Vækkeuret ringede 4.45... Kl. 6.00 skulle vi med bussen, som skulle køre os ud til Tongariro crossing. Vi var alle udstyret med lag på lag tøj, vandrestøvler, 2,5 l vand, stor madpakke og snacks. Vandreturen er 19,4 km lang og hvis man bestiger Mount Doom er det 3,4 km ekstra. Kl. 6.30 var vi ved startpunktet. Der var stadig mørkt og meget koldt, så vi var alle godt pakket ind med hue og handsker. Inden vi gik turen skulle vi dele os op i to grupper - de som havde en intention om at bestige Mount Doom og så en gruppe for dem der ville gå udenom. Jeg var personligt utrolig opsat på at bestige Mount Doom. Grunden til at vi skulle beslutte det inden var at vi alligevel ikke ville være i stand til at tage beslutningen, når vi stod ved bjerget, fordi vi på det tidspunkt ville have mange kræfter endnu, da Mount Doom var indenfor den første tredjedel af vandreturen. Derudover skulle vi være på toppen kl. 10.30 ellers ville vi ikke kunne nå bussen hjem igen, så os der ville bestige bjerget skulle gå godt til fra starten. Ved en håndsoprækning i bussen, var vi 21 der var opsat på at bestige bjerget. På vejen hen til Mount Doom, var der allerede nogle stykker der begyndte at beklage sig, fordi de synes at det var ekstremt hårdt at gå i det særdeles ujævne terræn. Vi var 18 foruden Jimmi som begyndte at bestige bjerget. Underlaget var en masse sten i forskellige størrelser, så man følte at hver gang man tog to skridt, så faldt mand et skridt tilbage. Sommetider måtte vi nærmest ned og kravle, for at holde os fast og for ikke at glide ned igen. Vi havde ca. 1,5 time til at bestige bjerget. Det allersidste stykke var ubarmhjertigt hårdt og mere gruset end det andet. WE DID IT!! Det var en utrolig fed følelse at stå på toppen - hvilken sejr! Alle der prøvede nåede derop undtagen én enkelt, som måtte vente på at vi andre gik tilbage, så hun kunne gå sammen med os ned igen. Det var virkelig synd for hende. Vi andre skyndte os at nyde vores medbragte medpakker på toppen, mens vi nød den utrolig flotte udsigt. Vi kunne ikke sidde deroppe særlig længe inden vi skulle ned igen. Det var ekstremt hårdt og utrolig belastende for knæene at gå ned fra bjerget igen. Vi satte os rigtig mange gange ned på bagdelen under nedstigningen og vi råbte ofte "STOONE", da der var mange store sten som gled ned fra bjerget. Vi var ikke helt trygge ved det, da det ikke var helt ufarligt. Langt om længe kom vi ned derfra og var godt syrede til i vores ben, men det var slet ikke slut endnu med at vandre på bjerge. Der var stadig en masse stigninger. I vores videre færden kom vi forbi de flotteste landskaber. Tongariro crossing skulle være den flotteste endagsvandretur i New Zealand og jeg synes bestemt at den levede op til den beskrivelse. De sidste to km på turen var nok de længste 2 km i mit liv. Endelig kunne vi se lyset forude og for at det ikke skal være løgn løb vi lige de sidste meter, for at vide overskud. Vi nåede lige præcis bussen, som skulle hente os k. 16.30, så det var god timing. Efter 10 timers vandretur, var vi alle godt brugte. Heldigvis var der ingen der selv skulle stå for aftensmaden i aften. Da vi vidste at vi ville være smadrede efter sådan en tur, havde vi bestilt bord på Snaps bar, hvor de fleste havde bestilt en Mountain burger. Det var en utrolig god afslutning på dagen. Vi er alle enige om at vi nok skal sove helt fantastisk i nat. Louise og jeg havde lige lagt os til at sove, da vi begge for en sms hjemmefra, hvor de fortæller at der havde været et jordskælv udenfor Japan ligeså kraftigt som det, der gav tsunamien i 2004 og at den ville ramme New Zealand om et lille døgn. Vi blev begge lidt skræmte, men beroligede os selv med at vi befandt os midt inde i landet og at Jimmy nok skulle have fingeren på pulsen, så vi lagde os alligevel trygt til at sove..