Endelig!! Vi gjorde det sku! Vi troede aldrig det skulle faa en ende. At bestige Kilimanjaro var ikke saa smertefuldt som vi troede.. Det var MEGET vaerre!!:

Caroline skriver:

Saa har jeg bestiget Afrikas hoejeste bjerg. Og det goer jeg bare ALDRIG igen! Det er noget af det haardeste og mest udfordrende jeg laenge har proevet.

Dag 1 skulle vi gaa gennem regnskoven, 3 til 4 timer til Mandara hut, som er nogle smaa trae hytter vi skulle sove i. Vi var nu I 2,7 km hoejde. Turen var super laekker og jeg havde bare saa meget energi. Det var rart endelig at kunne bruge kroppen lidt igen. Og saa med walking sticks, det var bare saa fedt. Cille og jeg kom til hytterne ca. 10-15 min foer de andre, sammen med en guide der hedder Tuur ("tight ass", han er fodboldspiller, saa den er bare helt paa sin pladsJ)

Dag 2 kom vi rigtigt op I bjergene. Vi skulle yderligere 1000 m op, saa vi gik ca. 12 km afsted og naaede, efter en lang kamp med vabler paa haelende, Horombo Hut. Ja, denne dag havde jeg selvfoelgelig mine vandresko paa, og saa faar jeg selvfoelgelig vabler, efter kun en fjerdedel af turen. Men jeg havde min lille surviver taske med, saa der kom noget vabelplaster paa og saa var jeg naesten good to go. Lidt musik i oererne hjalp ogsaa. Jeg kunne paa dette tidspunkt ikke maerke nogen hoejdesyge, men Cille fik det rigtig daarligt I loebet af natten og maatte udenfor og knaekke sig, det var saa synd for hende!

Dag 3 skulle vi saa til den sidste hytte inden turen gik helt til toppen. Ca. en 10 km lang tur gennem oerkenen til Kibo Hut, vi var nu I 4,7 km hoejde. Og det kunne maerkes.

Dag tre var saa ikke lige min dag. Jeg synes virkelig det startede rigtig godt, og jeg foelte mig frisk og klar til at komme videre. Faktisk begyndte jeg at kede mig lidt, fordi det skulle gaa saa "pole-pole", saa jeg satte iPoden I gang med en masse Disney sange, jeg var bare saa frisk. Men hvad sker der saa? 10-15 min foer vi naar hytterne, og faktisk kan se hytterne, begynder jeg at faa det mega daarligt. Det hele vender sig bare I min mave og jeg ender med at gaa bagerst sammen med to guider, Livingstone og Octat. Men saa kunne jeg bare maerke det var paa vej op og der staar jeg I oerkenen med to guider og kaster op, og man kunne bare se hvad jeg havde faaet til frokost. Oev siger jeg bare! Naa, videre gaar jeg, jeg skal jo op og Octat gaar I forvejen, mens jeg gaar med Livingstone. Og det var da ikke nok at han saa mig kaste op 1 gang, nej, jeg skulle da selvfoelgelig lige op med lidt mere. Han stod ogsaa og klappede mig paent paa ryggen, har sikkert vaeret virkelig charmerende paa det tidspunkt. Men jeg kom op og gik direkte I seng, vi havde lige to timer inden aftensmaden til at sove i.

Efter aftensmad havde vi saa 4 timer til at sove I, inden turen gik op af bjerget. Og som om jeg kunne sove der. Jeg froes, jeg havde det daarligt og ville egentlig bare hjem til moooar. Og ikke nok med det, saa skulle Cille igen kaste op. Ud over taske og gulv. Hun har virkelig faaet sat sit maerke paa turen.

Cille havde det rigtig daarligt de sidste timer inden vi skulle afsted. Hun havde ikke faaet meget at spise og synes hun var lidt varm paa panden. Efter hun havde kastet op, rystede hun ogsaa helt vildt. Paa det tidspunkt ville jeg oenske jeg kunne goere alt for hende!

Kl. Blev 10.10 og Octat vaekkede os. Gud hvor kunne jeg slaa ham der, men det var jo min egen skyld. Jeg kunne bare have lade vaere med at tage med.

Vi skulle ud og vandre de sidste 10 km op af bjerget til Gillman's point. Det var mit maal! Det sneede, det var stejlt og det var 5 timer vi skulle vandre. (5 timer blev saa til 7 fordi vi maatte holde saa mange pauser af ren udmattelse). Vi gik I sik-sak op og selvfoelgelig pole-pole. Ud over en smule kvalme havde jeg det fint.

Turen op var for mig utrolig udmattende, jeg havde en smule kvalme, men jeg var en af de heldige. Mange kastede op gang paa gang og en fik diare og maate affoere 5 gange op af bjerget, mens guiden stod ved siden af. Men hun kan saa prale af at hun har skidt paa toppen af Kili.

Paa vej op af det sidste stykke, bliver man utrolig egoistisk. Man taenker kun paa sig selv og hvordan man faar slaept sin krop op af det alt for hoeje bjerg. Cille var en af de bagerste fordi hun var utrolig haardt ramt. Hun kastede op flere gange og led af en forfaerdelig hovedpine. Hver gang hun skulle have pause, faldt hun I knaa og guiderne maatte hjaelpe hende paa bedste maade. Jeg ville oenske at jeg selv havde overskuddet til det, men det var der bare ikke.

Jeg naaede toppen og sank sammen. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor haard den tur har vaeret. Man skal have oplevet den, foer man overhovedet kan udtale sig om det.

Jeg naaede toppen foer Cille, og det kan godt vaere det lyder som en Kliche, men da Cille endelig kom til toppen og hen til mig, begyndte jeg bare at graede. Hun naaede toppen og jeg var saa f***ing stolt af hende. Og det bedste af det hele. Vi naaede toppen sammen!

Turen ned var en hel del nemmere! Det blev nemmere at traekke vejret og saa var der jo sne paa bjerget, saa en lille sneboldskamp med guiderne skulle der jo vaere plads til. Eller faktisk var det bare os der kastede sne paa dem. Ha ha.

Vi kunne lige faa et par timers soevn inden vi skulle vandre ned til hytte nummer to. Saa vi var godt udmattede den dag, efter meget lidt soevn og en masse vandring.

Vi overnattede i hytterne Horombo Hut, hvorefter vi skulle gaa de 22 km tilbage til gaten og saa hjem I bus.

Turen fra Horombo Hut til Mandara hut var 12 km. og vi gik rask afsted, for nu maatte vi gerne gaa hurtigt. Men jeg syntes bare vejen blev ved og ved. Det var virkelig utroligt! Saa til sidst (da der var 3 km tilbage, det vidste jeg bare ikke paa det tidspunkt) blev jeg bare saa sur paa vejen, for det kunne da ikke passe at den bare fortsatte paa den maaede, saa jeg tonssede bare afsted med musik I oererne, for nu skulle jeg bare ned! For min skyld kunne vi sgatens springe frokost over hos Mandara hut. Det var alligevel bare kartofler med groenssagssovs igen, igen, igen. Men saa kunne jeg lige kigge til mine vabler, de havde vaeret gemt vaek I to dage, saa det var vidst paa tide.

Efter frokost var det gennem skoven igen, hvor jeg gik med to andre piger, ca. 7 km/t. vi klarede den paa 1t og 45 min. Saa seje var vi.

Jeg kan godt fortaelle jer, at jeg aldrig har vaeret SAA charmerende foer, som jeg var paa denne tur. Jeg knaekkede mig, jeg var traet og jeg STANK! Jeg har aldrig i mit liv lugtet saa meget, som jeg gjorde paa denne tur. Der var ikke mulighed for bad overhovedet og jeg gik I det same toej hver dag. Isaer mit lange undertoej! -tak moster, onkel og to faetre. Men den lugtede saa meget tilsidst at jeg paa vej op af bjerget den sidste nat, fik kvalme hver gang jeg loeftede armen. Ej, maaske ikke saa meget, men det var virkelig slemt!!

Jeg haaber I har faaet lidt en forestilling om hvordan turen har vaeret, det er meget svaert at forklare, fordi den baade har vaeret haard men ogsaa fed fordi man har virkelig faaet udfordet sig selv.

Cille skriver:

Det eneste jeg har I hovedet nu er, at det er overstaaet! Jeg har aldrig haft det saa slemt I hele mit liv, jeg har virkelig foelt hoejdesygen saa det vil noget! Men jeg naaede Toppen, sammen med Caro, og det er jeg lykkelig for. At vi har denne her oplevelse sammen er jeg saa glad for, for der er ingen der vil forstaa helt hvordan det har vaeret foer man proever det.

Jeg skriver det naeste ud fra min dagbog ellers kan jeg ikke finde hoved og hale I det. Meget af tiden vi gik har jeg talt sammen med mine to yndlingsguider Ture og Livingstone, og jeg har simpelthen hoert saa meget om deres liv og vi har vendt alle emner fra politik, familie, kvinder og meands roller, Dk vs Tanzania, sport, uddannelse og meget mere. Jeg ville elske at fortaelle det hele men det er der desvaerre ikke tid til her paa netcafeen:(

Fredag morgen kl 9. blev vi 8 piger hentet af vores guider og lederguiden Octor. Det tog 1,5 time at koere til startpunktet og humoeret var hoejt. Vi ankom til nationalparken og blev signet in, og startede ellers turen I pole pole tempo. Vi har 5 guider med os, 24 baerere, to kokke og to tjenere. Meget underligt at se at der skal saa mange mennesker til at faa os der op! Naa, men alle vores tasker, mad, gas osv blev smidt op paa ryggen og saa loeb de smaa maend ellers bare med 20 kg hver paa ryggen! Saa sindsygt! Naa, men turen var gennem regnskov saa toejet stod paa vandresandaler, t-shirt og shorts. Caro og jeg var bare klar, og synes det gik for langsomt, saa vi fik en af guiderne der hedder Ture til at foelge os lidt hurtigere; Paa halvvejen var der lavet laekker freokost til os, pandekager, suppe, avocado, aeg og poelser! Efter 3-4 timer om at gaa de 9 km naaede caro og jeg den foerte camp. Resten af pigerne kom efter 15 min. Vi fik igen god mad og gik I seng I 4-mands hytter.

Denne nat var ikke rar. Bivirkningerne fra hoejdesygepillerne kom virkelig til sin ret, mine haele og taer prikkede snorrede og stikkede, saa man ikke kunne sove, og nar man ligger I saa meget toej I stor sovepose kan man ikke naa sine foedder. : ( Saa meget fik jeg ikke sovet.

Naa, loerdag var der morgenmad kl 7.00 og vi var afsted til naeste hytte kl 8.10.

Klimaet var nu anderledes og en blanding af skov og aabne sletter. Vi have nu skiundertoej paa og fleece. Dette var for mvarmt naar der var sol og koldt naar der ikke var sol.. hmmm. Bivirkningerne fortsatte og den sidste time inden frokost var godt nok haard, selvom vi gik meget langsomt. Endelig kom vi til frokoststedet, og spiste vores laekre madpakker. AV AV Caro havde faaet to rigtig store vabler paa den den fod Men hun var sej og bed smerten I sig, og vi fortsatte mod hytten. Efter de 10 km, var vi alle SAA faerdige og traette, men vi havde stadig to km igen. Puha endelig saa vi hytterne, ingen havde talt sammen den sidste time, for det var der bare ikke energi til!
Da vi kom til hytterne Horombo Hut I 3700 m hoejde, som var rigtig stort og plads til 150 mennesker, rigtig toilet hus og det hele, fik vi serveret te og popcorn. Det kunne nu for alvor maerkes at luften var tynd, for gik du 5 hurtige skridt var vi helt forpustede.
Foer aftensmaden gik vi en tur op af bjerget for at afklimatisere, men vi var saa traette at vi ikke kom hele vejen foer vi vendte om.

Aftensmad og I seng….. Jeg havde godt haft lidt kvalme uder maden, men taenkte ikke videre over det. Bivirkningerne kom igen og jeg kunne ikke sove, begyndte saa smaat at faa hovedpine men proevede at sove. Pludselig vaagner jeg og skal bare kaste op, jeg naar lige at aabne doeren og saa Bdvr ud over trappen, jeg skal ellers love for hele mavesaekken blev toemt. (troede jeg) Jeg satte mig lidt for at sunde mig, og pludselig skulle jeg bare paa toilettet NU. Og saa kan I taenke jer til resten…. Bagefter fik jeg det lidt bedre , men hovedpinen fortsatte og jeg spiste en masse panodiler.

Forresten fik jeg ikke sagt at udsigten til Kili og ud over Moshi herfra var fantastisk. Simpelthen gudesmuk!

Turen til Kibo Hut startede kl. 9 og den var lige saa slem som den sidste, der var dog lidt flere lige straekninger, men luften var tynd saa selvom det gik lige ud havde man ikke overskud til at snakke, bare gaa I en lang linje. Jeg gik I front de sidste 500 meter, og havde godt set at Caro var stoppet lidt laengere nede sammen med en af de andre piger. Da pigen kom op til hytten uden caro, og fortalte at hun kastede op dernede, men var sammen med en guide, fik jeg bare taarere I oejene og ville ned til hende, men havde ingen gang kraefterne, og maatte heller ikke. Da jeg saa saa Livingstone komme ind med hendes taske floej jeg bare ud for at finde hende, og aldrig har jeg vaeeret saa glad for at se min lille caroline :P! Ved slet ikke hvorfor jeg reagerede saadan, men heldigvis havde caro faaet det bedre.

Vi var alle kommet frem til den sidste hytte ved halv 3 tiden og fik lidt at spise. Vi skulle derefter gaa I seng for allerede kl 23 starede den sidste tur til toppen.

Jeg kunne ikke sove pga hoejdesygen, og laa og vendte og drejde mig; til sidst faldt jeg dog lidt I soevn, og vaagner ved 20-tiden ved at jeg var svimmel. Jeg skal bare op og UD. Men her er vi 8 I samme vaerele I et hus hvor der er laaangt til ud. Jeg naar lige at rejse mig I soveposen (vi har saa meget toej paa og er pakket saa meget ind at man naesten ikke kan bevaege sig) og kaster op ud over sengekanten og ned pa gulvet og paa nogle af mine ting. AD. Men heldigvis - eller hvad man skal sige - har jeg ikke spist saerlig meget det sidste doegn - er det kun "vand", men alligevel ikke sjovt at vaekke de 7 andre med saadanne lyde!

Kl 23.00 startede opstigningen og Ture bar caros og min daypack. Udenfor var der snevejr og meget kulde, jeg havde saa meget toej paa tre lag paa benene, og 6 lag overdele, hue og elefanthue ud over. Vi startede stille og roligt, men vi var noedt til at holde mange pauser, for luften var saa tynd og stigningen saa stejl. Efter 2 timer faar jeg det saa slemt at jeg maa kaste mig ned I sneen. Ture og Livingstone kommer hen, og resten gaar videre. (To pigere er laenge bagud ogsaa pga hoejdesyge) Jeg som troede min mave var tom, maatte sande at den ikke var det. Igen kastede jeg op og hovedpinen tog til… Jeg kunneblive ved med at sige det samme… men jeg gik sammen med Ture hele vejen, og han tjekkede jaevnligt min puls, varmede mig, gav mig vand og hovedmassage I tindingerne… Han var verdens bedste Guide.

Efter 7 meget haarde timer I moerke og den vaedste nat I mit liv, naaede jeg Gillmans Point og faldt om halsen pa Caro. Her oppe var der -15 grader og sneen fyede, men kl var 06. og solen stod op, aldrig har jeg set saa flot en solopgang, det smukkeste og med udsigt ud over Tanzania og Kenya.(forresten var nattehimlen med stjerner ogsaa bare flot, har aldrig set en klarere!. Vi var 4 der fulgtes ned sammen med Ture og Livingstone, og allerede efter 10 min forsvandt min hovedpine, maven havde det ikke godt, men jeg var ligeglad, Vi Kurede ned af bjerget paa vores numse og stoppede for at sole ind I mellem, det var saadan en god tur ned, og vi havde det sjovt. Taenk at bare 300 m ned fjernede hovedpinen. Men hold Kaeft hvor tog det lang tid at komme ned til Kibo! 2-3 timer I flyvende fart. Herefter kom vi ned og hvilede halvanden time hvorefter turen fortsatte til Horombo. Faktisk er det heller ikke helt nemt at gaa ned af, det goer ondt I taer og foedder; Min hovedpine var vaek men diareen har jeg stadig… forhaabentlig stopper det snart?! Vi overnattede I Horombo, og I gaar morges samledes hele teamet og vi drak lidt champagne (uden alcohol) og sagde tusind tak til dem alle for denne tur. Guider baerere kokke osv sang en sang for os og med lidt dans til, det var saa hyggeligt:)

Vi gik de sidste 22 km ned paa 5-6 timer. Jeg fulgtes med Ture det meste af tiden og vi snakkede saa meget. Jeg elsker at tale med afrikanerne og hoere om deres liv osv. Kvart over to ankom Ture og jeg til maalet og han fik en kaempe krammer.

Yeah Vi gjorde det! Endelig sluttede eventyret og mareridtet I samme.

Men naar jeg sidder nu og taenker er jeg saa glad for at jeg gjorde det! Vi 8 piger havde et fantastisk sammenhold og har noget helt specielt sammen.


Jeg undskylder for div grammatikfejl og stavefejl men skriver I swahiliordbog, saa alt er roede streger:) Tiden er loebet ud paa internetcafeen saa kunne ikke naa en gennemlaesning. Kunne have skrevet meget mere og om den smukke natur, men man maa jo stoppe et sted:)

Haaber I har det godt hjemme! Knus fra Cille

Puha vi har skrevet meget. Men der var bare saa meget at fortaelle. I morgen skal vi ud paa en skole hvor de piger der ikke har bestiget Kili har arbejdet. Det bliver rigtig spaendende og paa fredag gaar turen mod Karatru, hvor vi skal paa safarier. Vi glaeder os som smaa boern. Haaber alle har det godt der hjemme. Mange hilsner

Cille og Caroline