Profile
Blog
Photos
Videos
Hvad ville du gøre, hvis du havde en dag tilbage (i Vietnam)? Hvad jeg ville gøre - jeg tror jeg ville leje nogle knallerter og fræse rundt på bjergsiderne og nyde den majestætiske natur.. så det gjorde vi!
Selvom Sa Pa er højland, som i Dalat, er naturen som intet andet i Vietnam. Selvom natbusturen på 12 timer var fyldt med lyn og torden, så var det hele omvejen til Laos værd! Vi ankom til den lille by på bjergsiden tidligt om morgenen og fandt hurtigt et hotel med udsigt over dalen. Vi havde kun en enkelt dag, så tiden skulle ikke spildes. Vi strøg derfor tidligt op i byen, lejede nogle knallerter og kørte rundt i området. Jeg følte faktisk at vi på en enkelt dag havde set Sa Pa, selvom jeg ikke er i tvivl om at man kan bruge meget mere tid der!
Den sidste dag i Vietnam gik ellers med transport. Fra Sa Pa til Laos skulle vi jo, så der var intet andet at gøre end at tage den 10 timer lange bustur. Det blev gjort sammen med 15 vietnamesere, lidt bambustræer og et par kg fisk - alt sammen presset ind i en minivan. En af vietnameserne blev nødt til at stå op. Stakkels mand.
Hen på eftermiddagen nåede vi til Dien Bien, en grænseby på den vietnamesiske side. Her tog vi en overnatning inden vi igen skulle på farten til Laos næste morgen.
Tidligt om morgenen stod vi op og fandt til vores store overraskelse ud af at bussen til Udomxiay (i Laos) var en sovebus - efter busturen dagen forinden havde vi forrentet noget lidt andet, så det gjorde de 8 timers bustur meget mere overskuelig.
Efter et par timers kørsel kom vi til en gudsforladt grænseovergang, hvor en mand stod og pegede på os med noget, der mest af alt lignede en strømpistol. Vi fandt hurtigt ud af at det var et termometer, der skulle måle om vi havde feber inden vi blev lukket ind i køen, der kun bestod af 4 andre laoter. Vi havde vores visum på forhånd, så det var ikke andet end at betale ekstra for den fine temperaturtagning og stemplet i passet, og så var vi i Laos. Lidt suspekt, men ganske smertefrit. Da vi om eftermiddagen landede i Udomxiay gik bussen derfra til Luang Prabang, som vi kom til sent om aftenen.
- comments