Iransk musik (kun os kvinder) og vi fik rystet lidt af maden på plads. Aftenen var lun og månen var fremme og det hele var bare så hyggeligt.
Jeg tror vi var tilbage på hotellet omkring kl 21.30 og det var nu ret godt, for søndag skulle vi afsted allerede 07.30 for at køre sydpå til nomaderne.
.....
Søndag den 5. Oktober
Vi skulle køre et par timer op i bjergene for at besøge en gruppe af Kasqai nomaderne. De havde flyttet deres dyr længere ned af bjerget fordi vinteren er på vej. Der kom en ung nomadepige og fulgte med os i bussen fra hotellet. Hun var klædt i deres traditionelle farvestrålende klædedragt, meget fin og storsmilende. Vores anden lokale guide - Nadi - fortalte at nomaderne står for ca 60% af fødevare produktionen til Irans 75 mio store befolkning. De har tidligere selv ejet jorden deres dyr græssede på, men præstestyret fratog dem jorden og gav dem brugsret istedet. Nomade kvinderne er også de eneste kvinder i Iran der ikke er tvunget til at bære sjal. De er blevet fritaget på baggrund i deres traditioner - og så måske også fordi Irans øvrige befolkning er så afhængig af at nomaderne får lov til at leve og arbejde som de altid har gjort!?
På vejen ud af Shiraz så vi en hel masse offentlige slagtningen af får, der skulle spises i forbindelse med fejringen af de muslimer der netop var kommet retur efter deres pilgrimsrejse til Mekka. 'Slagterierne' lå langs vejen og fårene stod pænt i kø og ventede på at dø. Der var mange mænd def deltog, da det var en ret betydelig mængde får der skulle slagtes. Vi stoppede bussen, så vi kunne se det lidt tættere på - og selvom det er helt naturligt, bryder jeg mig faktisk ikke om at se et dyr kæmpe imod og derefter spjætte med benene i dødskramper. Men vi SKAL jo have noget at spise, så det er enten ok eller også må jeg blive vegetar....
Da vi ankom til nomadernes lejr, kunne bussen ikke køre helt derhen. Vi kunne derfor enten blive kørt af nomaderne eller gå det sidste stykke som var ca 10-15 minutters gang i bagende sol og 35 gr varme på en støvet grusvej. Jeg valgte selvfølgelig det sidste :-) Vi havde kørt uafbrudt i ca 3 timer, så uanset varmen var det rart at gå lidt. Den lange transporttid betød også at de fleste af os trængte seriøst til at komme på toilettet. Nomaderne er naturfolk og de BRUGER derfor naturen. Vi 'civilister' foretrækker lidt mere bekvemme forhold, og det havde de taget højde for. Derfor havde de bygget et nødtørftigt, topløst 3-sidet skur af gasbeton sten, i ca 1,20 m højde ude midt på en mark. Og der var hejst et (lorte?) brunt flag på kanten så alle kunne se det på lang afstand. Ret morsomt at se en flok damer, alle med papir i hånden (medbragt!) stå i en lang kø, for derefter én efter én gå ind af den åbne side - skue ud over markerne - og så 'dale ned' i ly af betonkanten og forrette sit ærinde. Vi kunne heller ikke lade være at grine, for det var sgu lidt komisk. Der var skam stillet en dunk med vand og en sæbedispenser op, så vi kunne få vasket hænder bagefter. Jo jo da - muslimer er renlige mennesker!
Vi fik en rundvisning i Kasqai'ernes lejr og så deres festtelt, deres køkkentelt, der hvor de boede og indhegningen til deres dyr. Derefter skulle vi spise i festteltet. Mens vi havde gået rundt, var der kommet flere nomader til og alle kvinderne var klædt i deres traditionelle farvestrålende dragter. De VAR virkelig farvestrålende og fyldt med guld og glimmer. De fleste mænd var bare almindeligt pæne i tøjet, men der var et par stykker der var klædt i halvlange kjortler med indvævede guldtråde.
Maden de serverede var rigelig og velsmagende og vi fik yoghurt drik med mynte til. Det var virkelig lækkert. Efter maden spillede en af mændene nogle sange på et fløjteinstrument og imens samlede 2 andre mænd sig med trommer og et ukendt blæseinstrument. Da de gik i gang med at spille gav kvinderne sig til at synge og danse. Vi blev også budt op og forsøgte os, men vi havde vist ikke fået topkarakter for den præstation :-)
Vi fik desserten med i bussen og kørte tilbage mod Shiraz. På et tidspunkt stoppede vi i vejkanten og fik kaffe som vores chauffør lavede til os, sammen med desserten. Desserten var i øvrigt lavet af dadler og fårefedt, men det fik vi først at vide da vi havde spist den.... Med den smagte virkelig lækkert.
....
Mandag den 6. Oktober
Tidligt op og tjekke ud af hotellet, da vi skal videre mod Isfahan idag. Men først skal vi se Persepolis.
Persepolis og dens historie er fantastisk og meget storslået. Den ligger på en kæmpestor slette omgivet af bjerge. Den må have været et fantastisk syn.
Ellers var dagen en køre-dag, da vi skulle tilbagelægge de ca 400 km fra Shiraz til Isfahan. Det gik fint og vi tjekkede ind på hotellet ca kl 20.00
...
Tirsdag den 7. Oktober
I dag har vi været i skole. Både på University of Art og Arkitektskolen for at se og høre om de unge menneskers skolegang og uddannelse. Det var ret interessant og også lidt pudsigt. På University og Art, havde Mullaen - som er den øverste myndighed - pludselig fået bekymringer i forhold til om det nu var en god ide at vi skulle komme. Det havde været bestemt og ansøgt om i flere måneder, men nu var han blevet i tvivl. Han lukkede os dog ind, men vi skulle dække vores hår omhyggeligt og opføre os ordentligt. Så det gjorde vi selvfølgelig!
Vi så hvordan de arbejdede med træ og med metal, og i begge klasser var der flest piger. Det samme gjorde sig gældende da vi lidt senere var på Arkitektskolen. Generelt kunne lærerne oplyse, at pigerne var på vej til at overhale drengene i uddannelsessystemet og at de gjorde det godt. Det var jo rart at høre :-)
Vi spiste vores frokost på en meget smuk restaurant i Bazar-e Bozorg (Great Bazar - og dét er den også!) der ligger rundt i om pladsen i forbindelse med den store og meget flotte Masjed-e Jameh moske. Vi var også en mindre gruppe der gik ind og så kongens private moske.
Senere skulke vi igen på besøg i et privat hjem, hvor vi skulle spise aftensmad. Og det skulle vise sig at blive den mest fantastiske og ganske særlige aften vi alle har oplevet længe. Selv Tina var rørt og betaget over vores værtsfolk.
Værtsparret - Fatima og Hasan - var de sødeste mennesker. De har været gift i 50 år og Fatima er 62 år. Jeps hun blev gift som 12 årig og fik sit første barn af 5 (4 sønner og 1 datter) som 15 årig. Hun var analfabet, men har undervejs i sit liv lært sig selv engelsk. Så sejt! Deres liv har også formet sig ganske specielt. De startede med at Hasan arbejde som vagt i oliebranchen og Fatima vævede tæpper. Senere kom de til at arbejde for en amerikansk familie, hvor Hasan som åbenbart havde flair for madlavning, blev kok. På et tidspunkt rejste den amerikanske familie tilbage til USA og Hasan begyndte at arbejde som kok på en fin hotel restaurant. Da revolutionen kom, blev alle udlændinge sendt ud af landet - inkl den franske chef. Så blev Hasan chef i stedet, uden nogensinde at have fået en uddannelse. Det fortsatte i mange år, men betingelserne under præstestyret var ikke de bedste, så de måtte begge arbejde virkelig meget. Fatima arbejdede tillige på 2 holds-skift. Da konditionerne ændrede sig for turisters mulighed for at besøge Iran, kom den amerikanske familie retur på ferie. De ledte efter Hasan og det eneste de havde med var et gammelt billede af ham og hans familie og navnet på hans fødeby. Så de drog fra by til by og spurgte efter ham. De fandt ham ikke, men derimod hans gamle mor som sørgede for at de blev bragt sammen. Glæden over gensynet var selvfølgelig stor :-) Da den amerikanske familie kom retur til USA, skrev den ene søn en bog om deres rejse til Iran "Searching for Hasan" og Hasan har derfor også modtaget royalties for sin 'medvirken'. Alle pengene har han dog foræret sin kone (for vi har altid arbejdet sammen, sagde han :-)) sine børn og sin familie og så var jeg tilbage til 'nul' som han sagde med et smil. Bogen skal i øvrigt filmatiseres af en berømt iransk instruktør.
Vi fik den lækreste middag hos Fatima og Hasan.
- comments
Dorte Der er kommet et par fine billeder på facebook. Også af det fint opdækkede bord.