Saa sidder vi I La Paz, egentlig ikke planen, men som vi skrev tidligere elsker de at lave vej blokader naar de er utilfredse. Og lige nu er de saa utilfredse I en af de byer vi sku ha vaeret igennem, for at komme til cobachabana. Men det gir os jo saa lidt tid til at underholde jer endnu engang(der blir I ojeblikket kaempet med billeder saa de sku inden laenge ligge paa christines facebook).
Det er nu 14 dage siden vi forlod Sucre og det trygge homestay. Det er 14 dage med saa mange oplevelser, at det er svaert at rumme det hele. Der er sommetider blokade I vores hjerner og det er umuligt at huske mere end et par timer tilbage, men forsoeger nu alligevel.
Vi startede vores mere selvstaendige rejse i Uyuni og tog en 3 dags tur gennem saltoerkenen og det mindst lige saa fascinerende hoejland, som boed paa farverige lagunaer , bjerge ( som faar himmelbjerget til at ligne et vejbumb), flamingoer I hundredevis og lamaer I stakke vis. Den sidste dag stod vi op midt om natten(ca. -10 C er vores bud) og saa noget dampagtigt noget fra vulkanerne og ved solopgangstid var vi saa ved de varmekilder. For mange var tanken om at skulle op af det varme vand nok til at de ikke hoppede i. Samme tanke strjfede os indtil hollaenderne fra vores gruppe hoppede i. Sofie maatte ofre sig og vise det gamle vikingerige aere og hoppede derfor i. Det var fantastisk laekkert og bagefter var der aeg til morgenmadJ Godt nok var vores guide/kok ikke den mest bevidste omkring hygiejne, men hvad pokker vores maver har alligevel ikke vaeret normale siden vi forlod DK.
Efter vores tur havde vi bestilt busbilletter til La Paz, eller det troede vi ihverfald. Det viste sig nemlig at damen havde skrevet den forkerte dato paa og vi havde glemt at tjekke datoen. OG nej det er ikke sprogbarriere for der er meget forskel paa ordene soendag og mandag. Vi maatte derfor ud I en stoerre diskussiuon paa spansk for at komme med paa bussen uden at betale igen. Er ikke sikker paa hun forstoed alt hvad vi sagde men ihvertfald forstod hun at vi Christine/Sofie var utilfredse(og nej det er ikke sjovt). Og hendes kollegaer gav os ihvertfald ret og lod os komme med, dog liggende paa gulvet I midten af bussen. Men hvorfor betale for et saede der kan ligges halvt ned naar man kan ligge helt ned: )
Dagen eften var vi totalt smadret og havde glemt at tage den forberedende malariepille. Saa vi besluttede os for at udsaette flyturen til jungle. KLOGT Christine valgte nemlig at gaa fuldstaendig doed paa hotelvaerelset. Enten pga. Koeresyge eller bivirkninger. Men der var kabeltv cola og bananer, saa Christine kom paa hoejkant til regnskoven dagen efter.
Men en lille forsinkelse I lufthavnen pga. Regn i regnskoven kom vi pludselig til et helt andet klima. Fra toert og koldt til fugtigt og meget varmt ,isaer med rygsaekke paa. Vi kan lige saa godt sige det som det var vi svedte som svin I RurrenabaqueJ
Saa paa pampas tur som er sejlende i baad paa amazonfloderne. Vi kan nu ALT, for vi har holdt en anakonda, en alligatorunge og badet I floden som er saa grumset at der er umuligt at se de potentielle aligatoerer(de skulle dog I teorien holde sig vaek naar de lyseroede delfiner var I naerheden). Det var dybt fascinerende ikke mindst at fodre aberne som kom helt ned og roerte ved ens haender, og ja maden her var helt vildt god ikke mindst de piratfisk vi ikke forstod at fange .
Dagen eften tog vi en lille tur i junglen. Vores foerste guide koerte galt paa motorcykel foer vi overhovedet naede at se ham. Saa vi fik en ny. En 22 aarig knaegt som bestemt var vant til jungle, men maaske knap saa vant til at faa danske piger toerskoet over diverse vandloeb. Vi gennemfoerte turen som gik ad stier, som vi er ret sikre paa ikke er blevet betraat at turisters foeder. Virkelige udkoerte og svedige. Vores guide fortalte os en slags spoegelsesjungle historier, om aber der spiste mennesker og om turister som aldrig var vendt tilbage igen. Fascinerende! Vi fik foelsen af at have hoert en af de fortaellinger som gaar fra generation til generation. Naa ja og saa har vi glemt at fortaelle at vi koerte paa motercykel ud til junglen, sejtJ
Vi er nu tilbage I La Paz efter et drama med booke fly(Nej transport er ikke lige vores/Bolivianers heldige side). Her har vi shoppet, oplevet stemningen I byen og har mountainbikeet paa "death road" (verdens farligste vej, eller det var den ihvertfald da der koerte biler). Man koerer ca. 3500 meter ned, dvs. man starter I bjergne og ender i jungle omraeder. Vi kunne se ud over kanten hele tiden. Sejt!!!!!
Naeste stop er Lake Titicaca og frivilligt arbejde I Cusco. Haaber I endnu ikke er faldet I soevn af den lange opdatering, selv om vi kunne have givet 100 flere vigtige detaljer, som ogsaa er med til at goere rejsen saa helt igennem fantastisk og speciel. Nyd Sommeren og Ferien.