Profile
Blog
Photos
Videos
Så gik den sidste uge her i Myanmar, og hvor er tiden da bare fløjet afsted! Her er en update på mine sidste oplevelser i dette fantastisk flotte land :-)
Mandag i sidste uge var vores første rigtige dag ved Inle lake. Søndag havde vi på vores sejltur til hotellet fået en lille forsmag på fiskerne og de mange huse på vandet, men nu skulle vi for alvor udforske livet på søen, og de mange værksteder og butikker, der udnytter søens mange muligheder og materialer. Transporten forgik med en både, der på en måde minder om en stor kano med motor bagpå. De er ca lige så brede som en kano, men så med fire eller fem sæder i længden, bygget af træ og så stikker toppen op over vandet. En rigtig hyggelig måde at komme rundt på, og den eneste mulighed, når alle bygningerne står i en sø (som I kan se på dette oplægs blogbillede) ;-)
Det første sted, vi besøgte, var en væveri, der blandt andet brugte lotus, som gror i søen. De tager trådene ud af lotusplanten og spinder det til tråd, som så bliver farvet og brugt til at væve med - alt sammen i hånden selvfølgelig. Lotusstoffet er lidt mere ru end fx almindelig bomuld, men de bruger det til alt fra tørklæder til tøj, slips og tasker. De mener, at lotus fjerner negativ energi og bringer held, og mange af munkenes klæder er derfor også lavet af lotus. Udover at væve med lotus brugte de også bomuld og silke, som er meget populært at udnytte over hele Myanmar.
Det næste sted, vi tog til, var en lille smedje, hvor de lavede knive, klokker, smykker og alverdens pyntegenstande af jern. Et meget hyggelig, og varmt, lille sted, som på mange måder mindede om en gammelsags smejde fra Danmark, og gav mig flashback til en tur på egnssamlingen, jeg var på med Saltum bedste for mange mange år siden. :-)
Næste lille stop var ved et bådbyggeri, inden vi tog videre til en tobakbutik. Her sad kvinderne og rullede cerutter, som nærmest alle lokale i Myanmar ryger. Det er tobak rullet ind i et eller andet slags blad, og de kan fåes med alle mulige forskellige slags smag. Udover cerutter lavede de også cigarer, og der var derfor en dejlig kraftig lugt af tobak i butikken.. Herefter var det blevet tid til frokost, som blev nydt med udsigt ud over søen.
Efter frokost tog vi først til en sølv- og guldsmed og derefter til et lille sted, hvor de lavede papir af en specielt slags bark, hvilket er en gammel traditionel metode, som de stadig benytter hos nogle af bjergstammerne. I dag bliver det dog mest brugt til at lave lamper, paraplyer og lignende af, som de så sælger til hotellet, restauranter og turister. Samme sted sad der to kvinder og en pige, som bar stammens traditionelle ringe rundt om halsen. Hos denne stamme var ringene et udtryk for alder, og pigerne får den første ring på, når de er omkring 7-8 år. Herefter får de en ekstra ring sat på hvert andet år, hvilket betyder, at de ældste havde en hel del ringe rundt om halsen. Det var meget mærkelig med dem, for det er på én måde meget fascinerende og på en anden helt vildt skræmmende at tænke på, hvordan de ødelægger deres krop, men man kunne ikke lade være med at kigge en ekstra gang alligevel.. Men jeg er godt nok glad for, at det ikke er mig, der er født ind i sådan en tradition!! :-)
Sidste stop for mandagens mange besøg var ved nogle af de flydende marker. Ved hjælp af søgræs og almindeligt græs laver de lokale marker ude på vandet, som de så kan plante grønsager på. Vi så blandt andet tomatplanter. Vi fik også muligheden for at komme ud og stå på dem. Det så sjovt ud, når de gik rundt derude, for de sank i til midt på skinnebenet, og når der kom en båd forbi gyngede det ligesom bølgerne. Man må virkelig sige, at de forstår at udnytte alle muligheder hernede ;-)
Herefter gik turen tilbage til hotellet, så vi kunne slappe af og kommer lidt væk fra solen, som virkelig brænder, når man sejler rundt midt på en sø :-)
Tirsdag havde vi kun program om formiddagen, hvor vi skulle se noget af det Nyaung Shwe (det by ved Inle Lake, som vi boede i) havde at byde på - på fastlandet.
Egentlig var det meningen at vi skulle have besøgt det flydende marked, som Inle Lake også er kendt for, hvor de forskellige boder er på folks både, som man så sejler rundt mellem, men da der i øjeblikket bliver afholdt årets anden største festival her i Myanmar, var der ikke noget flydende marked - desværre. I stedet tog vi ind til det lokale marked i byen, hvor der blev solgt alt fra tøj, smykker og souvenirs til grønsager, blomster og (meget stærkt lugtende) tørret fisk - som de er helt tossede med her i landet... Tidligere på morgenen havde der også været kødmarked, men det var allerede lukket tidligt sammen med flere andre boder, idet folk skulle deltage i en parade gennem byen i anledningen af festivalen.
Paraden kunne på en måde godt minde lidt om karneval i Aalborg, hvor forskellige grupper starter forskellige steder i byen, og så mødes for at gå det sidste stykke sammen. De forskellige grupper havde også hjemmebyggede og pyntede vogne med sig - både med og uden musik. Det adskiller sig dog lige lidt fra karneval idet formålet var at donere penge, blomster og andre gave til de lokale pagoder og Buddhaer, hvor optoget også endte. Men det var rigtig hyggeligt at se på de mange glade, snakkende og spillende børn, der gik gennem byen med nogle af deres forældre :-)
Efter vi havde brugt penge på markedet blev vi kørt videre til den lokale vingård lidt udenfor byen. Her stod den på en lidt alternativ vinsmagning af de lokale vine - klokken 11 om formiddagen ;-) Vi fik serveret fire forskellige vine: en hvid, en rosé og to røde. Men det var så også det. Vi havde egentlig troet, at vi skulle på rundvisning på gården og i markerne og se og høre om hvordan produktionen foregik, men vi kom bare, smagte fire vine og så tog vi tilbage til hotellet igen - lidt tamt..
Om eftermiddagen havde Sasja, Charlotte og jeg besluttet os for, at vi ville have massage, da vi havde set skilte med flere lokale massagesteder i området. Det sted vi tog hen, lå mellem alle de lokales "huse" og viste sig at være et lille lokalt sted, hvor vi fik massage i en hytte lige ved siden af hjemmet. Det betød også vi under massagen kunne høre børn, der legede udenfor og høns og grise, der gik rundt i baghaven - virkelig hyggeligt. Og samtidig var en det en virkelig lækker massage til kun 4000 kyats!! Det er ikke mange steder i Danmark, at man kan få en times full-body massage til 24 kr., og vi var da også fuldstændig afslappede bagefter, hvor vi fik serveret the og chips, mens fire kvinder sad og kiggede på os, mens det eneste de rigtig kunne sige på engelsk var "eat some more, eat some more" - burmeserne er simpelthen et helt fantastisk folk! :-)
Tirsdag var vores sidste dag i Myanmar med programsatte oplevelser, og onsdag eftermiddag gik turen så via en natbus tilbage til hovedstaden Yangon, hvor vi lige havde en enkelt overnatning inden turen gik videre til stranden.
Vi ankom til Yangon omkring klokken 8 og havde herefter fri til at slappe af indtil klokken 4 næste morgen, hvor vi skulle afsted mod bussen til stranden.
Dagen blev først brugt på lige at få lidt søvn, da millitærmanden foran mig i bussen om natten havde brugt det meste af turen på at brække sig, hvilket gav mig så meget kvalme, at jeg ikke rigtig fik sovet.. Ellers så vi film på værelset, og Charlotte og jeg gik ned og købte brød, tun, æbler og rittersport, som vi nød i sengen - lige det man havde lyst til i stedet for ris og nudler ;-)
Klokken 5 torsdag morgen blev kursen så sat mod stranden, hvor vi ankom til vores hotel ved middagstid (efter endnu en bustur med en burmesisk sidemakker, der brækkede sig det meste af turen...). Herefter gik det næsten direkte til stranden, så vi kunne nyde eftermiddagssolen og det helt klare saltvand. Og der brugte vi så de næste tre dages formiddage og eftermiddage, kun afbrudt af en middagspause fra 12-15, da solen simpelthen brændte alt for meget i det tidsrum, til at man kunne være udendørs - og i det tidsrum var der heldigvis også strøm på hotellet.. Det var nemlig kun strøm på vores hotel fra 18-6 og fra 13-15, hvilket jo så også betød, at der kun var aircondition i det tidsrum. Vores teori er, at deres hjemmelavede generator simpelthen ikke kunne holde til at køre hele dagen, da der var omkring de 35-40 grader. Men så lærer man virkelig at sætte pris på det vi har derhjemme, og de timer, hvor der så var strøm! ;-)
Vi var desværre kun fem piger, der var på stranden, da Sophia fra gruppen fik meget voldsomme mavekramper og blev indlagt på det lokale sygehus onsdag aften, hvor Sasja og Charlotte så blev ved hende. Her til eftermidag er de så taget videre til Bangkok, for at hun kunne komme på et privathospital. Men hun har det bedre, og vi håber alle at hun bliver rask nok til at rejse med videre. :-)
I morgen er så den aller sidste dag her i Myanmar, og jeg er dermed også halvvejs på min Asiens rejse. De sidste fire uger har, som I nok har kunne fornemme, været fyldt med oplevelser og ting at se i et land, som kun er blevet oplevet af de få, hvilket virkelig er en skam! Men på trods af alt det guld og skønhed vi har set, er det der har gjort størst indtryk på mig uden tvivl det burmesiske folk. Et reelt, venligt og nysgerrigt folkefærd, som ikke mindst er fyldt med kærlighed. :-)
Jeg glæder mig helt vildt meget til de næste fire ugers eventyr i Thailand, som byder på frivilligt arbejde, undervisning, sightseeing og en lille smule afslapning, men ikke mindst også at se forskellen på den burmesiske og thailandske kultur.
Nyd fortsat efterårsvejr og kommunalvalg i Danmark, og så kommer der billeder og flere oplæg, når I mindst venter det ;-)
Hej fra mig - og Myanmar :-D
- comments
Helle Ulrick Dejligt med alle de oplevelser du får i Myanmar... Det glæder mig, at du kom afsted - for hvornår kommer man lige afsted på sådan en tur... :-). Nyd de sidste 4 uger, for det går alt alt for stærkt, når oplevelserne er mange, og man er i godt selskab....