Profile
Blog
Photos
Videos
MANDAG d. 4/7 2011
Jeg er en træt turist i øjeblikket, men på den gode måde heldigvis. Vi var i går på 1-dagstur til Den Forbudte By, den kinesiske mur, på jade-fabrik og til the-ceremoni. Vi blev hentet kl. 7.30, hvilket var lige tidligt nok efter min smag, men at være turist kræver åbenbart, at man er morgenfrisk. Vi kom ind i bussen, hvor der allerede sad en tur-deltager, i form af en mand, der vist nok var fra Iran. Vi kørte til et andet hotel, hvor vi skulle samle flere op, hvilket tog sin tid, så jeg fik mig et lille hvil på bagsædet af bussen. Pludselig føltes det som om bussen var ved at tippe, da en noget fed, midaldrende indoneser trådte ind i bussen. Det viste sig, at han var i rigtig hopla og efter ham fulgte en madame, 2 ældre mænd samt en mandlige og kvindelig kineser. Inden vi kørte videre præsenterede vores kvindelige tur-guide sig selv og bad os om at kalde hende "Haha", somvar et navn, hun havde givet sig selv, fordi det var sjovt. Allerede der syntes jeg, at turen blev en smule bizar og surrealistisk, og det skulle vise sig, at det blev en uforglemmelig dag i mere end én forstand.
Første stop blev Den Forbudte By, der ligger ikke ret langt fra vores hostel. Faktisk kunne vi ikke bo mere centralt i byen, og vi har flere gange snakket om, hvor fantastisk en placering vi har fundet os - tæt på søerne med barer og tæt på den forbudte by, drum- og belltower samt metro-stationer. Det gør alting meget lettere. I Den Forbudte By blev vores såvel som Hahas tålmodighed sat på prøve, da det indonesiske følgeskab viste sig at gøre mange og lange stop for at tage billeder. Når vi alle endelig var samlet, og Haha begyndte at fortælle om omgivelserne, var det næsten ikke til at høre, hvad hun sagde, fordi den tykke indoneser oversatte højt og lystigt for sine venner, eller også afbrød han, fordi han ville tage billeder af Sara og mig. Desuden irriterede det mig grænseløst, at hver gang han endelig havde indhentet os, efter vi havde stået stille og ventet det samme sted i flere minutter, sagde han "okay, let's go!" med det vildeste happy-face, jeg nogensinde har set, fuldstændig forladt for situationsfornemmelse. Han mindede mest af alt om den fede, leende buddha i menneskeskikkelse. Den Forbudte By var virkelig flot dog og en meget anderledes oplevelse. Når man går ind af muren i syd, hvor Maos ansigt pryder en stor del af facaden, kommer man ind til en kæmpe aflang plads, hvor en central sti fører én igennem stedet. Hele Beijing er bygget op om den sti, hvilket er let at fornemme når man ser et bykort, fordi byen er symmetrisk og inddelt i firkanter. Vi gik fra sydindgangen til nordporten, hvilket er en gåtur på knap 1 km, hvor der var flotte kinesiske bygninger og store pladser foruden en enkelt have, hvor indoneserne var mere interessede i botanikken end den historiske baggrund for grundlæggelsen af stedet. Lige der må jeg indrømme, at jeg fik ret ondt af Haha, for jeg kunne se i hendes øjne, at hun vidste, at det ville blive en lang dag. Konstant rakte hun en arm i vejret og råbte "please guys, hurry this way", og på et tidspunkt, hvor vi gjorde holdt spurgte hun, hvor lang tid vi ville bruge ved bygningen, hvortil den tykke glade mandsvarede "en time", hvorefter han var ved at dø af grin over sin egen humoristiske sans.
Efter den imponerende gåtur i Den Forbudte By kørte bussen videre i 40 minutters tid, hvor Haha hurtigt opgav at fortælle om byens historie, da hun kunne se at alle, både danskere, iranere og indonesere, var blevet trætte. Jeg fik mig en lige så god lur på bagsædet som den bumlende bus tillod, og i meget lang tid lykkedes det alle i selskabet at forholde sig i ro. På et tidspunkt hørte Sara og jeg nogle fnisende stemmer over os, der viste sig at være den tykke indoneser og ven, der tog sove-billeder af os med deres mobiler. Det føltes pludselig som om vi var på tur med en efterskole, men var nu svært at holde den sure maske på ret længe, og vi kunne heldigvis sagtens se både det sjove og absurde i situationen. Det skulle åbenbart kun tage et par timer for en belastende, men livsglad indoneser at trænge igennem den negative mur som han mødte i os to danskere. Hvis han overhovedet havde opdaget, at vi ikke syntes, at han var et hit. Det tvivler jeg på.
Turen derefter var i noget lettere stemning fra Saras og min side, måske også lidt på grund af vores lur. Vi kom til en jade-fabrik, der var fin nok, men som mest bar præg af, at de gerne ville have, at vi købte noget. Jeg fik på fornemmelsen at Chinatour.net, som vi havde booket turen igennem, formentlig får et eller andet form for økonomisk tilskud fra fabrikken, hvis der gøres holdt på vejen. Med deres overpriser kan fabrikken jo tjene mange penge ved alle de fyldte turistbusser, der besøger stedet hver dag. Jeg synes ikke jade-smykker er de smukkeste i verden, og det er ikke rigtig min stil. Men det var lidt imponerende at se, hvordan det bliver lavet alligevel. Efter at have set maskinerne og den store hal, hvor vi blev prakket det ene og det andet fantastiske tilbud på, var det tid til frokost, hvilket foregik i fabrikkens restaurant. Vi spiste ved ét bord sammen med resten af den brogede forsamling af indonesere, kinesere og iraner. Efter at Haha, særligt henvendt til indoneserne, havde gentaget 3-4 gange, hvornår vi skulle være tilbage ved bussen, gik snakken på kryds og tværs af det runde bord, hvor maden blev drejet rundt og delt fra et serverings-hjul i midten. Den tykke, levende buddha-skikkelse af en indoneser førte det meste af ordet, da han kunne tale både indonesisk, kinesisk og engelsk, og han var oprigtigt interesseret i at høre om os. Han præsenterede sig selv som Owen, og tilbød os at sende alle hans mange billeder af turen til os på mail. Han fortalte, at han oprindelig var fra Malaysia, hvor han har et firma, der har fabrikker i andre lande og byer, bl.a. Hong Kong, Thailand, Taiwan foruden Beijing, hvor han havde været den sidste uge. Hans venner, madamen og de 2 andre mænd, viste sig at være hans kunder, som han havde taget med på tur, for at vise dem hans fabrik, og nu var de så endt på samme tur som os og iraneren.Med lidt mad i maven var Owen om muligt i endnu mere hopla, og også over frokost kunne han ryste jokes ud af ærmet. Flere af dem var så platte, at selv Sara og jeg måtte overgive os og give efter for latter helt nede fra maven. Han var nu sød, og jeg endte med rigtig godt at kunne lide ham. Efter omgangen med ris og grøntsager styrede han direkte over mod en isdesk, og kom efterfølgende tilbage i bussen med det største smil på læben og en kæmpe isvaffel i hånden. Så var Owen glad, herligt.
Da alle var tilbage i bussen kørte vi i 25 minutters tid til den kinesiske mur ved Badaling. Dette stykke af muren er det højeste punkt - ca. 2000 meter over havet. Selve muren er 6000 km lang i alt, og selvfølgelig bygget kun ved menneskekræfter. Det er for vildt. Efter at have stået i kø i hvad der føltes som et årti, kom vi endelig med lift op på vidunderet, hvorfra der var en aldeles udmærket udsigt. Det var fantastisk smukt med bjerge og mur, der slangede sig rundt på bjergtinderne, som om den bare lige vupti var blevet lagt der. Men der var mennesker over alt! De fleste med paraplyer, fordi kineserne er bange for solskin, så foruden at være ræd for at skride på de virkelig (!!) stejle skråninger, måtte man også tage sig i agt for vildfarende mini-parasoller, der tydeligvis ikke var under kontrol. Jeg syntes det var hårdt at gå op af de stejle skråninger og trappetrin med solen bagende lige ned i hovedet, for der har nok cirka været 40 grader. Da vi nåede til tårnet, som er det højeste punkt, mødte vi den tykke Owen, der tydeligvis var både lettet, forpustet og stolt over sin egen præstation, hvilket også var forståeligt. Jeg var helt ærligt lidt nervøs på hans vegne til at starte med, da jeg tror at jeg kan sige, uden at fornærme ham, at han vejer 80 kg for meget, hvis det kan gøre det. Dertil var han iført cowboybukser, lukkede sko og langærmet skjorte i str. xxxxl mindst. Stakkels mand. Men der skal åbenbart mere til at slå en livsglad indoneser ud, for da han kom ned til bussen igen, var han ikke bleg for at banke på ruden og vinke, mens han råbte "I'm back!" med endnu et af hans karakteristiske kæmpe smil. Det var på en eller anden måde både fantastisk og rørende.
På mærkværdig vis lykkedes det stort set alle medlemmer af vores lille gruppe at være tilbage til tiden, og ca. 15.30 gik turen videre mod en tea-ceremony, der lå en times kørsel fra muren. Det var skønt med endnu en tiltrængt lur, og denne gang gik "det er mega sjovt at fotografere sovende mennesker" ikke ud over hverken Sara eller mig. Dejligt. Til tea-ceremony fik vi det bedste the jeg nogensinde har smagt, og det var på samme tid det mest bizarre the-selskab, jeg har været til. Owen foldede sig ud endnu engang, og selvom det af og til kunne grænse til det belastende, blev det alligevel ved med at være sjovt. Måske fordi hans jokes på ingen måde gik ud over nogen, han var bare oprigtig glad, og man følte sig godt tilpas i hans selskab. Ligesom at han ved Den Forbudte By valgte at overtage Hahas rolle ved at sige "let's go", hjalp han også her the-damen med at hælde the op til hele forsamlingen. Vi fik derved den optimale mængde the ud af eventet, og bagefter fik Sara og jeg endda også pruttet om prisen på theen med Owens hjælp - "it takes three to tango, right?", som Owen grinende sagde til os, mens han blinkede med det ene øje.
Jeg tænkte rigtig meget på min far på hele turen, fordi jeg ved, at han ville have elsket Owen, hvis han havde mødt ham. Min far ville ganske vist sikkert, ligesom jeg, have været virkelig træt af ham til at starte på, men stadig ikke kunnet lade være med at kunne lide ham. Han var en rigtigt clap-ypur-face-fætter, men på den gode måde. Der var noget virkeligt og autentisk over ham, og han var bestemt ikke dum. Han var tvært imod klog på mange kulturer og havde oplevet mange ting, og jeg havde ikke indtryk af, at hans liv havde været en leg. Jeg tror, at han selv havde valgt at gøre det til en leg, og det kan man kun have respekt for. Han opfordrede os til at komme til Jakarta og Bali, og det er noget jeg synes er rimelig tiltalende. Ikke så meget for at besøge Owen dog, men mere fordi jeg forestiller mig, at det meste af den indonesiske befolkning er et livsglad folkefærd på trods. De sidste mange måneder har jeg været virkelig stolt over at være dansker, og det er jeg bestemt stadig, men jeg kan godt skamme mig over den brokke-mentalitet og melankoli, som jeg føler findes i vores land. For vi har absolut intet at brokke os over eller være trætte af sammenlignet med mange andre lande. Vores guide Haha tager fx på samme dagstur (ca. 11 timer lang) hver eneste dag og har kun fri 3 dage om måneden i højsæsonen, der strækker sig fra maj til august. Og i tilfældet med Owen tror jeg, at han har kæmpet hårdt for sit firma og sin forretning, han pruster og stønner hver dag og har formentlig generelt dårligt helbred på grund af sin overvægt, men mentalt er han i bedre tilstand end de fleste, jeg har mødt. I kraft af min nationalitet som dansker har jeg alt, hvad jeg kunne drømme om. Jeg kan selv bestemme, hvad jeg vil og ikke vil, og jeg får penge af mit land for at blive klog indenfor et emne, som jeg selv har valgt, fordi det interesserer mig. Jeg har en lejlighed, spiser god mad hver dag og har råd til at tage på ferie (eller i hvert fald mulighed for at lade som om). Og alligevel er jeg utilfreds med så mange små ting i løbet af en dag. Folk der går i vejen, folk der er langsomme, folk der er for glade, for ikke at tale om den kritik jeg pålægger mig selv og ikke mindst vejret. Det er ikke til at begribe.
Jeg ved at det er én stor kliché, men den rammer super hårdt, når man møder den live. Det slog mig for alvor, da vi sad til the-ceremoni og vi drak diverse the, der var godt for både det ene og det andet. På et tidspunkt drak vi en the, der var god mod fordøjelsen og overvægt, og så blev der grint og joket til den store guldmedalje. Owens ven indrømmede, at han godt kunne tabe 20 kg, hvorefter han tog fat om Owens vom og sagde "30 kg", så han og Owen brød ud i voldsomt latter. Lidt efter sagde Owen, at han kunne lide sig selv præcis som han var, og jeg tog mig selv i at kigge ekstra længe på ham, måske for at lede efter en form for tvivl. Men det var der ikke, og jeg er sikker på, at han mente, hvad han sagde til trods for de mange selvironiske kommentarer, hvor han bl.a. havde kaldt sig selv Kung Fu Panda og lavet karate-moves.
Det ville helt sikkert have været en hel anden tur uden den indonesiske trup, og selvom det havde været ønskværdigt til at begynde med, så er jeg her bagefter meget glad for, at det ikke var anderledes. At være på tur med en flok livsglade mennesker var en oplevelse i sig selv, selvom min dansker-mentalitet blev sat på prøve i et par timer. Det blev en tur, som jeg vil huske for livet, og jeg kan ikke vente til vi modtager billederne fra Owen. Jeg er sikker på, at I derhjemme nok skal få øje på både selvtillid, selvironi og livsglæde, selvom det bliver i digital form.
Aftenen i går tilbragte vi på reggaebar som forrige nat, men denne gang var vi dog allerede hjemme klokken halv tre. Stort af os. Det skyldtes nok også primært, at de fleste steder lukkede deromkring. Vi mødte masser af fulde svenskere og en gruppe fra mexico, og hyggede ellers i hinandens selskab og fik bearbejdet den indholdsrige dag.
I dag, mandag, har vi været en tur i Beihai Park, som er et dejligt sted. Der er store søer, hvor man kan sejle, men vi besluttede at holde os på landjorden, hvor vi i stedet nød det gode vejr på en af parkens få bænke. Efter et par timer tog vi tilbage tll vores hostel, hvor vi byttede billeder fra de sidste 4½ måneder i Changzhou, som vi fik meget sjov ud af. Vi har rigtig mange gode minder allerede, og det var skægt at blive konfronteret med nogle af dem ud fra de mange billeder. Efterfølgende tog til vil gågaden Qianmen, som er en af Kinas mange nye gader udført i gammel stil. Der var flotte røde lanterner, der lyste i mørket og mange små butikker med kinesiske souvenirs foruden mindre mærkevareforretninger. Jeg er stoppet med at købe kinesiske ting, men fandt til gengæld virkelig billige Ole Henriksen produkter. Jeg manglede netop to produkter, som jeg er løbet tør af, og heldigvis var der 50% på alt. Med Kinas i forvejen billige priser betød det, at jeg kom af med 88 DKK pr. produkt i stedet for 265.. Voldsomt og virkelig nice besparing, der spontant fik mig til at udbryde "Ole er min ven!", hvilket fik Sara til at grine en smule. Jeg kan rigtig godt lide at være på ferie med Sara, og vi har mindst 4 grineflip om dagen. Det er en rigtig god måde at slutte hele Kina-eventyret af på, og endnu engang må jeg bare konstatere, at det var den helt rigtige beslutning at tage af sted hjemmefra til fordel for et lille eventyr i Kina.
- comments