Profile
Blog
Photos
Videos
Den længe ventede dag kom endelig. Turen op i bjergene, hvor Annapurna området. Den var ventet med spænding og lidt nervøsitet, da både mig og min hollandske veninde aldrig havde trekket før.
Vi brugte sidste mandag på at gøre os klar til trekkingen, få tilladelsen og købe de sidste ting som trekking mad, kort over Annapurna, kompas (da vi gjorde det uden guide) og nyde den sidste kage inden turen gik opad.
Tirsdag morgen stod vi tidligt op, tog en taxi til en busstation i pokhara, hvor vi efter 1 time fandt en bus til Phedi hvor vi skulle starte.
Vi var i en overfyldt bus med en masse nepalesere og uden en siddeplads. To flinke nepalesere var så søde at placere mig imellem dem, og fodre mig med vindruer. En sjov oplevelse !:)
Da vi ankom til Phedi startede den hårde del med det samme. To timers konstant gang opad, af nogle store ujævne sten trapper. Min fysik og rygerlunger blev virkelig sat på prøve. Stort set hele dagen gik det opad. Efter 7 timers gang stoppede vi for den dag i et meget gammelt og beskidt hotel, som jeg fik pruttet ned i pris, så vi kun betalte 1 euro for at overnatte begge to 1 nat. Utroligt !
Næste dag var hård også men til at overkomme. Sten trapperne blev skiftet ud med jord underlag og mine trekkingstave kom i brug. Sidst på dagen var i næsten på toppen af et bjerg, men ruten var sådan at vi skulle ned i bunden igen. Det er enormt belastende for benene, og nogle gange måtte vi stoppe op, fordi de rystede så meget.
Vi overnattede den nat i bunden. Vi vidste at der dagen efter ville vente os i svær opgave, da vi skulle stige med over 1, 5 km.
Dette var noget af det hårdeste jeg nogensinde har gjord ! Kæmpe stentrapper konstant opad i mange timer, og bærende på ens store Backpack. Mange vælger at betale nepalesere for at bære ens taske, men ikke os, hvilket vi fik meget credit for.
Vi var så døde og ømme da vi fandt et hotel om aftenen. Jeg var mega træt, da jeg igennem hele trekkingen havde søvnproblemer.
Næste morgen var så vanskelig da vores kroppe var enormt ømme. Men der var intet at gøre. Vi blev nødt til at gå videre. Dagen stod på en masse trapper, men også en spændende tur igennem skoven. Om aftenen var vi på trakkingens højeste punkt som var over 3000 meter. Man havde den smukkeste udsigt over Himalayabjergene. Jeg bestemte mig øjeblikkelig over, at jeg ville stå op kl 06:15 for at se solopgangen. Vågnede allerede kl 04:00 af spænding. Og det var det hele værd. ! Bjergene var så tydelige, og blev indhyldet i morgensolens rødlige farver. Kunne kikke på det for evigt!
Efter en god morgenmad gik det nedad. Det var en laaaang dag med nedstigning på en enormt støvende ørkenlignende vej. For at komme til dagens destinations by skulle vi imellem to bjerge. Det ene bjerg var dog i brænd og vinden blæste ilden mod åbningen vi skulle igennem, så vi måtte styrte ned ad bjerget, med lungerne fulde af støv og røg og skynde os før ilden nåede derhen. Det var enormt frustrerende, og rimelig nervepirrende, men vi nåede det og nåede sikkert frem til tatopani. Eller sikkert og sikkert. Havde kæmpe vabler på fødderne, en blodsprængning i min storetå samt det ene lår, og et enormt søvnunderskud samt meget øm krop. Heldigvis var der varme kilder i tatopani, så den nød vi fuldt ud.
Næste dag blev den sidste med trekking. Vi ville have taget en bus til den næste store by, men busserne havde ikke nogen tidsplan så der kunne gå to timer. Vi valgte bare at gå derhen hvilket vi senere fortryd. Det var samme ørken sandet vej, trafikeret, og hver gang en bil kom forbi måtte vi vente nogle minutter, fordi vi ikke kunne se noget af bare støv. Senere fik vi endnu et chok, da vi gik på siden af et bjerg og med en stejl skrænt ned til en voldsom bjerg flod, på den anden side, da der pludselig kom stenskred med kæmpe sten regnede ned. Vi måtte søge dækning, og samtidig passe på ikke at ryge ned af skrænten. Endnu en vild dag.
5 vabler senere var vi endelig i byen hvor vi fandt en bus til pokhara, og 4 timer senere var vi endestationen endelig pokhara! Her har vi Været siden søndag, og i morgen går turen tilbage til kathmandu, og arbejdet på børnehjemmet begynder igen :)
Men ellers har det Været en fantastisk oplevelse for mig, og noget jeg vil huske forevigt !!:)
- comments