Profile
Blog
Photos
Videos
Verdens højst beliggende hovedstad ligger i Bolivia. Selvom jeg i dag er kommet til Chile kommer her lidt om Bolivia, som jeg vender tilbage til. Som jeg skrev i sidste update tog jeg en genvej til La Paz og skippede altså Arequipa og Cuscu for at vende tilbage når det er muligt at komme til Machu Pichu. Lige en lille historie inden jeg begyder. På busturen fra Arequipa til La Paz faldt jeg i snak med en peruviansk familie, som rejste med deres søn på halvanden måned. Jeg blev noget overrasket da de fortalte at drengen hed Hans Andersen. De havde hørt om HC Andersen, men vidste intet om ham, så jeg fortalte livligt. En lille Hans Andersen i Peru - det synes jeg var ret morsomt.
Og så til Bolivia, som er et af Sydamerikas fattigste lande. Selv i hovedstaden går mange rundt i traditionele klæder og på landet lever mange uden eletricitet og vand - det hentes i floderne. Desuden er landet kendt for at have det højst beliggende af næsten alt. Højst beliggende hovedstad, sø, by osv, så det var frem med det varme tøj.
La Paz ligger i 3600 meters højde og jeg må indrømme at første dag blev brugt i sengen med hovedpine pga byens høje beliggenhed. Siden har jeg ikke haft problemer, men det var åbenbart for brat at komme fra 2500 m til 3600 m.
Højdesøge er kan ikke kureres på anden vis end at drikke vand, spise en smule eller bevæge sig nedad. Man føler at det er svært at trække vejret - man hiver efter det, man bliver forpustet af bare at gå op ad nogle trapper og hovedpinen er næsten uundgåelig. Hvis man skal bestige høje bjerge skal det faktisk bygges op, så kroppen gradvist vænnes til højden.
Nok om det. Jeg var kun i La Paz 2 dage, men jeg fik et godt indtryk. Byen virkede rolig (måske fordi man behøver at bevæge sig langsomt pga højden) og flere gader var ret charmerende. Jeg benyttede den anden dag til at besøge 3 ting. En gade hvor der er et "heksemarked", et kokamuseum og et berømt fængsel, som jeg dog kun så udefra.
Heksemarkedet er ret kendt i byen. Der sælges alverdes mærkelige ting, som dyreknogler og væsker, men fælles for det hele er, at det skulle have en helbredende eller forebyggende effekt. Disse heksekundskaber tages faktisk meget seriøst, hvilket jeg synes er lidt underligt, og der findes sågar steder hvor man kan komme af med sine dæmoner :-). Jeg købte ikke noget, men det var sjovt at se hvor seriøst de tager denne lidenskab som vi tager så useriøst. Og sjovt at se hvilke mærkelige ting som skulle have styrke.
Kokamuseet var rigtig spændende. Der skulle læses meget og kronologisk rækkefølge blev man belært om kokabladenes mange funktioner - fra blad der tygges i bjergene, til en ingrediens og senere hen produktionen af kokain. Her får I lige lidt info om kokabladet, som betyder så meget her:
1.Brugen af kokablade er dateret 4500 år tilbagelænet
2.Bladene blev/bliver brugt ved festlige lejligheder og spirituelle handlinger (når man skulle i kontakt med Gud) og har en euforiserende effekt, hvis de tygges rigtigt.
3.Kokabladene bliver stadig brugt ifm arbejde og efter måltider. Man kan sammenligne det med hvordan vi drikker kaffe.
4.Der findes 2 slags kokablade. En bitter og sød version.
5.De tygges en smule i begyndelsen og lægges derefter i siden af munden hvorefter saften siver ud. Man tager flere og flere ind i munden og ender med en stor kugle af kokablade.
6.Man føler ikke sult når man tygger bladene og det skulle efter sigende virke mod højdesyge. Jeg er dog ikke overbevist. De gange jeg har prøvet har jeg ikke kunnet mærke en effekt - hverken euforiserende eller mht højdesygen.
7.Smagen fra kokablade blev brugt i Coca Cola tidligere
8.En undersøgelse har vist at 91% af mændende og 81% af kvinderne i Andesbjergene stadig benytter sig at kokablade.
Ingen tvivl om at dette lille blad har haft (og har) en enorm betydning for mange mennesker og det er utænkeligt at specielt peruvianere og bolivianere stopper med at tygge kokablade.
Historien med fængslet er lidt af et emneskift. Fænglet er ret berømt og har været mere barskt end det er nu. Men det var en specielt oplevelse. Jeg gik bare forbi, men gennem tremmerne kiggede desperete fanger ud for at se om der kom besøg. Familiemedlemmer kommer ind med forskellige varer, som fangerne så kan indtage selv eller sælge. Det største indryk gjorde to søskende (det tror jeg i hvert fald de var), som i deres skoleuniform kom ud fra fængslet. Enten har det besøgt deres forældre, hvilket er mest sandsynligt eller også bor de i fængslet og har lov til at gå i skole. Der bor en del børn og kvinder derinde udover mændende.
På et tidspunkt arrangerede nogle fanger turistture, hvilket umiddelbart kan virke usmageligt, men efter sigende var med til at forsøde tilværelsen for de indsatte, så nogle sågar kunne få en seng i stedet for at ligge på gulvet. Det kan ikke lade sig gøre mere, da nogle turister smuglede (man blev kropsvititeret og skulle endda åbne munden for at vise, at man ikke smuglede noget ind) kameraer ind, optog videoer og lagde dem ud på youtube, så den tradition er stoppet. Ved ikke om jeg ville have taget denne tur, hvis det havde været muligt, men jeg tror det ikke selvom der er noget ved fængselsverdenen der drager mig - fordi jeg ikke ved noget om det. Der er sågar lavet en film om San Pedro fængslet i La Paz.
Da jeg skal til Cuscu og titicacasøen kommer jeg også tilbage til La Paz, hvor menuen er verdens farligste vej" på cykel og måske en jungletur, så mere om det senere...
I øvrigt er her lidt observasioner fra Sydamerika:
De kan ikke regne hernede. Alle bruger lommeregner til selv de letteste stykker. 10-7 og frem med lommeregneren - må indrømme at det irriterer matematiklæreren
Flere steder har jeg set at børnene bliver hevet i ørene og trukket af sted hvis de ikke opfører sig ordentligt. Har haft lyst til at sige noget flere gange, men det er vist ikke mit job her
Stol IKKE på en anvisning. De svarer aldrig at de ikke kender vejen, åbningstiden osv
Hav toiletpapir med overalt
Dobbeltarbejde er almindeligt. Det er ikke unormalt at en mand tjekker busbilletten, mens en anden river slippen af - det kan den samme jo ikke gøre...
Panfløjtemusik er en del af hverdagen i specielt Ecuador, Peru og Bolivia
Jeg møder næsten igen danskere. Hvor rejser vi hen?
Jeg er klar over at bloggen har ligget stille et stykke tid, men en kombination af, at jeg har været ret aktiv og at der ikke har været tilgængeligt internet har gjort det umuligt. Det skulle forhåbenligt blive bedre fra nu af.
Jeg håber I alle har det godt. Det har jeg og er ikke berørt at de jordskælv som ramte Chile for nogle dage siden.
Tilbage i La Paz var mit eneste formål en cykeltur ned af det der af nogle bliver kaldt "verdens farligste vej". Hvorfor så cykle 63 km nedad på en 2-3 meter bred og hullet grus- og stenvej, hvor det går 200-300 lodret ned til den ene side og hvor der har været 18 ulykker med døden til følge?
Først og fremmest kan man køre i sit eget tempo, cyklerne er i god stand (ikke mindst bremserne blev tjekket grundigt), der er guide og mekaniker med på turen, men jeg besluttede mig for at tage af sted for at få det "kick", som det medfører at kører ned af "Death Road", som er turen uofficielle navn.
Nedad gik det, men jeg følte mig ikke på noget tidspunkt utryg, selvom man nogle gange kørte en halv meter fra kanten, hvor det altså går lodret ned. Koncentrationen var i højsædet og den fantastiske natur blev kun nydt når vi stoppede for at holde en pause. Mest tankevækkende var de kors og mindesplader i vejkanten som vidner om turister, som desværre ikke kom hele vejen hjem. Senest i januar, hvor en israelsk pige ville tørre snavs af brillerne og kørte ud over kanten. Disse symboler fik kun koncentrationen i vejret, men jeg følte ikke at turen var ikke så farlig som det umiddelbart lyder.
Vi kørte under små vandfald, over åer, på bjergsider med forskellig vegetation og i forskelligt vejr alt efter hvilken højde vi befandt os i. Turen begyndte i 4700 m og sluttede i 1700 m, hvor der ventede en swimmingpool, en øl og frokost.
Det var en god tur med en profesionel guide og på cykler der fungerede som de skulle. Jeg vil bestemt gøre det igen selvom det umiddelbart lyder vanvittigt.
La Paz er i øvrigt stedet hvor alt kan ske. Som I ved arrangerer de ture på "Death Road", man kan besøge et fængsel, som er styret af fangerne selv (de har endda en kokainfabrik inde i fængslet). Der er en illegal bar hvor man kan købe kokain og noget at drikke på samme tid (den skifter lokalitet jævnligt, men visse politimænd bliver også betalt for ikke at afsløre hvor den ligger). På en anden bar kan man kaste med dværge - en konkurrence, hvor vinderen er den, som kaster dværgen længst. Af de ovenstående "seværdigheder" var jeg kun på cykelturen, men hørte meget om de andre.
Til gengæld var jeg til whestling for første gang i mit liv. På nettet havde jeg læst om kvindewhestling, som endda suppleres med dværge ved specielle lejligheder. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, men jeg fik da en oplevelse, som sikkert kun finder sted i La Paz. Det var ikke specielt godt, men specielt. Jeg ville ikke tage derhen igen, men på en søndag aften, hvor jeg ikke havde andet at lave var det egentlig ok at få den oplevelse med. Desuden findes der et heksemarked i La Paz, som jeg vist har beskrevet i sidste blog fra denne by, hvor man har fornemmelsen af, at alt kan ske eller i det mindste er muligt...
Lige nu er jeg på vej til Buenos Aires. Jeg fandt en billig flybillet, som jeg købte i stedet for at sidde 3 døgn i en bus. Specielt med tanke på standarden i bolianske busser, som er helt forfærdelig. Det er værste er, hvis man oven i købet kommer til at sidde ved side af en lokal tyk dame (og det gør man tit). Tror aldrig de går i bad (mange har ikke varmt vand), de lugter desuden af kokablade og sæderne er så små, at der hverken er plads til krop og ben. Så af sted med fly til Buenos Aires, hvor jeg har noget tøj og hvor VM bliver fanatisk. Jeg har timet det sådan, at jeg er i Buenos Aires når Argentina spiller deres første kamp og i Uruguay når de møder Frankrig - I har før fået en beskrivelse af fodbold i Sydamerika, så det kan blive rigtig sjovt.
Efter Uruguay tager jeg til de fantastiske Iguazu-vandfald og ind i Brasilien, hvor jeg slutter denne tur. På bloggen er rejseplan, som jeg opdaterer, så I kan se hvilke steder jeg tager til.
Tænk lige tanken, at Brasilien vinder VM - så går landet amok i glædesrus. Ville være en fantastisk oplevelse at få med.
Min sidste oplevelse med Bolivia var i øvrigt en kropsvisitering i et MEGET lille rum i lufthavnen, hvor jeg blev tjekket i munden og i maven for stoffer. De ved selvfølgelig ikke, at jeg aldrig har rørt den slags, men det var noget underligt selvom jeg vidste, at jeg ikke havde noget ulovligt på mig. Man kan pludselig føle sig en smule kriminel uden at være det.
Og så har jeg købt min flybillet hjem. Jeg flyver fra Salvador i Brasilien den 1. august og er hjemme dagen efter. Nu har jeg kun uvirkelige 6 uger igen.
Hav det godt - vi ses snart :-)
- comments