Profile
Blog
Photos
Videos
Hejsa!
Endnu engang er vi kommet rigtig langt siden vi sidst skrev. Men lad os fortsaette hvor vi slap:
Efter Vilcabamba kom vi uden problemer til Chiclayo i Peru. Her tilbragte vi et par dage med flot vejr og solskin. Chiclayo var ikke en specielt spaendende by, men vi kom ogsaa for at se de omkringliggende ruiner. Saa dagen efter vi ankom, tog vi ud og besoegte Sipan. Sipan er en gammel gravplads, som blev opfoert af Moche-kulturen, en af de store indianerkulturer foer inkaerne. Oprindeligt bestod omraadet af en raekke pyramider med grave under, men det var svaert at se pyramiderne, da de var helt sandblaeste, og mest af alt bare lignede bjerge. Men vi fik en nogenlunde idé om, hvor stort det ceremonielle omraade har vaeret. Paa stedet havde de udgravet en del af gravene og vi kunne se hvordan nogle af mumierne var blevet fundet, vha. rekonstruktioner. Ved siden af ruinerne var der et lille museum, som beskrev Moche-kulturen, men ellers var der ikke meget ved det. Mere spaendende blev det dagen efter, da vi tog ud og besoegte Museo Tumbas Reales de Sipan, et museum fuldt med alle gravskattene, som man havde fundet ved Sipan. Vi kunne desvaerre ikke tage billeder derinde, men de havde rigtig mange flotte genstande, specielt mange ting af guld. Det var et rigtig godt museum, som viste Moche-kulturens imponerende tekniske formaaen.
Efter Chiclayo tog vi til den flotte by Trujillo. Trujillos historiske centrum var rigtig imponerende, da det var praeget af mange kolonielle bygninger i alverdens farver. Specielt Plaza de Armas var flot. Men den stoerste attraktion ved Trujillo var, ligesom ved Chiclayo, de omkringliggende ruiner. Vi tog paa en guidet tur, saa vi kom ud og saa alle ruinerne paa en dag. Vi lagde ud med Huaca de la Luna, Maanetemplet. Dette tempel var ogsaa en del af Moche-kulturen. Selve stedet var stadig under udgravning, men det var imponerende hvad de allerede havde fundet frem. For praecis som med pyramiderne i Sipan, saa lignede de ikke andet end smaa bjerge. Dette saa vi paa det amndet tempel, Huaca del Sol. Men Maanetemplet var blevet gravet frem, og her kunne vi faa et indtryk af, hvordan pyramiden rigtig havde set ud. Foer vi gaar i gang med at beskrive templet, skal vi maaske fortaelle hvordan pyramiderne blev bygget. Moche-folkene startede nemlig med at bygge en mindre pyramide. Naar de saa var blevet traette af den, byggede de en ny ovenpaa, og saadan fortsatte de, hvor de her var naaet til pyramide nummer fem. Det vil altsaa sige, at de gamle pyramider laa begravet under nummer fem, og derfor var malingen saerdeles velbevaret paa de indre pyramider. Vi kom ind og saa nogle af murene fra de indre pyramider, der var flot udsmykket med moenstre. Vores guide var rigtig god og snakkede godt engelsk, saa det var en meget laererig tur. Det flotteste var dog til sidst, da vi saa den ydre facade af pyramiden, siden som vendte mod den store, ceremonielle plads. Her var der nemlig igen flot bevarede skildringer af guder, dyr og mennesker. Selve facaden var med til at beskrive hvad omraadet har vaeret brugt til. Det har vaeret et religioest centrum, hvor man bl.a. har ofret mennesker til guderne.
Om eftermiddagen tog vi ud og saa Huaca Arco Iris, Regnbuetemplet, som var lavet af Chimu-kulturen, efterfoelgerne til Moche-kulturen. Her var ingen maling, pga. at den har vaeret udsat for vind og vejr, men nogle flotte relieffer. Det var ikke saa stort, saa vi lavede kun et hurtigt stop, foer vi tog videre til den imponerende by, Chan Chan, som ligeledes var en del af Chimu-kulturen. Nu var der ikke saa meget bevaret, udover fundamentet af en masse huse, men omraadet de daekkede var enormt, og Chan Chan maa havde vaeret en stor by. Byen har bestaaet af 10.000 bygninger. Det eneste som egentlig var velbevaret var et af byens nyere paladser, som vi kom ind og se. Rundt om paladset var der en hoej mur, som var rekonstrueret nogle steder, saa den virkede intakt hele vejen rundt. Inde i paladset var der en masse aabme pladser og smalle gange udsmykket med relieffer, der repraesenterede fisk, fugle og havet. Ligesom de tidligere ruiner vi havde set, var byen lavet af mudder-mursten, og derfor skiller disse ruiner sig meget ud fra inkaernes stenbyggeri. Saa alt i alt var det sjovt at se nogen af de kulturer, der kom forud for inkaerne.
Saa tog vi en lang bustur paa 9 timer til hovedstaden, Lima. De foerste to dage boede vi i det centrale Lima. Det centrale Lima er den gamle bydel, mere eller mindre. Byen var overraskende flot, og havde en del bygninger, der arkitektonisk minder om dem, man ser i Paris. Her var en masse flotte centrale plazaer og nogle interessante museer. Vi besoegte bl.a. Monestario de San Fransisco. Her saa vi det gamle kloster, hvilket var meget fint, men det bedste var da vi fik lov at komme ned og se katakomberne. Ikke saa imponerende som katakomberne i Paris, men dog makabert nok til, at vi fik stillet vores blodtoerst. Vi besoegte ogsaa La Catedral de Lima, som var en enorm katedral, hvor der bl.a. var Fransisco Pizarros, inkaernes overmand, jordiske rester. Men ogsaa her var der bonus, da de ogsaa havde en lille katakomb, hvor tidligere biskopper laa bagravet, og laverestaaende praester laa udstillet. Vi saa ogsaa et inkvisitionsmuseum, hvor en meget lidt informativ guide viste os rundt. Det eneste gode ved museet var voksfigurerne, der viste torturredskaberne i brug.
Efter de to foerste dage, flyttede vi til det mere laekre og turistede Miraflores, et af uptown-kvartererne i Lima. Miraflores var et rigtig flot omraade, der mindede meget om Europa, og hvor man oven i koebet kunne gaa sikkert rundt om natten. Noget vi noed meget. Med Miraflores som base tog vi ud og besoegte Museo Larco. Det var et rigtig god museum, der udstillede de forskellige kulturer i Peru. Her var en maengde keramik og guldsmykker. Ret imponerende var dog deres lager, som man ogsaa kunne se, for her var der stakkevis af forskellige former for keramik fra gulv til loft. Nu havde vi jo set det erotiske kunstmuseum i Miami, men at vi skulle finde dets modstykke i Lima, havde vi ikke regnet med! For paa Museo Larco havde de nemlig en udstilling af pre-columbiansk, erotisk kunst, med dyr, doede mennesker og levende mennesker, i alle taenkelige kombinationer.
Selvom vi gerne var blevet i Miraflores, maatte vi videre. Saa vi fortsatte sydover mod Nazca. Her tog vi en flyvetur over de beroemte Nazca-linier. Det var i hvert fald pengene vaerd at se dem! Men da der ikke er andet i Nazca, tog vi videre samme aften mod Arequipa. I Arequipa var der, ligesom i byerne langst kysten, fantastisk vejr. Og Arequipa i sig selv var ogsaa en meget dejlig by. Her var vi inde og se Monestario de Santa Catalina, et kloster, som mere var en by i sig selv. Vi gik rundt paa en selv-guidet tur og brugte to timer derinde!
Vi saa ogsaa Museo Santury, et museum om inka-offeret Juanita, som blev fundet paa vulkanen El Mistis top, i 5.800 meters hoejde. Juanita var desvaerre ikke paa udstilling da vi kom, men der var et andet barne-offer. Museet forklarede baggrunden bag Juanitas ofring, og det skulle eftersigende vaere for at tilfredsstille guderne. Juanita tilhoerte inkaernes overklasse, og det laver til, at hun har ladet sig ofre mere eller mindre frivilligt. Hende og hendes offergaver er blevet saerdeles velbevarede, da de har vaeret frosset ned i isen i mere end 500 aar! Bl.a. var hun begravet med en masse smaa lama-figurer, og man mener at hver figur repraesenterer en lama, der er blevet slagtet i Cuzco som offer.
Det sidste vi gjorde i Arequipa var at besoege Cañon del Colca, en stor kloeft hvor der lever kondorer. Paa vej derud var der lidt overskyet, og vores guide sagde, at vi skulle vaere heldige hvis vi saa to kondorer, men da vi kom ud til udsigtspunktet klarede det kraftigt op, og vi endte med at se ikke mindre end syv kondorer, hvor nogle af dem endda floej rigtig taet paa. Det var imponerende at se de store fugle svaeve bekymringsfrit mellem kloeftens klippevaegge.
Dagen efter ville vi have taget bussen til Puno, men saa langt naaede vi dog ikke. For ca. en time udenfor Arequipa koerte vores bus frontalt sammen med en anden bus. Foerst blev vi meget forskraekkede, da vi fik kastet hovederne ind i saederne foran os, og det begyndte at bloede i stride stroemme. Det saa makabert ud, kan i tro! Men heldigvis var det kun overfladiske skrammer, og bussen holdt rimeligt til sammenstoedet. Cockpittet paa begge busser var mere eller mindre ikke-eksisterende, men resten af busserne var intakte, saa der var ingen af passagererne, der var blevet smadret fuldstaendig. Heldigvis sad vi saa langt vaek som muligt fra uheldet, da vi sad paa de to bagerste saeder i bussen. Lige efter kollisionen var vi selvfoelgelig meget skraemte, men vi faldt rimelig hurtigt til ro, da de andre passagerer tog det meget roligt - der var ingen panisk stemning. Vi med kraftigt bloedende hoveder, men heldigvis var der nogle indianerdamer, der var hurtige til at give os noget papir, og vi fik nogenlunde styr paa os selv. Efter noget tid kravlede vi ud af vinduerne sammen med de andre passagerer.
Mens vi stod og ventede og der begyndte at ankomme en masse army-maend med guns, og vi ikke rigtig vidste hvad der skulle ske, kom der pludselig en fransk dame hen til os og sagde at vi kunne op i deres bil og blive lappet lidt sammen. Det var super. Vi fik begge noget plaster paa, og de var rigtig flinke og hjaelpsomme. De tilboed endda at give os et lift tilbage til Arequipa, saa vi kunne komme paa hospitalet. Det tog vi imod, da vi ikke havde saerlig meget lyst til at koere med bus tilbage til byen. Vi naaede til Arequipa, og efter en hurtig snak med turistpolitiet blev vi sendt paa hospitalet, hvor alle de andre ofre ogsaa var blevet sendt hen. Her sad vi fra kl. 6 til kl. 12, og vidste ikke rigtig hvad der skulle ske. Men en flink, ung argentiner kom hen til os og fortalte os, at nogle folk fra busselskabet var paa hospitalet, og vi skulle tage kontakt til dem for at faa et sted at sove. Det var godt at han hjalp os, og vi sad og ventede sammen med ham, og omkring 12-tiden, efter at have faaet at vide, at vi ikke havde nogen indre skader, blev vi koert ud til et lille hotel hvor vi overnattede.
Vi brugte en ekstra dag paa at komme os over uheldet og tog endnu engang paa hospitalet, hvor Katharina skulle have tjekket sin naese. Den fejlede heldigvis ingenting. Lige inden vi skulle til at gaa, spurgte Casper mht. sin flaenge omkring oejenbrynet, om der ikke skulle goeres mere ved den. Det havde laegen aftenen forinden nemlig sagt. Men den nye laege kiggede en ekstra gange, og sagde, at den skulle nok have et enkelt sting. Ja vi ved ikke rigtig hvad der skete, men han endte med at faa fire! Men det er nok meget godt. Hvis vi lige skal lave en lille opsummering af uheldet, saa doede vores chauffoer, den anden chauffoer ligger paa intensiv og ingen passagerer mistede livet. Der var dog nogen, der kom meget mere til skade end os, bl.a. var der nogen, der ikke selv kunne komme ud af bussen, og mens vi sad paa hospitalet kunne vi hoere jammeren fra nogle af de andre, der var kommet slemt til skade, saa alt i alt er vi nok sluppet meget godt fra det.
Saa efter at vaere blevet kigget grundigt igennem, proevede vi igen den foelgende dag at komme til Puno. Denne gang valgte vi et andet, og dyrere, busselskab. Og med hjertet siddende i halsen hele vejen, ankom vi uden problemer.
I Puno oplevede vi vores foerste regnvejr i lang tid. Apropos regn, saa ville vi gerne have vaeret til Cuzco og se Machu Picchu, men denne plan faldt dog fuldstaendig til jorden, da Cuzco i den foregaaende maaned og denne er belejret af regnvejr. Det er saa slemt at veje er blevet revet i stykker og vi fik at vide at der ville gaa mindst en maaned foer Machu Picchu ville blive aabnet. Det var vi selvfoelgelig rigtig kede af, da Machu Picchu ligesom var hoejdepunktet paa Sydamerika-turen, men nu har vi jo en grund til at komme igen.
Naa, men Puno er en by paa Perus side af Titikaka-soeen. Titikaka-soeen er meget vigtig ifoelge inka-mytologien, det var bl.a. her solen og maanen blev foedt. Fra Puno tog vi ud og saa de flydende oeer, som var beboet af Uro-indianerne. Oeerne var kunstigt lavet, og de bestod af en slags flydende toerv, der fungerede som pontoner, og ovenpaa et ordentligt lag af siv. Det var en rigtig sjov oplevelse at se disse mennesker, som levede meget primitivt, og det var en sjov oplevelse at gaa paa oeerne, som mest af alt mindede om store svampe. Nogen af dem gav sig endda, naar man traadte paa dem.
Puno var vores sidste destination i Peru, saa dagen efter tog vi bussen til Copacabana i Bolivia. Men det naar vi ikke at skrive om nu.
Hasta luego
Casper og Katharina
- comments