Profile
Blog
Photos
Videos
Hej bloggen
Nu kan vi også kalde os selv for jungle survivors. Efter en fredelig tid i Bangkok kom der sgu andre boller på suppen, da det var blevet tid til vores Umphang trek. Vi var en gruppe på nitten mennesker, bestående af tre hollændere og resten var danskere. Turen op nord på til Mae Sot startede i en lækker natbus, og når vi siger lækker er det ikke ironi. Vi havde hver vores kæmpe sæde, der næsten kunne justeres så det lå vandret og med benstøtte, og vi sov fra start til slut. Da vi nåede Mae Sot klokken seks om morgenen stod der to thaimænd og ventede på os med hver deres Songthaew, som er en lokal thailandsk åben pick-up truck. Vi blev kørt hen til et hotel, hvor vi kunne få en nap inden den vilde tur skulle begynde. Allerede den korte tur hen til hotellet var rimelig noia, og vi vidste at det var i denne bil vi efterfølgende skulle køre fire timer i bjergene med over 1200 sving. Det var en nervepirrende tur, hvor Julie ikke en eneste gang slap den lille jernstang vi kunne holde fast i. Da vi langt om længe ankom efter at have kørt 80 km/t rundt i alle sving med hornet i bund, åndede vi lettede op. Det første sted var rigtig hyggeligt, og vi fik en dejlig thaiinspireret aftensmad, der både bestod af en lækker suppe og kylling med ris (det var før vi blev trætte af ris!). Vi sov i en bungalow med en stor madras på gulvet og et myggenet vi priste os lykkelige over, da Julie om natten skulle ud og tisse og der kom verdens største edderkop kravlende ud af toiletrullen. Næste morgen blev vi vækket klokken syv på thailandsk manér. Vi startede dagen med at "rafte" (sejle på en vindstille flod) i seks timer. Undervejs havde vi et stop ved en hot water pool, som vi alle nød inden den hårde trekking tur startede. Efter at have nydt endnu en omgang ris og kylling, og nogle lækre squat toiletter, begyndte den varme vandretur igennem junglen. Vi havde vores guide, Kurt, i spidsen, som undervejs fortalte os om de forskellige ting i junglen på dansk. Han har gået turen i tyve år, og da 80% af dem der tager på Umphang turen er danskere, talte han næsten bedre dansk end engelsk. 12 km, en del bakker, 35 graders varme og tre timer senere nåede vi meget svedige frem til nattens camp. Sovestedet var nu blevet nedgraderet til et telt og squat toiletterne var fyldt med hvepse. Aftensmaden bød på suppe og ris med kylling, surprise! Vi delte telt med to søde danske piger, og da vi var trætte oven på dagens strabadser, gik vi tidligt i seng. Som de nattetissere vi er, vandrede vi endnu engang på udflugt i nattens mulm og dyrelyde. Der var kulsort (det kan virkelig ikke beskrives hvor mørkt der var) og med en lommelygte som følgesvend fik hurtigt ladet vandet. Natten var samlet set en del spooky, og føltes meget lang.
Næste morgen vågnede vi op til en camp fyldt med bier, og Kate blev det første offer for de onde væsner, da en bi satte sig fast i hendes klipklap. Heldigvis havde Kurt midlet til alt ondt i junglen, nemlig tigerbalsam. Vi vandrede ned til Sydøstasiens største vandfald, hvor vi fik lov til at køle af i det kolde vand. Og da Julie så sit snit til en smule action, valgte hun at springe fra et af de mindre vandfald. Herefter blev Julie det andet offer for bien, da den så sit snit til at drikke sveden fra hendes armhule men blev fanget derinde og derfor stak hende. Igen var Kurt hurtig til at finde tigerbalsamen frem, og der blev sågar plukket en viftegren til os, så vi kunne vifte bierne væk. Tilbage i campen var vi nær faldet bagover, da vi så at der var pastasalat til frokost, og vi nød det med julelys i øjnene. Den næste vandretur ventede, og den skulle vise sig fra sin vildere side. Efter en times stille og rolig gåtur, blev vi ramt af skovbrande på stribe, og da vores lille thaiguide satte i løb, fulgte vi straks efter mens vi prøvede at undgå at trække vejret. Det var helt film agtigt, og man kunne høre hvordan grenene begyndte at knække af træerne. Det toppede da der faldt en kæmpe gren ned lige foran snuden på en af de andre piger. Heldigvis kom vi alle uskadte frem til vores sidste stop, som var en lille landsby, der havde deres egen stamme og sprog. Det var næsten ligesom at komme tilbage til stenalderen. Vi fik endnu en gang ris med kylling, hvorefter vi fik en rundvisning rundt i byen. Vi så blandt andet hvor de små børn gik i skole, og vi var inde hos en familie hvor vi sad tyve mennesker og stirrede på dem mens de spiste. Herefter lavede vi bål og hyggede med de andre thaimænd, som havde fået en del happywater (risvin) og derfor var meget festlige. Der blev både danset boogiewoogie og thailandsk dans. Vi skulle alle sove i en bambus hytte, og selvfølgelig så vejret sit udsnit til at lyne og tordne så det bragede. Inden vi skulle sove fik thaimændene den fremragende idé at sætte deres vandbøfler fri, og så var der ellers zoologisk have med både hunde, vortesvin, høns og vandbøfler foran vores bambushytte. Heldigvis sov vi overraskende godt, og var klar til elefantridning næste morgen.
Det var med spændte maver da vi under morgenmaden kunne se hvordan elefanterne kom marcherende hen mod os. Vi kom ombord på elefanten og var meget utrygge ved situationen i starten, da vi følte at vi ville falde af hver gang elefanten tog et skridt. Heldigvis havde vi fået en god og meget lydig elefant, og en mand der ikke udførte vold på den. Hele turen var op og ned ad bakker, men det lykkedes os efter noget tid at blive mere trygge ved elefanten og dens evner til at gå i svært terræn. Efter tre timer på det store dyr, kom vi ømme i numsen og ryggen frem til gratis cola (det var hele turen værd). Vi fik noget frokost, inden den lange bjergtur ned igen begyndte. Det var som om vi havde vænnet os mere til deres biler og måde at køre på, så vi var mere afslappede denne gang, hvilket måske også skyldtes at vi havde fået bilen med anlæg i. Endnu en gang gik turen tilbage mod Bangkok i den luksusriøse natbus, men her stødte vi på problemer, da vi manglede en busbillet. Heldigvis ofrede en dreng fra gruppen sig, og sov på gulvet hele busturen.
Vi var glade da vi igen satte ben i Bangkok, for selvom turen var en fantastisk oplevelse, var vi meget udmattede og så frem til at sætte kursen mod øerne.
Det var alt fra vores overlevelsestur. Vi håber i har det dejligt i Danmark, hilsen halvdelen af den hårde kerne
- comments
Betina Squat toiletter :-) husker tydeligt første gang du som barn oplevede sådan et i Frankrig - godt du er mere hårdfør nu -Skræmmende at høre om skovbranden, men godt i kom helt igennem - knus herfra
Thora Kære Julie og Katerina. Bloggen har været under opdatering, så jeg har ikke fået skrevet til jer, efter jeres første brev fra Bangkok. Jeg må først lige sige, det lyder spændende i Bangkok og det lyder som om, I har haft den samme guide som Steffi og Emilie, eller også har de bare samme navn. Det er lidt af en bustur og vandretur I har klaret i naturen. Uhyggeligt med skovbranden, godt I slap uskadte fra den. Det er ikke helt almindeligt at overnatte i en åben zoo, godt det ikke er mig og ligeledes med hvepsene. Det er en overlevelsestur, I har været på og spændende beskrivelse. Vi ønsker jer fortsat god tur og ferie. Vi har det skønt i Danmark og glæder os til at se jer. Kærlig hilsen Steffis morfar og mormor
kurt Eventyrlig læsning og flotte billeder på FB. I får da oplevet noget på jeres rejse. Det er nok et par hippie tøser, som vi får hjem fra junglen. Go' tur sydpå til Bounty øerne. Knus Kurt. PS Synes ikke godt om skovbrand.
Hanne Sørensen Skovbrand og hvepse!!! I er så seje her ser det ud til at vi skal have snevejr i påsken Mofferne overlevede 8 timers køretur på tyske motorveje, det var også en overlevelsestur for pensionister god rejse videre kram til jer 2
Ulla Meget levende beskrivelse af jeres jungleliv - var glad da jeg nåede til slutningen af skovbrands beretningen, og der ikke var sket jer noget!! Super at være på tur med Kurt og hans tigerbalsam :0) Hav det fortsat rigtig godt!
Helle Hej med jer Jeg tror jeg holdt vejret under hele læsningen. Nogle gange er det vist meget godt vi først hører om det hele bagefter. God tur videre. Helle