Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme i sneen.
Sikke nogle snefyldte billeder vi har set derhjemme fra. Hernede er der mellem 25-35 grader på østkysten. Det regner dog også en del ind i mellem, men det er hurtige byger, og så snart solen kommer frem igen, er det hele tørt på ingen tid.
Siden sidst har vi kørt på The Waterfall Way - super flot. Vi så flere vandfald (Wollolombi Falls, Ebor Falls, Dangar Falls). Vi var samtidig i mange nationalparker ( f.eks. Oxley Wild River National Park og Dorrigo Rainforrest National Park). Efter at have brugt det meste af dagen på The Waterfall Way (Som ligger lidt inde i landet), kørte vi tilbage til kysten til Coffs Habour.
17-20 feb. var vi i Byron Bay, som var en super hyggelig, lille strand-surf-dykning-shoppe-by. Her kunne vi godt bruge lang tid. Inden vi kom til Byron Bay, så vi The Big Banana, som er den mest fotograferede banan i verden. Vi brugte tiden på at shoppe lidt, ligge på stranden, spille strandtennis og bare nyde den hyggelige by. Men så var det at det en dag regnede, blæste og var overskyet det meste af dagen. Og hvad skal man bruge sådan en dag til? Hmm, vi tager da ud og bliver mere våde - Vi tog ud og surfede!! Super sjovt og svært. Det så ret sort ud til at starte med, da det var en stor kamp at komme langt nok ud i vandet, da boardet hele tiden blev taget af vinden og bølgerne, men da vi først kom igang var vi ikke til at stoppe igen. Thomas kom lynhurtigt op og stå på boardet og stod over 40 meter (Hvis man ikke stod over 40 meter ville man få pengene tilbage). Men større kamp var det for mig at komme op og stå i mere en to sekunder, men efter mange fald og blå mærker, blev jeg stående og stod, et rimelig langt stykke - i hvert fald hvad Thomas siger. Jeg var bare så overvældet over endelig at stå på bølgen, at jeg glemte at ligge mærke til, hvor langt. :D Men surfing kan i hvert fald anbefales :)
Den sidste dag i Byron Bay, fik Thomas endelig udlevet den drøm, som han stort set kun har snakket om siden vi tog afsted. Han var ude at dykke. Han tog et introduktionskursus, hvor der først var lidt teori, derefter en træningssektion i deres pool, hvor de skulle lære at bruge alt udstyret, vænne sig til at trække vejret og kommunikere under vandet. Derefter gik turen til Julian Marine Rock Reserve, som er et flot koralrev lidt uden for Byron Bay. Thomas siger: "Vi fik sat vores båd i vandet og sejlede gennem de store bølger 5 minutters hård tur ud til stedet, hvor vi skulle dykke. Jeg tog alt mit udstyr på, (Våddragt, dykkerbriller, svømmefødder, et bælte der hjalp os til at flyde, vores vest med den store iltflaske osv) og rullede fra kanten af båden bagover ud i vandet(Ligesom de professionelle gør:D). Derefter gik turen omkring 10 meter ned til den helt uforklarlige, fantastiske og facinerende natur nede på bunden. Det var sku en kæmpe oplevelse. Se alle de forskellige fisk i alverdens farver og størrelser, se det fantastiske koralrev i forskellige former og også farver. Desværre havde jeg ikke købt et undervandskamera så jeg kunne illustrere den kæmpe oplevelse det var. Må jeg huske til næste gang:D"
Lige nu sidder vi på McDonalds, som vi fandt ud af havde gratis internet!! vi er på vej fra The Cold Coast (Surfers Paradise) til The Sunshine Coast. På mellemvejen skal vi ind i den Australiske Zoo, som er meget kendt, da det er Steve Irwins Zoo. Vi har bestilt nogle ture til øerne Fraser Island og The Whitsundays Islands, som skulle være helt fantastiske smukke og noget der bare skal opleves. Vi glæder os især til turen ved Whitsundays, da det er en form lille "krydstogt", men det hører I mere om senere. :)
Vi håber snart I slipper for sneen derhjemme og får lidt forår i stedet for. Vi prøver at sende varme hjem til jer, men det er svært fra den anden side af jorden :)
Mange hilsner fra downunder.
- comments