Hej alle. Saa er det tid til en ny opdatering, da vi endelig er kommet til en computer, som er nogenlunde fornuftig.

Efter Máncora tog vi til Huanchaco, som ogsaa ligger ved perus kyst blot 10 timer i bus laengere sydpaa. Huanchaco var mere noget for os. Det er en meget lille by, men fordi den er kendt for sine gode boelger, er der fyldt med surfere og derfor ogsaa hoteller og restauranter. Alligevel virker byen ikke helt saa turistet som Máncora, og den er vaesentlig mere rolig og billigere. Vi tog en surftime den foerste dag, og fik oevet de foelgende to dage. Det var dog ikke noget vi blev helt gode til, og boelgerne var nok ogsaa lige lidt for store. Ida blev desvaerre lidt syg - vist nok paa grund af noget mad vi fik i Máncora - noget der kom og gik de naeste to uger, foer hun fik fat i noget antibiotika. Lige uden for Huanchaco ligger den stoertste inka-by man har udgravet: Chan Chan. Den ligger midt ude i noget, der mest af alt ligner en oerken og fylder et kaempe areal. Der var en hel del tilbage af byen, men det mest imponerende var nu stadig stoerrelsen af stedet.

Leon, som var taget med os til Huanchaco, forlod stedet to dage foer os. Vi moedte ham dog tilfaeldigt en gang mere i Arequipa. Han skulle naa hjem til sin kaereste i Buenos Aires foer jul. Han har lovet at vi kan bo hos ham naar vi kommer til Buenos Aires, hvilket er fedt.

Efter Huanchaco havde vi taenkt os at tage til Huarez, som skulle vaere et fantastisk naturomraade i bjergene. Heldigvis fik vi set vejrudsigten inden vi tog afsted, og da det ville regne konstant den foelgende uge, besluttede vi os for at tage direkte videre, gennem Lima, til Huacachina. Byen er en lille-bitte turistby uden for den noget stoerre by Ica. Byen bestaar af en masse hostels og restauranter som ligger rundt om en oase ude i nogle enorme sandbanker. Grunden til at stort set alle backpackere i Sydamerika tager her omkring er, at det er det bedste sted at sandboarde - som svarer til snowboarding, bare i sand. Det var vildt sjovt at tage paa en saadan sandboarding tour, specielt at droene rundt i Buggien, som er et koeretoej specielt lavet til at koere i sand. Desuden var det fantastisk flot at se solnedgang over sandbankerne.

Efter Huanchaco to vi en 10 timers natbus til Arequipa - Perus andenstoerste by. Men fordi billetdamerne til betalingsvejene strejkede natten over, blev turen forvandlet til en 16 timers tur, da vi stort set ikke kunne koere en meter hele natten. Men vi kom frem, og fandt et hostel med koekken, hvilket var en noedvendighed, da det var den 1. december, og vi saa selvfoelgelig skulle lave risengroed og pandekager Arequipa var en befrielse med sine parker og gaagader, efter at vaere kommet fra en dag i Ica, der er enormt trafikeret og kaotisk. Vi besogte nonneklosteren, som er en hel by inde i byen, med huse, gader og smaa plaza'er. Vi var dog lidt skuffet over ikke at se en nonne.

Fra Arequipa to vi ud til Cañon del Colca. Vi efterlod vores tasker paa hostellet, og tog en bumle-bus i 6 timer, til Cabanaconde som er en lille landsby som ligger lige ved kanten af den stejle kloeft. Fra Arequipa gaar der tusindvis af billige ture til kloeften, men vi var glade for, at vi besluttede at tage der ud selv, for selv at kunne bestemme hvor og hvornaar vi ville hvad. Idas sygdom vendte desvaerre slemt tilbage mens vi var strandet ude i den lille landsby, saa vi kom aldrig afsted paa trekken ned i kloeften, som vi havde planlagt. Men vi fik brugt 3 naetter paa et lille hyggeligt hostel i byen, og Christoffer fik gaaet nogle dagsture rundt i omraadet og i landsbyen, hvilket var fantastisk flot. Kloeften er den anden dybeste i verden, og ret imponerende. Desuden er den kendt for sine condorer, som der skulle vaere stor chance for at se, men vi var desvaerre ikke saa heldige. Den sidste dag i Cabanaconde fik vi koebt noget antibiotika paa det lokale apotek, og Ida fik det bedre de naeste par dage.

Herefter tog vi fra Arequipa til Cusco. Vi havde forventet det vaerste for vi troede at Cusco var en alt for turistet by. Men vi blev positivt overrasket, og det er bestemt en af de behageligste byer vi har vaeret i i Sydamerika. Desuden er der nok at se paa, med byens historie som inkarigets hovedstad.

Vi besluttede os at tage The Inka Jungle Trek til Machu picchu, som er det billige og noget lettere alternativ for det rigtige inka trek. Den foerste dag af trekket skulle vi Downhill cykle til byen Santa Maria. Desvaerre var der kraftig regn hele vejen ned, og vi var ogsaa en smule skuffet over at turen foregik paa den asfalterede vej. Men det var nu sjovt nok paa trods af regnen, og da vi naaede byen, var der blevet rigtig varmt, fordi vi var kommet vaesentlig laengere ned. Efter frokost skulle vi ud og river rafte paa Urubamba-floden, som flyder gennem Valle Sagrado, bedre kendt som Sacred Valley. Floden flyder forbi Machu picchu og helt ud i junglen, hvor den flyder sammen med amazonas-floden. Dagen efter stod vi tidligt op for at starte en dag med 8 timers trekking. Noget af vejen foregik paa original inkasti. Det var en utrolig sti lavet paa en stejl klippeskraent og med en fantastisk udsigt. Saa selv om den foerste dag var lidt skuffende, var anden dag det hele vaerd! Vi endte trekket ved nogle varme kilder, som laa helt ud til floden, hvilket var perfekt efter 8 timers trek. Paa tredje-dagen kunne man vaelge mellem at gaa tre timer til vores frokost-sted, eller zipline om morgenen og saa blive koert dertil. Ida besluttede sig for at gaa mens Christoffer proevede zip-lining. Ziplining foregik ved at man blev haengt op i et kabel, som gik fra den ene side af kloeften til den anden, og saa glider man hen over. Vi proevede 6 forskellige kabler, hvoraf den tredje var den dybeste i sydamerika og den fjerde den laengste. Det var temmelig graenseoverskridende og vildt sjovt. Efter frokost gik vi langs de kendte togskinner til Agua Caliente; byen ved foden af Machu picchu. Her sov vi et par timer, foer vi kl. 4 om morgenen startede vejen op til Machu picchu. Vejret var ikke for godt paa dagen, men det gode ved at vaere der uden for saesonen var til gengaeld, at der ikke var halv saa mange mennesker som i den gode saeson. Desuden var der klar udsigt, og ikke spor taaget, som vi havde hoert der ofte kunne vaere. Efter en guidet rundtur gik vi op paa Wayna picchu: bjerget der rejser sig bag Machu picchu. Herfra var der en fantastisk udsigt over ruinerne. Vi maa indroemme at selv om vi har set tusindvis af billeder derfra, saa er der intet som at vaere der selv, og det levede absolut op til alle forventninger. Om aftenen tog vi toget tilbage til Cusco.

Efter at have sovet ud i Cusco tog vi en bus til Puno, som ligger ved Lake Titicaca, den hoejestbeliggende soe i verden. Vi tog dertil sammen med to hollandske piger, Collette og Lianne, som vi havde moedt paa inka trekket. Fra Puno tog vi en guidet tur ud til to oeer i lake Titicaca. Den foerste oe, eller naermere oeer, var de saa kaldte Flowting Islands. De er lavet af store jordklumper som flyder rundt i soeen. Beboerne har saa bundet klumperne sammen og fortoejret dem med anker. Her bor de og laver alt fra huse og senge til baade af siv, som gror paa oerne. Det var sjovt og imponerende at se oeerne, men desvaerre var turen lidt for turistet, og det blev lige lidt for meget da de lokale paa en af oerne, skulle vise os hvordan de spiste og sang. Den anden oe var noget stoerre, og egentlg ikke noget specielt, ud over de lokales traditionelle beklaedning. Alle maendene gik nemlig i skjorte og vest og bar en roed lang hue. Deres hoejde hjalp dem helle ikke til at adskille sig fra nisser, saa vi er blevet enige om at vi har fundet den rigtige Nisseoe. Det hjalp lidt paa jule-stemningen :)

Efter Puno tog vi til Copacabana, paa Bolivias side af soeen, og videre til La Paz, hvor vi er nu og skal holde juleaften, stadig sammen med Colette og Lianne. I forgaars tog vi paa downhill biking paa den kendte Death Road, som tilsyneladende er den farligste vej i verden. Den er nu (naesten) lukket for biler, paa naer nogle meget sindsyge lokale. Vi startede i 4600 meters hoejde, hvor der var iskoldt og sne omkring os, og 3 timer senere endte vi i sol og varme ved en swimmingpool i 1000 meters hoejde. Vejen er grusvej, og naesten hele vejen foelger man kloeften som gaar lodret ned lige ved siden af vejen. Det var virkelig sjovt og en god opevelse.

I dag skal vi julehygge og proeve at komme lidt i julestemning. Temperaturen hjaelper lidt paa det, for der er ikke varmt her oppe i 3600 meter.

Efter jul, den 26. december, har vi et fly til Rurrenabaque som er en lille by ved kanten af Amazonas. Herfra skal vi paa en 3 dages pampas-tur paa amazon-floden, hvor vi skulle have stor chance for at se alverden aber, krokodiller, slanger og fugle og ikke mindst faa lov at bade med lyseroede floddelfiner! Vi er tilbage i La Paz den 30. og bliver her over nytaar.

Naa men glaedelig jul og godt nytaar til jer alle! Vi savner jer lidt i denne tid, selv om vi nu har det ret godt, hvor vi er :)

Stort kram fra Ida og Christoffer!