Profile
Blog
Photos
Videos
Wow, fantastisk morgenhimmel udsigt fra hotel Panorama. Carl havde lokket os til at købe guldkorn og crunchy-muesli, så vi fik vist spist lidt ekstra meget morgenmad allesammen ;-) og så var der afgang mod Osijek i Kroatien, den største by i den nordøstlige del. Efter et grundigt check af vores papirer og et gennemkig af vognen, blev vi sluppet ud af Ungarn, og derefter endnu et, før vi blev sluppet ind i Kroatien, af toldere i herlig gammeldags stil med kasket og det hele. Nu begyndte lidt udfordringer, da toiletbeholderen var blevet fyldt! Ja, man vender sig hurtigt til livet hvor toilettet er med på farten. Well, vi klarede skærene, og ankom til Osijek omkring kl. 12, lige i tide til en gang frokost på det grønne græs langs Dravo, en, ganske stor, biflod til Donau. Så blev vi ellers ramt af super forårsvejr, så det var af med det tykke tøj og ud of nyde solen. Efter frokosten, fik Peder 10 minutters lur! Mirakuløst! Der er tydelige spor efter krigen i byen. Mange huse står stadigt tilbage med skudhuller og har tydeligvis ikke fået en kærlig hånd de sidste 15 år. Andre steder er det skudt op med nybyggede huse, specielt er det klart at der er sprøjtet en del kapital i store supermarkeder, byggemarkeder og lignende, det går hurtigt når sluserne åbnes og kapitalismen vælter ind! De obligatoriske bilforhandlere har i høj grad fundet vej hertil og deres bygninger er fuldstændig de samme som i Danmark. Ikke det mest interessante når man er turist, men jeg skal love for det virker. En ny bil tæller max hernede, flere steder kørte vi forbi ret smadrede huse med en lækker stor VW i garagen! Aftensmåltidet blev på en meget hyggelig restaurant i den gamle bydel. Vi bestilte en salat hver og en tallerken kød til deling i forventning om at få lidt af hvert af deres delikatesser...det fik vi også, meget mums, men i store mængder. Efter orgiet slentrede vi med to sovende drenge i klapvognen hjemad langs floden, ahh, kun en smule koldere end en dansk sommeraften :-) Vi pakkede os i camperen og kørte til nationalparken Kopački Rit lige nord for Osijek, hvor en oplyst parkeringsplads blev til vores overnatningssted.
- comments