Profile
Blog
Photos
Videos
Tiden går og lige pludselig er det alt for længe siden der er blevet blogget. Siden sidst er jeg rejst fra nordøen til sydøen, og herefter ned langs kysten. Alt imens jeg har nydt de forskellige steder fra første parket.
Søndag morgen for snart længe siden var det tid til at forlade Taupo. En hård morgen for alles vedkommende, da lørdag aften var blevet brugt i byens natteliv. Fra Taupo gik turen til River Valley, et lille sted inde midt i en lille dal. River Valley er normalt stoppet for river rafting, men da jeg allerede havde gjort dette i Rotorua, var dagen her istedet afsat til afslapning i de smukke omgivelser. På vejen til River Valley havde vores naesten legendariske buschauffør Toddy planlagt to stop, begge ved to 'hikes' der hver især førte til nogle fantastiske vandfald. Hvor det ene af dem bl.a. er kendt som 'Gollums' vandfald fra Ringenes Herre. Da vi ankom til River Valley, ventede der os en 32 mands stor sovesal, måske lige i overkanten, men en enkelt nat var lige til at klare. Resten af dagen blev brugt på slappe af ved vandløbet, der løb igennem den smukke dal, der var pakket ind imellem bjergsiderne.
Eftersom jeg havde fravalgt river raftingen var der en del venten næste morgen, men halvvejs op af dagen var det tid til at vende snuden imod New Zealands hovedstad Wellington. Her ankom vi først sent på eftermiddagen, og efter indkvartering på hostellet og en nem aftensmad fra Dominos, mødtes jeg med en del af de andre fra bussen i hostellets køkken, og her var der ellers dømt fest, så aftenen sluttede først omkring midnat.
Efter alt for lidt nattesøvn var det tid til at komme ud og se hvad en af verdens mindste hovedstæder havde at byde på. Første punkt på dagens program var udkigspunktet Mt. Victoria. Efter at en ca. 45 min. lang 'hike' op af bjerget, ventede der et spetakulært 360 graders udsyn ud over byen. Fra udkigspunktet var der udsyn ud over byens store havn, lufthavn og bymidte, altsammen med store bjerge og hav i horisonten. Herefter var det tid til et museumsbesøg, faktisk det første på hele min tur. Nationalmuseet 'Te Papa'. Her var der ALT omkring New Zealand, lige fra moarihistorie til eksemplarer af kæmpe hajer og blæksprutter. Alt sammen på et sted, men alligevel delt op på en fin måde så det virkede naturligt at det hele var samlet. Resten af dagen blev brugt som storbysturist med kamera og rygsæk, her gik turen bl.a. forbi parlamentsbygningerne, indre centrum og botanisk have. Efter en lang dag med en masse indtryk fra 'storbyen' Wellington, var det tidligt i seng, da morgendagens program var sat til en tidlig start. Onsdag var dagens destination nemlig Kaiteriteri på sydøen, derfor ventede der os fra morgenstunden en 3 timers lang færgesejllads fra Wellington til Picton på sydøen. På trods af at færgeturen blev tilbagelagt i smukke omgivelser i smalle bugte indkapslet af bjergsider, var det ikke det der tiltrak opmærksomheden på turen. Det var derimod Liverpoolderbyet imellem Liverpool og Everton, der blev sendt live i færgens lounge. En fantastisk kamp, hvis man holdt lidt med de røde, men generelt fedt at se noget livefodbold igen i stedet for highlights på internettet. Efter endt sejllads og et par timers kørsel ankom jeg med bussen til Kaiteriteri, som skulle være udgangspunkt til Abel Tasman National Park den kommende dag. Eftermiddagen i Kaiteriteri blev brugt på en dukkert ved den lokale strand i en lille bugt. Ikke nogen fornøjelse, eller i hvert fald en kold en, men så har jeg da været i vandet på begge øer. Aftenen blev brugt i rigtig hyggeligt selskab med mange af de andre fra bussen.
Abel Tasman National Park, som nu skulle beses, er en af de mest besøgte nationalparker i New Zealand, men på trods af dette er den meget isoleret langs den nordvestlige kyst på sydøen. Den eneste vej ind i området er fra vandsiden, der gaar nemlig ikke nogle veje eller ruter hertil, da hele området er fredet og naturbeskyttet. Derfor havde jeg næste morgen bestilt en havtaxa, der skulle bringe mig dertil.
Selve nationalparken består af et langt kystområde med regnskov på bjergsiderne der støder op imod havet, kun afbrudt af små bugte med hvide sandstrande.
Så torsdag morgen var det afsted med havtaxaen, der sejlede mig og en del andre turister ud til bugten 'Tonga Arches'. På vejen dertil havde 'kaptajnen' vist os forskellige klippeformationer og vi havde spottet både sæler og pingviner på vores rute. Fra Tonga Arches, var det så ellers bare at gå langs kysten. I 5 timer 'hikede' jeg på de regnskovsbeklædte klippeskråninger med udsigt ud over utallige små bugte med hver sin unikke strand. Hele vejen med klippeøer og bjergene fra nordøen i horisonten, gemt bag et tyrkisblåt skær fra det omkredsene hav. Efter et par timers venten ved det aftalte opsamlingssted, kom havtaxaen for at sejle os retur til Kaiteriteri. På tilbagevejen fortalte 'kaptajnen' et par spaendene maorilegender fra området, og ellers var det tilbage med fuld fart. Resten af dagen blev brugt på afslapning på hostellet sammen med en engelsk værelseskammerat Nathan.
Dagen efter var der afgang fra Kaiteriteri, dog ikke før ved middagstid, derfor skulle der slåes noget tid ihjel. Det valgte mig og en del af de andre at gøre med en omgang minigolf. Efter 18 huller var resultatet klart, og selvfølgelig vandt den eneste dansker:).
Endelig var det tid til at komme på landevejen igen, og målet var denne gang Westport, en lille kystby som jeg ikke vidste meget om på forhånd, ikke engang 'Turen går til' kunne gøre mig klogere, det skulle senere vise sig hvorfor. Byen mindede mest af alt om kulisserne fra en gammel amerikansk westernfilm. I flere omgange ventede man bare på at John Wayne skulle træde frem, og gå i duel med den første lokale pubgænger på sin vej.
Inden vi kom helt frem til Westport gjorde vi stop ved Lake Buller, her havde flere af os bestilt tur på en jetboat. Derfor forlod resten af bussen os, og vi blev sendt imod omklædningen. Her blev vi alle påklædt i regntøj, huer og vanter. Alt dette på trods af at der var solskin og mindst 25 grader. Lidt efter ankom jetbåden for fuld fart, og lagde til ved bredden på ingen tid. Den næste time blev vi alle kastet rundt i vandet i 180 graders vendinger og cirkler, alt sammen ved tophastigheden, som var omkring 100-110km/t. Det lyder måske ikke af så meget når man tænker på det i forhold til en bil, men for en båd af denne slags, og på et lille smalt vandløb føltes det alt andet end langsomt. Hele ture tog som sagt sted ved Lake Buller, et fantastisk skue med Lake Buller som snoede sig ind imellem bjergene, som i New Zealand kaldes 'South Alpes'.
Efter jetboatturen, blev vi kørt til vores hostel i Westport, og som tidligere skrevet var der ikke meget at skrive hjem om herfra. Derfor hopper jeg direkte til lørdag, hvor turen skulle gå forbi Lake Mahinapua, et lille sted, som ifølge vores buschauffør skulle have en legendarisk pub med New Zealands ældste pubejer på 86 år. Her skulle Sct. Patricks day fejres.
Inden vi kom så langt gjorde vores buschauffør mange stop, bl.a. stoppede vi for en 2 timers lang 'hike' på vejen. Frokosten blev indtaget ved de kendte stenformationer 'Pancakes rocks', som navnet siger det kan man med en meget god fantasi se anelsen af pandekager i stenene. Selve stenformationen består af klipper der tager udgangspunkt i vandet. Igennem flere tusinde år har vandet sat sin spor på klipperne, dette gør at det nu ser ud som om klipperne ligger lag på lag, dog er det kun riller i klipperne der er tale om.
Sent på eftermiddagen ankom vi så til denfoeromtalte pub ved Lake Mahinapua, som også skulle agere vores hostel for natten. Et lille sted som lå midt ude i ingenting, ikke et hus var at se i miles omkreds, kun den lange lige landevej udenfor pubben fortalte på sin egen tavse måde at der var liv et eller andet sted derude. I og med at det var Sct. Patricks day, var alle blevet bedt om at klæde sig ud, så alle gjorde deres bedste for at blive aftenens bedst udklædte, det var dog ikke meget der var at gøre med ude på landet i ingenmandsland.
Mørket faldt på og det var tid til at lade festen starte, det gjorde vi med et festmåltid, med kæmpe steaks og hvad der dertil høres. Alt sammen tilberedt af pubejeren, ja den 86 årige gamle mand kunne et par ting eller to! Han kunne formentlig også agere stand-in for 'Gandalf', hvis han skulle have en sygedag på sættet, da han med sit 30-40 cm lange hvide skæg lignede ham på en prik. En rigtig hyggelig aften var sat igang, og herfra så vi os ikke tilbage før kl. blev to og pubben lukkede. Det var derfor med meget hængende hoveder at alle mand søndag morgen satte sig i bussen for at bevæge sig videre. Dog var det et af højdepunkterne i New Zealand som var næste stop, nemlig Franz Josef Glacier. Her skulle naeste morgen, mandag, op på selve gletsjeren, og se denne på nærmeste hold!
- comments