Profile
Blog
Photos
Videos
Wuhu, hvalhajer!!
Dagen startede allerede klokken 6, da vi skulle mødes ved vores båd klokken 6.50. Der er ikke noget spejl på vores værelse eller badeværelset, så vi fik sat linser i osv uden at kunne se, hvad vi foretog os.
Vi sejlede et par timer, før vi nåede frem til whale shark point. Der var virkelig mange både, men det var ret godt organiseret, så der ikke var for mange i vandet med hvalhajerne på en gang. Der var bare MANGE bølger, og især når man "er parkeret", er det voldsomt. Vi blev derfor hurtigt søsyge, og jeg brød min "bræk-fri" rejse og gjorde kunsten efter min jordomrejse for to år siden - det måtte jo ske før eller siden. Der var kun to fra vores båd i vandet samt instruktør ad gangen, så mens vi ventede, sad jeg bagerst på båden med en anden søsyg fyr, da det altid er bedst at sidde der, fordi man ikke kan mærke bølgerne og bådens bevægelser så voldsomt.
Det var SÅ sejt at snorkle med hvalhajerne. De var bare så store og smukke og så tæt på os. Især vores anden tur i vandet var fantastisk. Der stoppede vi et godt stykke tid med en kæmpestor hvalhaj, hvor der svømmede små hajer på siden af den (jeg tror, de kaldes sugemalle hajer - sådan en jeg blev "bidt" af på Fiji). Virkelig en fantastisk oplevelse og jeg glæder mig allerede virkelig meget til næste gang, jeg får chancen for at snorkle med de smukke dyr.
Lena siger, at det er lidt sjovt, når jeg snakker om hajer og fisk generelt, fordi jeg synes, specielt hajer er så søde og seje. Hun siger, at det lyder som om, at jeg bare er en kæmpe dyreelsker - men generelt er jeg ikke den største dyrefan - kun af havets dyr ;-)
Den sene eftermiddag og aften har vi brugt på at få en lækker smoothie nede i centrum (og gratis wifi) og kigget lidt i butikker. Der var dog ikke mange spændende ting og ingen postkort, vi gad at købe, men jeg fandt en sød lille hvalhaj, som jeg købte. Den er et godt minde om Holbox og vores tur i dag. Vi så også solnedgangen ved stranden, og det var ret flot. Og vi købte også begge en crepe med nutella - såå lækkert!
Vi har holdt os længe vågen, fordi vi ville ned og se noget lysende plankton på stranden, men vi kunne ikke finde det, øv :-(
I morgen har vi igen en rejsedag, hvor turen går til Isla Mujeres. Vi glæder os!
- comments