Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 23-02-2013
Står op og går i morgen bad. Vandet hernede er så blødt, at selv mit grå hår er så blødt, at både voks og hårspray kun gør lidt for at få det til at fylde.
Efter morgenmaden pakker vi kufferterne og er klar til at rykke ud.
Heroppe fra 9. sal hører vi ikke meget larm fra gaden. Men det er nu godt nok.
Så kommer taxien. Der er problemer med at få plads til vores kæmpe kufferter.
Vi kører gennem en masse småbyer med boder alle vegne. Og det er faktisk det samme de sælger mange af stederne. I nogle af boderne hænger der stadig julepynt. Det vrimler med scootere. Vi ser en mor komme på en scooter med tre børn. Kun moderen bærer hjelm. På trods af den voldsomme trafik, så snakker moderen mobil samtidig. I en af småbyerne får skolebørnene fri fra skole, så det vrimler på vejen af børnene i deres skoleuniformer.
Vores bil dytter og suser ud og ind på vejen. Vi kører forbi en masse rismarker og gennem et skønne landskab med bakker og hårnålesving. Fantastisk udsigt.
Efter godt 2 timer når vi til vores nye sted. Det ser bare fantastisk ud i vores villa med havudsigt. Udenfor stormer det helt vildt, så vi pakker ud og nyder vores lejlighed.
Vi tager senere hotelbussen ind til centrum og går en tur i de skønne små gader med masser af salgsboder. Finder et hyggelig sted at spise. Her lærer vi at pakke en pandekage ind i rispapir. Smager skønt. Maden fra Vietnam er knap så spice som i Thailand.
Vi finder det sted, hvor vi vil bestille vores næste cykeltur. Et par sjove piger. Idet hele taget møder vi mange skønne, hjælpsomme og smilende mennesker her i Vietnam. Det begynder at regne, så vi kan ligeså godt gå på shopping.
Vi går ind i en skrædderbutik og efter et par timer har Anette og jeg bestilt nyt tøj. Pigen i butikken synes, vi også skal købe nyt fodtøj, så hun tager hat på og viser os vejen til hendes veninde, som har en butik, hvor de skræddersyr fodtøj. Så det ender med, at vi også køber et par sko hver. Hvor har det været en sjov oplevelse. I morgen skal vi forbi butikkerne igen for at teste tøjet og så afhente det i overmorgen.
Vi finder en italiensk restaurant,hvor vi får en pizza. Og så tager vi bussen hjem sammen med 15 andre, der også er godt våde.
Da vi kommer hjem, har der været nogen i vores lejlighed, men det er bare de rare hotelfolk, der har gjort klar til nat, trukket gardinerne for og lagt en lille hilsen på sengen - et lille godnat historie. Hvor sødt.
Man hører et par enkelte biler køre forbi udenfor og ellers høres regnen sile ned udenfor.
Vi har haft et par travle dage, så i morgen vil vi sove længe.
Conny Østergård, Hoi An, Vietnam
- comments