Nu er vi kommet til Hanoi og det er blevet tid til en lille update af bloggen.

Siden sidst har vi efter et par dage mere forladt Goa.
De sidste dage i Goa blev for Christina E's vedkommende brugt paa at faa sit dykkercertifikat, som var en meget stor oplevelse. Det blev dog taget med lidt forsinkelse, da en storm havde skyllet al instruktoerens dykkerudstyr vaek. Den ekstra tid fik vi til at gaa med at pleje vores tan og se paa delfiner. Vi tog paa delfintur med en motorbaad, hvor vi saa mange fine delfiner og fik laekker grillmad, som vi spiste sammen med aeldre dansk par. Ganske hyggeligt.
Fra Candolim tog vi videre sydpaa og ind i landet, til Margao. Herfra tog vi en endagstur endnu laengere ind i landet til Dudhsagar Falls, som er et stort vandfald der ligger hoejt oppe i bjergene i Goas nationalpark. For at kommer dertil maatte vi foerst tage en taxa to timer ind i landet for derefter at skifte til en times jeeptur paa en meget bumlet "vej" gennem den smukke jungle.
Det var dog turen vaerd og da vi kom frem var det som en lille oase (kun spoleret af de lidt for mange turister).

Dagen efter tog vi med bus til Vasco da Gama, en lille by uden turister, restauranter, aabne butikker, taxaer eller anden form for civilisation. Her skrabede vi bunden hotelmaessigt og boede paa et meget beskidt lille vaerelse. Formaalet med besoeget i denne by var at vi dagen efter skulle tage toget derfra til Chennai. Det var en laengere tur paa et lille doegns tid, hvor vi fik laest en masse, spillet en masse casino og blev nedstirret af en masse snorkende indere. Hyggeligt.
Vi var derfor rimelig glade da vi endelig naaede Chennai. Glaeden varede dog ikke laenge, da vi hurtigt fandt ud af at Chennai er et andet ord for Helvedes Forgaard. Byen kombinerer simpelthen det vaerste fra hele Indien - stank, varme, utrolig stor fattigdom, naergaaende indiske maend, vilde hunde og bilkaos. Vi brugte derfor primaert vores halvandet doegn paa at komme levende frem og tilbage mellem restaurant, posthus og internetcafe.
Vi overlevede heldigvis og fik sagt farvel til Indien inden vi pakkede sydfrugterne og floej i en fart til Vietnam (hvilket dog alligevel tog gode ti timer).

Frem kom vi og vi er som sagt lige nu i Hanoi. Her er meget anderledes end Indien! Byen er en kombination af travl storby og smaa hyggelige gader med masser af butikker. Det er paa mange maader en stor omvaeltning for os, da der ogsaa er mange flere turister her og vi derfor er dejligt ligegyldige i gadebilledet. Vietnameserne er soede, men forstaar desvaerre ikke saerligt meget engelsk og snakker derfor meget vietnamesisk til os, som vi godt kan have lidt svaert ved at forstaa.

Vores foerste dage i Hanoi har vi brugt paa at gaa rundt i byen og kigge paa butikker og folk og i gaar tog Christina E os med paa en tur, hvor hun guidede os igennem en rute hun havde fundet i Lonely Planet. Det foerte os (udover lidt paa vildspor) forbi templer, monumenter, markeder og lokale kvarterer, som vi nok ellers ikke havde set. Vi fandt ogsaa ud af at Hanoi's gader er delt op efter hvad der saelges og vi kom baade igennem skogaden, legetoejsgaden, solbrillegaden, smedegaden og fiskegaden. Spoejst.
I dag har vi vaeret paa Ho Chi Mihn Mausoleum Complex, hvor grundlaeggeren af Vietnams kommunistiske parti og landets tidligere leder, Ho Chi Mihn ligger balsameret i en glasmontre. Vi stod fem kvarter i koe for at faa lov til at se manden i lige omkring tyve sekunder, inden en af de mange, mange bevaebnede vagter gennede os ud. For at komme derind skulle vi ogsaa igennem endnu flere sikkerhedstjek end i en lufthavn, vaere daekket til og vaere stille. Vi fandt ud af at Ho Chi Mihn i vietnamesernes oejne naermest har gudestatus. I det hele taget har vi fundet ud af hvor tossede de er med kommunisme hernede, de har blandt andet en park med statue tilegnet Lenin og hammer og sejl pryder gadebilledet mange steder.

I morgen tager vi paa en baadtur med overnatning i Halong Bay, hvilket vi glaeder os meget til.

P.s. Sidsels kamera har valgt at strejke siden Candolim og der er derfor mange ting vi ikke har faaet billeder af. Heldigvis har Christina E nu valgt at koebe sig et spejlreflekskamera, saa nu tager vi igen mange billeder.