Profile
Blog
Photos
Videos
Stille og rolig søndag formiddag med skyer på himlen og en ordentlig bunke lektier foran mig. Californien + Hollywood og strandliv = ikke sket endnu. Til gengæld har det været et par fantastiske uger med dedikerede undervisere og en masse søde mennesker, så regnestykket er nærmere Californien + udveksling = en udfordret hjerne.
På syv skoledage er jeg allerede blevet udsat for tre quizzes, og har to afleveringer til næste uge. Desuden valgte jeg, oven på en planlæg-din-karriere-vejledning og et info/redaktionsmøde at tage et lille ekstrafag, et workshop forløb som består i en ugentlig aftenundervisning samt at skrive artikler for skolens avis. Ellers tegner jeg skeletter og muskler, læser om muskelopbygning og nervesystemet, ser verdenshistorien fra en helt anden vinkel end det danske skolesystem har vist mig og hygger med lidt sociologi. Så skemaet er fyldt ud - og jeg er pjattet med det.
Ellers har der været tid til lidt fornøjelser såsom tur til Downtown Disney, et shoppingstrøg i forlængelse af Disneyland (forestil dig Strøget i lidt mindre format og så med Disney-tema). Fantastisk dejligt sted, hvor man, om man vil det eller ej, bliver til et lille barn igen, især når man præsenteres for kæmpestore kandiserede æbler - nej, karameliserede, overtrukket med chokolade og dekoreret som Mickey Mouse. Det er jo intet mindre end fantastisk.
Hollywood, Beverly Hills og Venice Beach: stadig på to-do-listen, lige nu er det om at finde en læserutine, der er holdbar, samt finde rundt i alle de nye mennesker og lære dem lidt bedre at kende. Lige nu er det tid for det såkaldte "pledging" på campus, dvs. de forskellige societies (tænk amerikanske film med broderskaber osv.) optager nye medlemmer - men man bliver ikke medlem uden kamp, så der foregår dagligt alskens ritualer som f.eks. unge fyre, der står i hvide skjorter og råber "sir, yes sir!" til deres ejere (for det er de næsten, de personer, der allerede er i et society) og ens påklædte piger, der går arm i arm i lange kæder og skal følge hinanden til timer. Jeg har snakket med flere af dem: en fortæller, hvor træt han er, den anden savner sin frihed. Så alt i alt - folk er meget optagede med hemmeligheder og ritualer. Men det lille udvekslingstrekløver - Sofie (dansk), Kelsey (amerikansk, østkysten) og jeg - hygger os med hinanden, og tiden indtil nu er gået vildt stærkt, selvom der ikke har været de store udskejelser og turistattraktions-højdepunkter endnu.
Jeg opretter desuden et par albums, inden søndagens læsemarathon starter, så du lige kan blive lidt misundelig på mit nye hjem med palmer og fantastisk udsigt og det madmekka, jeg er landet i.
Hyggehejsa!
- comments
Kirsten Zwergius Hej Mulle, det lyder som om du har fået kam til dit hår, dejligt at høre at du nyder det. Glæder mig mere og mere til at vi skal se herlighederne ved selvsyn. Knus
Sarah Gaarsdal Pelle Det lyder som om du har det fantastisk! og jeg er jo slet ikke misundelig. :-) Glæder mig til at høre mere!