Efter en dejlig rejse op langs oestkysten, floej jeg fra Cairns til Sydney d. 25 marts.
Naeste morgen hoppede jeg paa countrylink toget, der efter en rejsetid paa 7,5 time, ville faa mig frem til Louise og Wilfred Harris farm i Barraba.
Jeg ankommer til den mest oede by jeg nogensinde har set! Det minder om det vilde vest med en stoevet hovedvej gennem en doed by. Jeg star et et kvarters tid og venter paa at Louise skal hente mig.
Hun kommer raesende i en hvid truck og undskylder hun var sent paa den. En travl kvinde fornemmer jeg straks og har jeg senere faaet bekraeftet!

Vi koerer en smuk tur gennem det australske landskab og ser solen gaa ned. Efter godt endnu en times koersel ankommer vi til deres farm, der spreder sig over et kaempe areal. Der er bakker omkring dalen som farmen ligger i, oerne flyer i luften, kaengurer hopper i graesset og nogle gange ser man, som jeg har set i dag - en giftig redbelly black snake!
De har sort Angus kvaeg gaaende, som de saelger til slagtere i Australien og Japan.

Udmattet efter en lang rejsedag gaar jeg tidligt i seng, parat til min foerste dag paa landet.

Naeste morgen vaekkes jeg af min alarm der ringer 07.00 ( her i huset sover vi ikke laenge). Louise smiler og siger "Let's get you ready". Jeg faar cowboyhat, skjorte, jeans og boots paa. Ligner en vaskeaegte cowgirl.
Vores foerste opgave er at dryppe nogle koer med oejenbetaendelses oejne. En skraemmende oplevelse for en bypige som jeg. En vred ko, der ikke vil i baas er ikke til at spoege med. Kosalv ryger direkte i ansigtet paa mig. "You'll get used to it" siger Louise.

Dagen efter driver vi unge kavle ud paa markerne (hvilket de hernede kalder for mastering). Det er i princippet det vi laver mest af paa farmen. At faa dem ud paa graes i nogle timer, og bagefter i baas igen. Til det arbejde bruger vi ATV'er og hunde.

I dag har vaeret en haard og voldosm dag. De unge kalve med horn, skulle "dehornes", hvilket i sin bogstaveligste forstand betyder at man klipper hornene af dem.
Foerst skal man have dem gennem tre baase hvor man deler dem op i raske, nogle med oejenbetaendelse og dem med horn.
Derefter kan arbejdet begynde, og jeg maa aerligt indroemme at lyden af en saks der klipper et horn, blodet der sproejter ud i en strid straale og en skrigende kalv, er for meget for en bypige som jeg.
Jeg fik derfor lov til at vente i baggrunden og foerst assistere naar det galdt oejendrypping.

Selvom livet paa en farm er haardt arbejde, har jeg ogsaa set nogle ufattelig smukke sider af det.
At drive kvaeget ind fra en mark sidst paa dagen, hvor solen er ved at gaa ned, mens smaa vildsvine og kaenguruer kan spottes paa marken, er en oplevelse jeg ville oenske alle havde.
Jeg vil forsoege at oploade nogle billeder snart.