Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er Beijing set, vi drager nu til Tibet
Igår forlod vi vores fine hotel, for at tage til et andet endnu finere hotel i Beijing. Hotellet er 3 stjernet, storslået, 15 etager høj og total luksus for to backpacker som os. På dette luksuriøse hotel skulle vi mødes med gruppen, vi skal følges med til Tibet. Gruppen er en god blanding af folk fra England, Australien, USA og Canada. Så alle kan heldigvis tale engelsk nu. Kineserne lærer engelsk i skolen, men vil ikke bruge det. Det har derfor været lad os kalde det en udfordring at snakke med kineserne. Dog er metroen på engelsk takket være OL i 2008.
Vores guide Shirab er fra Tibet og bor i Lhasa. Han er en smilende og humørfyldt mand, så vi er i trygge hænder de næste 14 dage. Vi lærte gruppen bedre at kende over noget godt kinesisk mad (det eneste gode kinesiske måltid vi har fået) og en øl igår aftes. Derefter var vi med nogle af de unge fra gruppen ude at spille en omgang pool. Selvfølgelig var vi de ultimative vindere - 2:1.
Vi er utrolig heldige med vejret - her er solskin. Idag har vi været på tur til Den Kinesiske Mur ved et mindre turistet sted. Efter de 1000 trappetrin op til muren ankom vi en lidt mere forpustet og svedig end den anden. Vi skulle måske have brugt vores Fitness World medlemskab lidt mere inden afrejse. Muren er et utrolig flot syn. Den bugter sig hen over bjergtoppene, og man får hele tiden øje på et nyt tårn ude i horisonten.
Imorgen er vores ophold i Beijing forbi, efter vi har besøgt Den Forbudte By. Efter dette har vi set alle top seværdighederne i Beijing, og fornemmet denne storby. Hvad synes vi om Beijing? Ja et godt spørgsmål. Vi finder byen kaotisk med dens usystematiske trafik. De kører over for rødt og hvor det passer dem. Hvis de møder en udfordring på deres vej bruger de hornet meget flittigt. Derudover har vi bemærket at der er stor forskel på rig og fattig. Der er skyskrabere, men i hutongerne er der beskidt og meget fattigt. Kineserne er dog gode til at rydde op for skræl og diverse grene. Der er Security overalt, men dette er ligesom trafikken: usystematisk. Så vi er nu klar til at rejse med himmeltoget til Tibet imorgen eftermiddag. Turen tager 48 timer og går gennem hele Kina og ender i Lhasa. Som forberedelse og under turen skal vi drikke 4L vand hver dag for at undgå højdesyge.
Internet er nok ikke det, der er mest af i Himalaya bjergene, så I skal ikke forvente mange opdateringer de næste 14 dage :) og dette Øjvind betyder ikke at jeg (Anne) har tabt væddemålet, for vi vil poste lige så snart, vi finder wifi igen.
- comments


