Profile
Blog
Photos
Videos
Klokken var 4.27 om morgen, da toget vi tog fra Hue kl. 15.00 dagen før, endelig trillede ind til perronen i Vietnams hovedstad Hanoi. Bag os har vi en meget blandet tog tur, men vi var en del mere heldige med vores medrejsende i den lille 4-sengs softsleeper kupé. Men toget gyngede så meget fra side til side at det var umuligt at få en god nats søvn.
Vel fremme begiver vi os mod det gamle kvarter i en usædvanlig stille by. Da vi har gået et lille kvarter stopper en tilsyneladende flink mand os og siger at hans hotel er åbent og vi kan få et værelse omgående, så vi kan hvile os lidt. Efter en lille forhandling om prisen, var han gået 33% ned i pris og vi tog i mod tilbuddet, og gik gennem de øde gader op til hotellet for at lukke øjnene lidt :)
Da vi et par timer senere åbnede øjnene og bevægede os ud i gaden blev vi mødt af et helt andet syn. Den stille gade vi gik ned af var som forvandlet. Her herskede et kaos af motorbikes i 100-vis parkeret på fortovet og biler og motorbikes snoede sig ind og ud mellem hinanden. Den friske luft vi ankom til var allerede blandet med en stor portion udstødning og støv.
Vi fik afleveret lidt vasketøj på en sidegade og gik herfra videre ud i byen. Vi var nede ved Hoan Kiem Lake, hvor der ude på søen står et gammelt tempel fra mellem 1200 og 1400-tallet. Vi gik igennem en masse små gader og så en masse spændende ting, dog er byens store attraktion kunst og små hyggelige franske caféer. Efter en lang dag med sightseeing rundt omkring i Hanoi, endte vi på et nightmarked, som kun har åbent i weekenden. Det var jo til vores held vi lige kom forbi :) Som vi har sagt før og som vi gerne siger igen, så er det farligt at sende os ud sådan et sted. Vi bruger jo bare penge, men ellers er det jo ikke en rigtig ferie til Asien :)
Dagen efter tog vi ud og så hvor Ho Chi Minh lå. Han døde i 1969 og er blevet balsameret, så han har ligget til ”skue” siden 1975. Det var en underlig følelse at se en død mand så tæt på, og man fik en stor klump i halsen.
Efter det gik turen ud i den anden ende af byen, hvor vi så endnu et tempel og en Pagoda. Vi blev enige om efter den lange gåtur, at vi trængte til en god western burger. Det skal dog siges vi kun har spist lokalt mad på vores tur indtil nu. Så det var dejligt at få lidt mad som man kender..
Så vendte vi tilbage mod byen, hvor vi gik fra rejsebureau til rejsebureau for at få en tur til Halong Bay og Sapa. Vi endte på 145 dollar for to ture med overnatning, transport, lufthavnstaxi og mad i fem dage, så det kan man ikke klage over. Dog synes Chris stadig det er dyrt.
Om aftenen fik vi pakket vores ting og så gik turen dagen efter til Halong Bay.
Efter en køretur på lidt over 3 timer ankom vi til havnen i Halong City, og herfra var det bare på båden og afsted. Aldrig har vi set noget så smukt. Båden var dog ikke noget at råbe hurra for, men det sørgede udsigten for at udligne, det hele blev dog krydret med de dyreste øl vi har købt herude. $2 pr.styk, så det var ikke her der gik den vilde druk i det.. På vejen rundt var vi inde og se en grotte, super flot, som først blev opdaget i 1993. Herfra gik turen bl.a. videre til en flydende fiskerby ude midt i bugten. Det var meget sjovt at se hvordan de bl.a. opbevarede dagens fangst i store net i vandet, dog med en noget primitiv gangbro imellem de forskellige net.
Efter aftensmaden stod den på underholdning, og hvad kan få personalet på en vietnamesisk båd mere op at ringe end… KARAOKE. Hvor var det bare rædselsfuldt. Alle på båden flygtede mod nærmeste udgang, men da man ikke rigtig kan komme af båden endte vi alle sammen oppe på soldækket og betragtede stjernerne, mens bartenderen nedenunder sang så højt og falsk at personalet på luksusbåden overfor overvejede at lette anker og stikke af..
Den sidste dag i Halong Bay gik med solbadning og en tur på havet i Kayak, så smukt og hyggeligt. Efter en frokost på fastlandet gik turen tilbage til Hanoi hvor vi nu sidder og venter på at blive hentet til det sidste store eventyr i Vietnam. Turen går til Sapa.
Vi skrives ved i weekenden..
- comments