Profile
Blog
Photos
Videos
Hey alle!
Grundet mangel på internet og tid, er det noget tid siden vores sidste update! Godt en uge er der gået og vi har været langt omkring! Surfers Paradise var en oplevelse! Dejlige strande, okay vejr (den sidste dag) og spæk fyldt med unge turister. Det betød at dagen gik med at kigge os omkring og shoppe lidt surfer udstyr, mens aftenen gik med bytur. Surfing blev det dog ikke til, da vi begge blev enige om, at lejen af surfboards var alt for dyr her (godt 60 dollars - ca. 300 kr. for én dag). Herudover ramte vi heller ikke rigtig dagen/dagene for de gode bølger! Surfers Paradise er også kendt for de mange omkring liggende forlystelsesparker og naturligvis kunne man ikke sætte sine ben i Surfers uden at prøve en af disse! Vores valg faldt på vandlandet "Wet'n Wild", et helt vildt fedt vandland! Vilde vand rutsjebaner (Vi var især vilde med rutsjebanen "water loop", som er en vandrutsje bane, hvor man spæres inde i et lille kammer og efter en nedtælling fra 3 blev nærmest suget ind i rutsjebanen og med høj fart sendt gennem et loop!) og afslapning i den dejlig varme sol, var temaet for denne dag - en kanon dag iøvrigt!! Efter Surfers kørte vi godt 100km op nord til en lille by tæt ved Steve Irwins "Australian Zoo" - som var næste oplevelse på vores liste. Efter at have overnattet og besøgt det lokale bibliotek for at købe billetter online gik turen mod Australian Zoo. Klokken godt 10 stod vi således uden for Zoo'en og efter at have spist vores altid gode cornflakes var det tid til show i "Crocoseum". Crocoseum'et kan bedst beskrives, som et lille fodboldstadion, dog ligger forskellen i, at banen er indhegnet og at der løber en flod gennem denne. Showet indeholdte både fremvisning af elefanter, og massere af australske dyr, heriblandt slanger, fugle og ikke mindst saltvandskrokodiller! Efter showet startede den lange spadser tur rundt i parken, hvor både koalaer, emu'er, tasmanske djævle, dingoer, wallabies og kænguruer blev udforsket. Både kænguruer og koalaer kunne man røre ved og kæle for, og man kunne sågar købe specielt foder, så man kunne fodre kænguruerne! Dagen blev sluttet af med atter et visit på "Crocoseum" for at se Australiens rovfugle i aktion. Næste destination var den lille surfer by Noosa, hvor vi skulle bruge én dag før turen gik mod Hervey Bay og Fraser Island. Denne dag gik med surfing og afslapning på stranden og vi blev hurtigt enig om, at Noosa var endnu et surf-besøg værd efter Fraser Island. Endelig var det tid til Fraser Island, og vi tjekkede ind på Nomads i Hervey Bay ved 16-tiden d. 15.. Turen rundt på Fraser Island skulle foregå i 3 4x4 biler, hvorfor vi naturligvis blev delt ind i 3 grupper - A, B og C. Christian og jeg kom i gruppe A og kom hermed i selskab med en flok herlige mennesker, ja faktisk var alle 3 grupper fyldt med herlige mennesker. Vi havde 3 kanon gode dage på Fraser Island med høj solskin, sand-kørsel, oplevelser og højt humør både nat og dag. På grund af kraftig strøm og en stor mængde hajer, må man ikke bade i havet på Fraser Island, men dette må dog også siges at være langtfra nødvendigt!! Fraser Island er nemlig så heldige at være hjemsted til nogle af de mest klare ferskvand søer i verden!! Allerede på første dagen fik vi lov at opleve en af disse, nemlig, Lake Wobby. Dette var en helt vildt underlig oplevelse, som bedst kan beskrives, som at bade i et kæmpe badekar!! Lake Wobby lå for enden af en kæmpemæssig sandbunke, man følte lidt man var i Sahara - fik vi forresten nævnt at Fraser Island er verdens største sand-ø? Herudover fik vi også set Indian Head - det eneste sted på øen, hvor der var sten. Indian Head er et stort stenplateau, hvorfra man har en god udsigt over både havets dyreliv og den fantastiske natur, som Fraser Island er hjemsted for! Turen gik også forbi Lake Mackenzie, som vi, uden at blinke, har kåret til verdens flotteste sø! Fra parkeringspladsen føre en sti med det hvideste sand ned til en fantastisk klar sø - virkelig som på et postkort!! Lake Mackenzie udgjorde også det sidste stop på Fraser Island, hvilket betød at folk herefter måtte krybe tilbage i bilerne og sætte kursen mod færgen og fastlandet. Efter at have fået taget gruppebillede, var det på tide at tage afsked med den del af gruppen, som ikke havde en overnatning på Nomads. Aftenen gik med at hygge og drikke en kasse øl, med den resterende del af gruppen og for Christian vedkommende også en klipning. Resultatet blev dog, at han, dagen derpå, måtte til frisør for at blive rettet lidt til. Denne dag var også dagen, hvor vi tog den sidste afsked med Fraser-gruppen og igen satte kursen mod Noosa og 7 dage med surfing og afslapning! Billeder fra vores tur og de sidste par ugers oplevelse skal vi nok få lagt op så hurtigt som muligt, men internettet er rimlig langsomt og ret dyrt, så vi arbejder på sagen! :D Som i kan høre er vi ved godt humør og har overlevet både edderkopper, slanger og dingoer på Fraser Island! I skrivende stund ligger vi på en camping plads i Noosa efter en veloverstået dag med god surfing, men knap så godt vejr! Vi håber alt stadig er vel derhjemme!!
- Christian og Kristian, Fredag d. 19 september
- comments