Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag d. 9/2:
Vi ankom til vores overnatningssted (Tree House B&B) om eftermiddagen, som ejes af en svensk kvinde. Hun fortalte os en lang historie, om hvordan hun engang var taget til Borneo for at rejse rundt i 2 måneder, hvilket endte med, at hun var blevet boende i to år. Da hun efterfølgende vendte tilbage til Sverige igen, savnede hun Kuching og Borneo så meget, at hun besluttede sig for at rejse tilbage for at bo der permanent. Nu har hun boet der i 7 år og har ikke planer om at rejse derfra. Man kan godt forstå hvorfor folk slår sig ned på Borneo, da det er et skønt sted, meget afslappet og der er så mange fantastiske ting at opleve især naturmæssigt. Kuching er en skøn by, som ligger centralt i forhold til de forskellige nationalparker og naturreservater, som man kan tage til i Sarawak området. I Byen er der mange storcentrer og gadeboder, restauranter og madboder, dyre hoteller og billige guesthouse, så man kan sige, at byen er perfekt til alle slags rejsende, afhængigt af hvor meget man har lyst til at betale for det. Igen boede vi i det centrale Chinatown, som vi har haft gode erfaringer med før. Det er ofte lidt tætpakket at bo i denne bydel, men den har en hvis charme, hvor man kan få alt og så ligger det tæt på de fleste ting og seværdigheder.
Førstedagen brugte vi egentlig bare på at se os omkring, mest i Chinatown. Derefter tog vi til turistkontoret for at få mere styr på alle de spændende guidede tilbud, som der tilbydes i Kuching og omegn. Her besluttede vi os for at tage på en delfintur tidligt dagen efter. Derefter gik vi ned til floden og sejlede over på den anden side til fortet Margherita og spiste på et anbefalet foodmarked.
Tirsdag d. 10/2:
Øv øv, det var fint vejr i går, men i dag har det regnet HELE dagen, så da vores guide kom for at hente os, sagde han at der ikke var store chancer for at se delfinerne. Men vi kørte alligevel ned til båden, for at få en bedre vurdering fra skipperen. Han bekræftede vores guide i, at vi ikke ville få det store ud af turen, så de tilbød os at rykke turen til dagen efter, hvilket vi takkede ja til. I stedet tog vi bussen til Semenggoh Naturreservat i regnskoven, som er hjemsted for 25 orangutanger og som er et af de bedste steder i verden, hvor man kan se halvvilde orangutanger. Vi nåede lige at komme til eftermiddagsfodringen, hvor vi var så heldige at se hele 6 orangutanger. Som "fodermesteren" fortalte os, så havde der kun været 2 til morgenfodringen og ikke så mange de andre dage. Da det jo er halvvilde orangutanger og frugtsæson, så finde de ofte selv mad i naturen, så man kan aldrig regne med, hvor mange der gider dukke op :-)
Onsdag d. 11/2:
I dag regnede det igen, så vores delfintur blev yderligere udskudt. Hvilket vil sige, at i morgen er vores sidste chance for at se dem, da vi tager videre tidligt fredag morgen.
Selvom det regnede hele dagen, tog vi alligevel ud for at opleve noget. Hvornår regnen stopper ved vi alligevel ikke, det kan sagtens være at det fortsætter i flere dage, sådan er det med monsun sæsonen. Meget godt vi var forberedt på dette, da vi indtil videre har gjort meget brug af vores regnslag - det eneste man næsten behøver på denne tid og så selvfølgelig myggespray, til når regnen stopper ;-). Men det gør egentlig ikke noget at det regner, da det lægger lidt en dæmper på varmen!!!
Vi valgte i stedet for at tage til nationalparken Bako, som ligger på en halvø, der rager ud i det Sydkinesiske hav. Det er et kæmpe område med regnskov og et af de bedste steder at se regnskovens vilde dyr. Vi så den berømte næseaber, som var vores største mål og mange andre aber. Yderligere så vi en masse planteliv (bl.a. kødædende planter). Heldigvis havde vi lejet en guide, som kunne fortælle os om de forskellige planter og dyr og efter en times vandring i regnskoven, forbi vandfald og meget andet, kom vi til en eksotisk strand, omgivet af klipper. Det hele var meget eventyrligt og efter at have beundret udsigten, gik vi videre gennem regnskoven.
Måden hvorpå man kommer til og fra Bako, er via en båd og normalt skulle dette være meget smukt og idyllisk, men på grund af monsunen var der godt nok høje bølger. Vi var dog meget imponeret over deres teknik til at styre båden i det vejr. Vi skulle ihvertfald ikke ned i det vand, hvor Christopher var så overbevist om, at der var krokodiller ;-)
Torsdag d. 12/2:
Selvfølgelig regnede det igen i morges, så vores guide foreslog os, at vi kunne tage på en lignende tur ved 16 tiden, hvor der også var mulighed for at se delfiner, hvilket var vores absolutte sidste chance. I mellemtiden så vi diverse museer i Kuching og vandrede rundt i byen. Da vi skulle hentes senere på dagen, fik vi tilbudet om at tage på delfinturen, men afslog, da vi blev informeret om at chancen for at se dem, ikke var så stor, så det gad vi ikke betale penge for. Det var nu meget rart, at guiden var så ærlig og at han gad køre ud til os hver dag, for at fortælle hvordan vejret ville blive, helt uden at kræve penge for det.
- comments