Profile
Blog
Photos
Videos
(D. 26/2) Busturen til Hoi An var egentlig behagelig nok, det var faktisk nogle gode sovepladser og nok den bedste natbus vi har prøvet. Dog er det ikke i separate rum som i Indien, så her kan man rigtig dufte hvad folk spiser, så der var en "dejlig" intens duft af karry-ris-retter og andet "lækkert" :-). Godt at det ikke var makrelmadder ;-).
Da vi ankom til Hoi An, var det en lidt forvirrende modtagelse vi fik, da et virvar af Vietnamesere prøvede at give det bedste tilbud på et sted at bo eller en køretur ind til midtbyen. Lidt anmassende når de står helt op i ansigtet på en, før man overhovedet er nået ud af bussen!! Men vi fandt hurtigt ud af, at vi kun skulle gå 1 km for at komme til det sted, vi havde booket på forhånd. Vores hotel var et billigt mellemklasse hotel, lå meget centralt, havde en god morgenmadsbuffet (sammenlignet med det vi ellers har prøvet) og så var der sågar en lille pool :-).
Vi valgte kun at tilbringe én dag i Hoi An, på trods af at det er en vidunderlig, romantisk og charmerende by. Især den gamle bydel er smuk og hyggelig og er præget af både fransk, japansk og kinesisk stilart.
Vi brugte det meste af dagen i den gamle bydel, hvor vi fik set en masse templer og pagoder, som der er overvældende mange af. Dernæst kom vi lidt tættere på de lokales traditioner, da vi så noget folkedansk, hørte noget musik og til sidst deltog i en form for underholdning, som mindede lidt om bingo bare med figurer istedet!! Efter den lille opvisning så vi hvordan de lokale boede og fik en masse smagsprøvelser på hjemmebrygget te, især te med Lotus og ginseng er et stort hit her. Efter en lang dag - rig på oplevelser, sluttede vi dagen af med en velfortjent dukkert i poolen :-).
Generelt kan man få en masse billigt og lækkert mad i Vietnam, som er meget forskellig afhængigt af hvilket område man er i. Vi er i hvert fald faldet for de lokale retter i Hoi An, hvor vi især har nydt godt af Cao Lau, hoanh thanh/wonton og banh Vac/white rose (se billeder), ja vi kunne faktisk bruge hele dagen på, at fordybe os i det Vietnamesiske køkken og hvis vi skal tilbage hertil, vil vi stærkt overveje et madlavningskursus, dette skulle i hvert fald være meget populært her.
Byen er stadig præget af det kinesiske nytår, hvilket gør Hoi An til noget helt specielt, især når hele byen og alle gaderne lyser op ved floden om aftenen. Vi kan i hvert fald varmt anbefale andre at tage til Hoi An, som indtil videre nok er vores yndlingsby i Vietnam, især fordi det var her, vi for første gang følte den Vietnamesiske kultur, som vi havde forestillet os at den ville være.
- comments