Profile
Blog
Photos
Videos
Det er en skam men har ikke haft saa meget tid til at holde styr paa min blog, saa nu kommer der nok et helt vaeld af laesning til de interreserede
Som sagt saa var vi i nelson efter kajakturen, vi tog videre ned langs oestkysten mod pancake rocks, som det svaerre var en dyb skuffelse, ikke saerlig spaendene og ikke koereturen vaerd :( men vi boede paa et helt fint hostel i en by der hed noget i naerheden af pukanaiki, naeste morgen tog vi afsted mod franz joseph glacier.
Her opstod der saa en af de mere serioese problemer da min rejsekammerat Rasmus med sukkersyge glemte, saa distraet som han nu er, al sin insulin bortset fra en enkelt pen eller 2 paa hostellet ved pancake rocks.
Vi havde ikke rigtig tid til at vende om og hente det igen saa vi regnede med at hente det senere paa turen, manden var venlig nok til at putte det i hans koeleskab saa det ikke ville blive oedelagt.
Videre mod Franz Joseph glacier koerte vi, den store track var desvaere lukket saa vi tog en kort rute hen foran gletcheren og kiggede op paa den. Derefter tog vi videre mod vores naeste rejsemaal, nemlig welcome flat hut trekket, her gik vi en vandretur med en overnatning hvor man kunne vaelge mellem 3 niveauer, og da alle var nede igen tog vi til vores sidste destination queenstown.
Her havde vi foerst en hviledag til lige at falde til, selv brugte jeg den med mine to rejsekammerater Rasmus og Peter paa en irsk pub med en kilkenny eller 2, helt perfekt. Dagen efter havde vi vores sidste hele dag sammen og det stod paa klippeklatring og afslutningsfest om aftenen, desvaerre kom der aldrig rigtig gang i den til festen men det var rigtig hyggeligt uanset.
Onsdagen var dagen hvor vores laerer tog hjem med en enkelt elev Jakob, det var godt nok ogsaa dagen hvor nogle af os skulle springe ud af et fly i 12.000 fods hoejde i et tandemhop. Kan ikke helt beskrive foelelsen men det skal helt sikker proeves, vi brugte resten af dagen paa at slappe lidt af og klargoere sig paa den naeste dags aktivitet, verdens 3. stoerste bungee jump paa nogle og 130 fod. Det var helt klart federe end skydiving men vil stadig utroligt gerne proeve begge dele flere gange.
Torsdag (dagen vi bungeejumpede paa) forsvandt der yderligere 4 fra vores lejer, hvilket fik totalen ned paa 11 og dagen efter forsvandt 2 mere, Liva og Lars. Fredagen brugte vi selv paa at finde en bil vi kunne leje og hvor vi skulle tage hen, vi endte med en Nissan Sunny og Wanaka hhv. Fredag aften var vi 6 af de 9 der tog i byen og der fik den ikke for lidt gas, vi var meget fulde og meget sent hjemme men det gjorde ikke noget for vi havde ikke andet for end at vente til klokken 12 med at faa vores bil. I det mindste fik Rasmus fandt paa mande der havde hans insulin, og det problem loeste sig paa en maade af sig selv da manden havde smidt alt hans insulin ud, vi mangler stadig lige at finde ud af hvad vi goer.
Vi kom saa mere eller mindre smertefrit til wanaka hvor vi bookede os ind til noget mountainbiking dagen efter og tullerede overtraette rundt i den lille by indtil vi faldt i soevn paa en strand hvor vi ikke maatte sove. Vi mountainbikede i 4 timer, med blandede foelelser fra min side men var glad for det i sidste ende. I dag har vi klatret i et par timer og sagt farvel til Amalie, Theis og Mia som ogsaa var i Wanaka.
Her er en lille film til sidst :)
kortlink.dk/afbp <---- film
- comments
Mutti, Morrmor, Esther og Anne FEDT!!!!! Så sejt. Sidder hos mormor sammen med Anne og Esther. Mormor fylder jo år i dag. Solen skinner her i snevejret. Vi er alle glade for at du overlevede springene ;) Fint lille hvin du kommer med, da du springer. Det må være så uvirkeligt, at stå der på platformen bagefter og kigge ned. Tillykke!!!
Dadio Fed film. Det har jeg aldrig fået lov til at prøve - suk.......
Christoffer Haha det var ikke mig der hvinede, det var Liva :)
Peter og Mette - fælles på arbejde Peters første reaktion var: 134 meter - hold da kæft, det er langt!! Det er sgu' da kun fordi, at man ved, at det går godt, at man tør kikke med på videoen! Sejt gået :-). Håber du trives, også i de mere stille stunder. knus Peter og Mette