Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det tid til at tage i Taronga Zoo! Vi havde hørt at det skulle være en fantastisk zoo og bare sejlturen derover skulle være rigtig hyggeligt, så det måtte vi da opleve.
Vi stod op, smuttede ned til havnen, købte en billet og ventede på båden. Turen over til Taronga Zoo tog kun ca. 15 min., og turen var rigtig smuk. Derfra kunne man se Operahuset fra vandsiden, se broen fra en anden vinkel og se alle krigsbådene inde ved land. Det var en super hyggeligt tur, der gik lidt for hurtigt.
Da vi ankom til Taronga Zoo, skulle vi op i Sky Safari cable car der hejste os op til det øverste af zoo'en. Taronga Zoo går nemlig nedad i "trin", hvor man starter oppefra, slutter nederst og snupper en færge tilbage til havnen. Vi gik hele vejen ned igennem zoo'en og tog maaaange billeder. Nogle af dem kan I se i vores fotoalbum. Vi rendte rundt og kiggede på dyr i ca. 4 timer, hvorefter vi tog en færge tilbage til Circular Quay. Den færge vi allerede havde betalt for kom først 45 min. efter, så vi besluttede at tage den færge der kom med det samme og betale lidt for ikke at stå og fryse helt vildt i knapt 1 time.
Da vi var tilbage på Circular Quay, havde vi allerede besluttet os for at vi ville have kinesisk at spise, så vi gik ned mod Chinatown. Christina ville dog først meget gerne se Slip Inn, hvor Frederik og Mary mødte hinanden i sin tid, så der gik vi hen først, uden at fare vild eller noget som helst. Meget flot. Slip Inn er rigtig hyggelig, ikke spor fancy, bare en helt nede på jorden, hyggelig bar. Vi købte to australske øl og satte os udenfor, for bartenderen fortalte at det var lige præcis dér Frederik og Mary mødtes. Mens vi sad der, gik der et andet dansk par forbi os, så vi blev enige om, at Slip Inn nok tjener en ekstra skilling på os skandinavere, på grund af Frederik og Mary.
Efter vi havde drukket ud, gik turen til Chinatown, så vi kunne få noget at spise. Det var fuldstændig ligesom at være tilbage i Asien, hvor de står og råber efter en og hiver fat i en, for at man skal spise på lige præcis deres restaurant. Vi satte os ind et sted der så rimelig fornuftigt ud og fik en god middag. Bagefter tullede vi tilbage på vores hostel, pakkede det sidste af vores ting og gik i seng.
- comments